Islamisk jura kommer på kant med dansk skilsmisselovgivning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2020 blev integrationsminister Mattias Tesfaye forbløffet over, at islamisk dogmatik påfører vort samfund en skilsmisseproblematik, hvor islamisk indgåede ægteskaber ikke fra muslimsk side accepteres som opløst, hvis den kun er foregået efter dansk jura.

Kvinden er skilt i det danske retssystem, men ikke i sit hjemland eller i mange muslimske lande, før der har været en sharia-domstol indover. Eksmand, familie og naboer vil ofte heller ikke anse hende for skilt.

Så nogle dansk-skilte muslimske kvinder tør ikke rejse på familiebesøg i hjemlandet pga. risiko for æresdrab, de kan ikke blive islamisk gift på ny og har i det hele taget meget bøvl med deres retsstilling, fordi vort sekulære system karambolerer med islamisk ideologi. Dette skisma uddybede SF’eren Halime Oguz ganske udmærket i en kronik i JP den 1/10.

I USA interviewede jeg for en del år siden professor Farhat J. Ziadeh. Han havde undervist 18 år på Princeton University i islam og arabisk sprog og brugte meget af sin tid som tilkaldt ekspert i amerikanske retssale, når islamisk lov kolliderede med anden jura. Det kunne være en skilsmisse, hvor hustruen var libaneser, ægtemanden egypter og børnene amerikanske statsborgere, og hvor ægteskabet var indgået i et fjerde arabisk land. Eller en arvesag mellem en amerikansk hustru og en kuwaitisk ægtemand med særbørn fra en første hustru i Pakistan.

På konferencen ”Islam and Europeanization – legal perspectives” på Københavns Universitet i 2019 talte professor Shaheen Sardar Ali fra Storbritannien for europæisk accept af flerkoneri.

I Storbritannien bor f.eks. meget veluddannede muslimske kvinder, der ønsker et nikah-ægteskab som hustru nummer to, idet de ikke har tid eller lyst til at fuldtidsægteskab, men ønsker den moralske accept til et sexliv, som et ægteskab giver i deres etniske kreds.

Det danske samfund vil ryge ind i yderligere spindelvæv forårsaget af den helt anderledes kosmologi, som islam udgør, såfremt vi også vil udvide vor tolerance over for dette samfundssystem til anerkendelse af flere hustruer. Et problem, der netop står for døren, efter modtagelsen af afghanere med flere hustruer.

Islamisk jura er beroende på de pågældende lokale domstole, og familierne vælger frit, hvilken selvetableret domstol de vil konsultere. Nogle er mere kvindefjendske end andre. I hjemlandene er nogle retter kun religiøse domstole, andre kan give et offentligt anerkendt skilsmissebevis. Allerede om, hvor skilsmissen skal foregå, kan der altså kævles.

Et forslag til at minimere denne muslimske kulturberigelse er at kræve dansk vielse ifølge dansk jura for alle, der ønsker permanent ophold i Danmark, også selv om de allerede er religiøst viet eller offentligt gift i en anden stat. Tilsvarende bliver parret så eventuelt dansk skilt.

Den manglende religiøse anerkendelse af en dansk skilsmisse hos imamer, eksægtemænd og familiemedlemmer kan det danske samfund ikke gøre noget ved. Hvis indvandrere ønsker at tilhøre en ideologi som islam, der anser et ægteskab mellem egen midaldrende profet og en pige, der ikke har nået teenagealderen, som et efterlignelsesværdigt forbillede, et samfundssystem, der i egen optik er Vesten overlegen (og som vesterlændinge bør omvende sig til), dækker alt på perfekt og naturlig vis og ikke er styret af demokrati, så kommer nogen til at smage deres egen medicin.

Muslimer må selv gøre oprør og ændre deres menneske- og samfundssyn, som mange gjorde i Vesten med 68-oprøret. Det forventer jeg imidlertid ikke vil ske.

Det Arabiske Forår er nu dyb vinter, og i Danmark ser jeg flere og flere sorte tørklæder i gadebilledet.