Den danske kulturskov er forarmet natur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP forleden langede fhv. statsskovrider Morten Elbæk-Jørgensen ud efter Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding, fordi hun ønskede mere urørt skov. Som kandidat fra Landbohøjskolen repræsenterer MEJ produktionsorienteret skovforvaltning. Han efterlyser uvildige eksperter og mener, at den danske kulturskov nærmest er synonym med naturen.

Men mange rapporter har dokumenteret, at biodiversiteten i skovene er forringet. Derfor anbefalede Wilhjelm-udvalget i 2001, at resterne af naturskove skulle sikres, og urørt skove udpeges. I 2013 gentog Natur- og Landbrugskommissionen, at naturskovsstrategien fra 1992 skulle revideres for at sikre oprindelig skov og mere urørt skov.

Folketinget har siden 1972 via naturbeskyttelseslovens § 3 successivt sikret naturtyper i det åbne land mod ændringer. Søer og vandløb (1972), moser og kær (1979), strandenge og heder (1984) samt ferske enge og overdrev (1992).

Men ”skovfolkenes” modstand er skyld i, at Danmarks oprindeligt mest udbredte naturtype, naturskoven, aldrig har fået samme beskyttelse, f.eks. mod konvertering til monoton bøgeskov.

Derfor skal vi nu ved sikring af gammel naturskov og udpegning af urørt skov beskytte en del af Danmarks truede skovnatur mod MEJ og hans ligesindedes forvaltning gennem de seneste mere end 200 år.