Det er ikke helt til at forstå, vel?
Lego køber jord for at plante skov, for klodserne kræver stadig den samme mængde energi at producere.
Aalborg Lufthavn køber en CO2-kvote på øen Egholm. Markerne på Egholm skal lægges ud med græs til afgræsning, så bliver lufthavnen grøn, selvom den jo gør alt for at få flere ruter og dermed flere passagerer. Dem, der så tager en tur med flyveren, betaler et lille tillæg til billetprisen, så er det grønt.
Andre virksomheder køber skov, som er plantet for at hjælpe klimaet. Jeg ved ikke, hvordan det skulle hjælpe på CO2-udledningen, når skoven var der i forvejen.
Som mælkeproducent er det svært at forstå, hvordan det kan være rigtigt, når mine marker med kløvergræs til afgræsning og slæt ikke må indgå i mit klimaregnskab. Hvis mine græsmarker, som bruger masser af CO2 til vækst, kunne indgå i klimaregnskabet på samme vilkår, som andre bruger deres indkøb af CO2-reduktioner, var problemet med mælkeproduktion ikke så stort.