Du er ikke en CO2-klaptorsk
Fisk er dejligt, og fisk er sundt. Sådan starter Susanne Heltzen sit indlæg i JP 16/3. Jeg kan betrygge Susanne Heltzen og fortælle, at landets fremmeste fiskerieksperter fra DTU Aqua slår fast, at dansk fisk er klimavenligt: »Et helt ophør af fiskeri vil give en stigning i klimaaftrykket, hvis man skal have den samme mængde animalsk protein til rådighed fra andre kilder.« I dansk fiskeri kan vi ifølge Danmarks Statistik også bryste os af, at vi har reduceret vores CO2-forbrug med 62 pct. siden 1990. Jeg er stolt af, at vi er et af de få erhverv, der kan sige, at vi når målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Aarhus Universitet har også lavet undersøgelser, der viser, at nogle arter har et CO2-aftryk på niveau med en agurk.
Trawlfiskeriet foregår kun på 32 pct. af dansk hav og slet ikke på de dybder, hvor der er CO2 lagret i havbunden, siger DTU Aqua ganske klart, ligesom de også siger, at der i nogle områder ikke kan ses effekter af trawlfiskeriet på havbunden. Du kan derfor med god samvittighed fortsætte med at servere dansk fisk, og så kan vi forhåbentligt være enige om, at det er torskedumt at sprede usandheder om dansk fiskeri.