Det haster med at få udpeget vores forsvarspolitiske svagheder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er på tide at stoppe op og se det hele ovenfra. Den 1. december fylder Lissabon-traktaten 10 år. Meget vand er løbet i åen siden, og vigtigheden af traktaten er kun steget, siden den blev vedtaget.

Og der er flere grunde til at fejre, at traktaten trådte i kraft for 10 år siden. Den gør nemlig os alle 500 millioner europæere stærkere i verden. Og den slår fast, hvilke værdier vi står på.

Der er en helt særlig grund til, at mange mennesker i resten af verden gerne vil være her i Europa. Vi lever i fred, vi lever i velstand, og vi lever i frihed. Tingene hænger sammen, og det er vanskeligt at forestille sig vores økonomiske succes uden fred og uden den frihed, der forbliver modsætningen til kommunismens modeller og diktaturers styreform. Det fås ikke bedre noget andet sted på kloden.

Men ikke bare lever vi godt, vi lever også sammen i respekt for væsentlige værdier. Og når vi gør dette, adskiller vi os tydeligt fra andre steder i verden.

Værdierne er udtrykt i artikel 2 af Lissabon-traktaten: »Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.«

Disse er værdierne, som vores militære indsatser har forsvaret. Disse er værdierne, vores forfædre udviklede på baggrund af to krige. Og det er umiddelbart svært at se, hvilke værdier der ikke skulle være vigtige for et moderne oplyst og frit samfund, der skal fungere på opdrag fra sine borgere.

Hvem kan tænkes at udfordre dem? Hvem har en interesse i at undergrave deres bæredygtighed og destabilisere vores samfund med al den succes, vi oplever? Hvem i vores nabolag mangler succes? Hvilken nation har siden Murens fald kæmpet med sin selvopfattelse, og alene kunne se på, hvor godt det går i EU? Og hvem kan se sig selv helt klemt i en verden med plads til tre store magter? Rusland. Ikke det russiske folk, men dets nuværende leder og styreform.

Ikke så mærkeligt at russiske penge finder vej til Storbritannien før brexit, Le Pen, Salvini, og efter alt at dømme på flere måder har støttet oprørerne i Catalonien. For slet ikke tale om Ruslands rolle i Syrien. Det, vi ikke var i stand til at forsvare, forsvandt foran os og blev til russisk succes. Uden vores værdier og helt uden for vores kontrol.

Nato har været det forsvarsmæssige værn, men vi må konstatere, at Trumps USA har slået kraftige revner i samarbejdet. Ikke irreversible, men det har vist os, at uden et stærkt europæisk aftryk i alliancen, vil det være et spørgsmål om tid, før vi må se langt efter fortidens Atlant-helte.

Derfor haster det mere og mere at få udpeget vores forsvarspolitiske svagheder. Ikke for at skræmme livet af os, men for at give os tryghed gennem viden og handling. Det er angstprovokerende, når vores regering f.eks. ikke vil drøfte forsvarsforbeholdet. Hvorfor vil den ikke det? Hvad er det, vi ikke må se i øjnene? Og hvorfor ikke være beredt, netop i et forsvar af Danmark? Og af Europa og i den sammenhæng i virkeligheden vigtigst af alt de værdier, vi bygger på sammen i denne succesfulde, men sårbare del af verden.