Stop aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet
Faktum er, at regeringen ikke kan forhindre folk i at trække sig tilbage, når de selv har mulighed for det.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet er en problematisk og uretfærdig praksis, der fortsat finder sted i Danmark. Det er derfor på tide, at vi gør noget ved denne diskrimination og skaber et arbejdsmarked, der er mere inkluderende og retfærdigt for seniorer. I en tid, hvor flere og flere seniorer ønsker at træde ud af arbejdsmarkedet før pensionsalderen, er det nødvendigt at revidere vores holdninger og politikker for at imødekomme disse behov. Det gælder ikke mindst for den siddende regering.
Statsministerens reaktion på Dansk Folkepartis forslag om at give seniorer mere lempelige vilkår afspejler desværre en unuanceret opfattelse af arbejdsmarkedet. Hun argumenterede for, at alle skal arbejde, fordi vi skal finansiere vores offentlige institutioner som sygehuse. Men dette synspunkt overser den virkelighed, at flere og flere seniorer frivilligt trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Hvis den udvikling fortsætter, vil det true fundamentet for vores velfærdsforlig og vores økonomi.
En del af problemet ligger i manglen på fleksible vilkår for seniorer. Mange seniorer ønsker at blive på arbejdsmarkedet, men de ønsker ikke nødvendigvis at arbejde 37 timer om ugen. Derfor bør vi overveje at give seniorer ret til at gå ned i tid fem år før pensionsalderen, f.eks. med en firedages arbejdsuge. Hvorfor ikke endda tilbyde tre arbejdsdage om ugen, når der kun er to år tilbage? Ved at give seniorer mulighed for at tilpasse deres arbejdstid bedre til deres individuelle behov, kan vi muligvis motivere flere til at blive på arbejdsmarkedet, selvom de økonomisk ville kunne trække sig tilbage.
En ændring af holdningen til seniorer på arbejdsmarkedet bør også komme fra det offentlige. Offentlige institutioner bør være de første til at invitere seniorer, der nærmer sig pensionsalderen, til en samtale om, hvordan de kan fastholde dem længere. I dag bliver seniorer ofte skubbet på pension, så snart de har muligheden, og det er absurd, når vi faktisk mangler arbejdskraft. Hvis vi kunne fastholde seniorer på, samme måde som vores naboland Norge gør, ville vi ikke have behov for så meget udenlandsk arbejdskraft som nu. Vi kunne have 66.000 flere mennesker i beskæftigelse.
Faktum er, at regeringen ikke kan forhindre folk i at trække sig tilbage, når de selv har mulighed for det. Men sammen med arbejdsmarkedets parter kan vi skabe et arbejdsmarked, der ikke direkte opfordrer seniorer til at trække sig tilbage, men i stedet motiverer dem til at blive. Det ville være til gavn for os alle – ikke alene de seniorer, der faktisk ønsker fortsat at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men for hele Danmark.