Var det virkelig ofrenes skyld?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jehovas Vidner i Tyskland og verden over blev dybt chokerede over den frygtelige voldshandling og hadforbrydelse, der fandt sted den 9. marts i Hamborg, hvor en mand skød og dræbte syv Jehovas vidner, deriblandt et ufødt barn, og hvor otte andre blev såret.

Masseskyderiet foregik i en rigssal kort efter et af Jehovas Vidners møder. Ligesom mange andre er vi både bekymret og chokeret over at læse i internationale medier, at gerningsmanden angiveligt har haft en »særlig vrede« mod ikke kun Jehovas Vidner, men også mod andre religioner og sin tidligere arbejdsgiver. Selvom gerningsmanden tidligere var et Jehovas vidne og frivilligt forlod organisationen for to år siden, vil vi frem for at drage forhastede konklusioner opfordre til at respektere den igangværende politiefterforskning for at kunne afklare, hvilke motiver der lå bag denne forfærdelige handling.

Det var dog meget chokerende at læse de rystende udtalelser, der blev bragt i kommentaren “Hvorfor skød han?” bragt i Jyllands-Posten blot nogle få dage efter den tragiske hændelse. Skribenten skrev, at hun »gerne vil adressere og give et bud på [bevæggrundene]« bag denne hadforbrydelse. Bare nogle få dage efter at syv uskyldige mennesker mistede livet, bebrejdede skribenten ofrene for den forfærdelige tragedie, som om de fortjente at blive skudt. Vi er rystede over denne kynisme og mangel på respekt for de dræbte og for deres familier.

Alene det at insinuere, at en sådan modbydelig voldshandling på en eller anden måde skulle være ofrenes skyld, er ikke blot dybt krænkende, men det kan også medvirke til yderligere hadforbrydelser. Den form for argumentation er mere farlig, end man måske lige først antager. Det bliver understreget af den internationalt anerkendte sociolog Massimo Introvigne i artiklen ”Blaming the Victims: The Hamburg Shooting and the Jehovah’s Witnesses” (bitterwinter.org): »Hadtale mod Jehovas Vidner kan påvirke svage sjæle og endda føre til vold og mord. De, der har tilladt Phillip Fusz [gerningsmanden] at gå rundt i Hamborgs gader med et dødeligt våben, bør absolut efterforskes. Jeg vil dog også foreslå, at man efterforsker dem, der offentligt taler dårligt om Jehovas Vidner ved at fremstille dem som det onde, der for alt i verden skal udslettes, og måske dermed langsomt har påvirket gerningsmanden til at trykke på aftrækkeren.«

Vi mener ikke, at det er nødvendigt eller passende i den her kontekst at svare på de mange forudindtagede og falske anklager, der rettes i den nævnte kommentar, men vi vil gerne give den objektive læser nogle få fakta om vores tro.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at det at blive et Jehovas vidne er et frit og velinformeret valg. Jehovas Vidner respekterer hver enkelts frie ret og vilje til at vælge, om han eller hun vil leve sit liv i overensstemmelse med Bibelens principper. Trossamfundet presser ikke nogen, heller ikke deres børn, til at blive eller forblive et af Jehovas vidner.

Derudover er det i overensstemmelse med artikel 9 og 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og gældende retspraksis for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, et helt grundlæggende princip for menneskerettigheder, at den eneste autoritative kilde til information om et trossamfunds religion og praksis er trossamfundet selv.

Det er helt naturligt at tænke over, hvorfor sådan en forfærdelig hændelse kan finde sted, men fokus på gerningsmanden kan gøre det ekstra hårdt for ofrene, fordi »de ofte føler sig usynlige«, siger Monika Schorn, der leder arbejdet i organisationen Weisse Ring i Hamborg, som hjælper ofre for kriminelle handlinger.