Grov mobning er ikke ytringsfrihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at København er ramt af en dødelig og smitsom virus. Hele byen er lukket ned. Du kan ikke forlade byen, din familie og venner uden for København kan ikke komme ind.

Børn og gamle mennesker er særlig udsatte for smitte. Din lille datter på tre år er lige gået bort efter et pinefuld sygdomsforløb. Din gamle bedstefar er nu smittet og ligger for døden. Rundt om dig er der frygt, smerte, sygdom og død.

Forestil dig så, at en avis i Kina laver satire på din smerte. Vil du tænke ”hvor fedt”, eller ”hvor er det godt, at ytringsfrihed eksisterer”? Eller vil du tænke, at det er upassende og sårende? Det er svært at forestille sig andre menneskers smerte. Det er derfor, der findes mobbere her i verden.

Det er den slags mobbere, der sparker til dig, mens du ligger ned. Dagen efter, at dine forældre skal skilles. Dagen efter, at din bror er død. Dagen efter, at din mor har fået kræft. »Men det er jo bare for sjov,« siger mobberen og griner med de andre populære børn i klassen. »Kan du ikke tage en joke?« »Det er derfor, at ingen kan lide dig.«

»Danskernes humoristiske sans er verdensklasse.« »Danmark har opfundet ironi.« »Danmark har patent på den gode satire.« Ja, det mener danskerne selv. Danskerne elsker deres interne vittigheder, uanset om udefrakommende finder dem sårende.

En nation huskes for dens gerninger. Især for den seneste gerning. De kinesiske statslige medier og sociale medier koger over lige nu af skuffelse. Kineserne er rørt over den hjælp og støtte, de har fået fra en del lande, bl.a. USA, Tyskland og Japan, og de er dybt skuffet over den danske ufølsomhed.

Jeg kan skrive kilovis af bøger om, hvor selvindbildske danskere er, og hvor meget de mangler selvindsigt. Selvblindhed er en nationalsport, og vi dyrker den både privat og på arbejde. Det er på tide, at vi kigger i spejlet og indad. Det vil gavne os.

Jeg kan ikke bestemme, hvad andre skriver eller tegner. Jeg vil faktisk ikke bestemme det. Det kunne være vidunderligt, hvis hele verden lytter til Freddie Mercury, og ingen lytter til Justin Bieber.

Skal Jyllands-Posten undskylde? Nej, men de burde. Fordi de dermed kan vise noget anstændighed. Det vil være rigtigt og anstændigt at indrømme, at man har indset, hvor sårende satiretegningen har været og undskylder for det. Grov mobning er ikke ytringsfrihed. Mobning er mobning.