Fraskilte fædre og samarbejdsuvillige mødre
Bliver fraskilte fædre udsat for diskrimination? Det korte svar er ja.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De seneste tal lyder på, at 25-30 pct. af de par med børn, der bliver skilt, ender i Familieretshuset på grund af uenighed om fordelingen af samvær. Her går det i de fleste tilfælde rigtigt galt for fædrene. Kogt ind til benet består problemet i, at hvis der er konflikt – og det er der selvfølgelig ofte, hvorfor ellers skilles? – så tilfalder barnet bopælsforælderen. Den model betyder, at bopælsforælderen kan være sikker på at beholde barnet alene for sig selv blot ved at skabe eller optrappe en konflikt.
Desværre er sagen den, at alt for ofte bliver far kastet under en bus af systemet. Far får ikke lov til at få ordentligt del i sine børns liv. Det er ikke godt, viser al forskning.
Der er altså et stærkt motiv til at skabe konflikt, hvis mor vil have monopol på børnene. Hun kan f.eks. også flytte på krisecenter og rejse falske anklager i alle afskygninger mod far uden flig af dokumentation. Krisecentret lægger en ring omkring mor, og jo længere tid der går – især hvis der kan komme en politianmeldelse ind over – des større sandsynlighed er der for, at båndet mellem børn og far svækkes. Systemet er i sig selv konfliktskabende. Ved at skabe, optrappe og fastholde en konflikt kan bopælsforælderen i praksis trumfe sin vilje igennem over for samværsforælderen. Den ene får vetoret over for den anden. Det er forskelsbehandling.
Nu skal denne kommentar imidlertid ikke først og fremmest handle om ligestilling og diskrimination af mænd/fædre. Den skal handle om, hvad der er bedst for barnet. Desværre er sagen den, at alt for ofte bliver far kastet under en bus af systemet. Far får ikke lov til at få ordentligt del i sine børns liv. Det er ikke godt, viser al forskning.
Ifølge tilknytningsteorien, som er en bredt anerkendt teori i psykologien, har det stor betydning for menneskers liv og udvikling, at de i den tidligste barndom opbygger en sikker tilknytning til en eller flere omsorgspersoner. Oftest moderen.
Hvis forældrene skilles, skulle man tro, at det er bedst for det lille barn at være bosat ét sted (nemlig hos moderen). Men sådan er det i de færreste tilfælde. Forskningen har nemlig vist, at en syv-syv-deleordning er at foretrække, selv om en ugentlig flytning selvfølgelig skaber uro og omskiftning i barnets liv.
For det helt lille barn er det vigtigste, at moderen er god at kommunikere med. I denne alder er der ingen klar fordel eller ulempe ved at barnet bor skiftevis hos mor og far. Men for børn på tre-fem år og derover er det bedst at bo skiftevis hos forældrene, et forhold undersøgt af især svenske forskere med afsæt i fire scenarier:
A) Barnet bor i en kernefamilie. B) Barnet bor skiftevis hos forældrene i en syv-syv-ordning. C) Barnet bor mest hos den ene forælder, oftest moderen. D) Barnet bor kun hos én forælder, oftest moderen.
En undersøgelse, der omfatter børn fra alle fem nordiske lande, konkluderer: Barnet har flest psykologiske problemer, hvis det kun bor hos den ene forælder. Barnet trives bedre i en syv-syv-ordning eller i en kernefamilie. Det vigtigste er altså, at barnet har samvær med begge forældre, og her gør især kontakten til faderen forskellen.
Internationale undersøgelser – bl.a. i andre europæiske lande – viser konsekvent det samme: En ligeligt delt bopæl er det bedste for barnet.
Med hvad hvis konfliktniveauet er helt oppe i det røde felt?
Den samlede konklusionsoversigt viser overraskende nok, at konfliktniveauet mellem forældrene ikke er afgørende. Hos småbørn skader skiftevis overnatning hos far og mor ikke barnets tilknytning til moderen. De økonomiske forhold kan ikke forklare, at enlige forældre giver det dårligste resultat. At syv-syv-ordningen er relativt god for barnet, har ikke noget at gøre med graden af forældrekonflikt. At barnet bevarer et godt forhold til begge forældre, bevirker, at det ikke rammes af konflikt mellem forældrene. Hvis børnene oplever højt konfliktniveau mellem forældrene, så ændrer det ikke på, at deleordning er bedre end enligt forældreskab. At forældrenes konfliktniveau er så højt, at de strides i en retssag, ændrer ikke på, at en deleordning er bedre for barnet end at bo hos kun én forælder.
Måtte forskningen blive taget til efterretning – til børns bedste.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.