Vi løber ikke tør for grøn energi – men hvad med handlekraft?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi forlod ikke Stenalderen, fordi vi løb tør for sten. Vi fandt på noget bedre. Nu har vi muligheden for at lægge den fossile æra bag os og træde ind i den grønne. Havvind kan give os den klimavenlige elektricitet, vi behøver – i rigelige mængder.

Teknologien er der, priserne falder, og der er masser af penge at tjene. Potentialet for grøn strøm er tæt på uendeligt. Havvindmøller kan dække hele 11 gange klodens elforbrug, slår Det Internationale Energiagentur fast i en ny rapport, som selvfølgelig blev lanceret i Danmark, vindmøllens vugge.

Rapporten er ekstremt vigtig. For tallene fra agenturet danner grundlag for energipolitiske analyser verden over og tilskynder dermed regeringer til at accelerere udbygningen af vindmøller. Men det kræver handlekraft i en hastighed, som vi aldrig har set før. Også i Danmark.

Først og fremmest skal vi finde plads på havet til de mange møller. Dernæst skal vi udbygge den elinfrastruktur, der forbinder vindmøllen til vands med elbilen på land.

Store højspændingsledninger fra vindmølleparkerne over de tyndere ledninger i vores byer og på villavejene – helt frem til husstandene, virksomhederne, hospitalerne og landmændene. Endelig skal der sættes en klar retning for, hvor stor del af danskernes energiforbrug elektricitet skal tilfredsstille.

Potentialet for grøn strøm forbliver potentiale, hvis ikke det politiske Danmark ændrer de rammer, energisektoren og forbrugerne har for at komme ud af den ”fossile stenalder”.

For hvorfor skal vi bygge flere vindmøller, hvis ikke forbruget bliver elektrisk, eller hvis ikke vi kan transportere elektriciteten effektivt til kunderne? Hvorfor skal vi bygge havvindmøller ved kunstige øer i Nordsøen, hvis ikke vi sætter turbo på at omdanne el til brint og dernæst til brændsler, som skibe, fly og lastbiler kan bruge?

Klimakampen kræver prioriteringer, og løsningerne kommer ikke uden dilemmaer. Nogle interesser må vige. I øjeblikket lægger Forsvaret beslag på store dele af Nordsøen, som er egnet til havvindmøller, mens kirken har ret til at nedlægge forbud mod en mølle, som er højere end det nærliggende kirkespir.

Nogle bliver naboer til infrastruktur, der kræver en længere uddannelse som stærkstrømsingeniør for at kunne betegnes som kønne. Noget af vores fælles velfærd skal investeres i at gøre forbruget elektrisk. Klare politiske valg, der ikke er nemme, men nødvendige.

Regeringen forhandler klimalov og finanslov. I begyndelsen af næste år følger klimahandlingsplanen. Jeg håber på politisk handlekraft og tempo, der fører energisektoren og vores kunder i en ny og endnu mere klimaansvarlig retning.

Energibranchen skal vide, hvornår de næste havvindmølleparker skal bygges. Vi skal have adgang til optimale arealer. Vi bliver nødt til at have accept af, at vi kan investere mere i elinfrastruktur. Og som det vigtigste skal incitamenterne, der tilskynder til et elektrisk og bæredygtigt forbrug, skabes.

Det er jo egentligt meget logisk. Det er energikundernes efterspørgsel, der mere end noget andet skal drive udviklingen. Vi forlod Stenalderen, fordi vi netop opfandt bedre teknologi som svar på menneskets behov.

Så let bliver det ikke denne gang. Vi lever i en gennemreguleret verden, hvor afgifter, regler og love påvirker os. Vi har brug for politikere, der leder samfundet gennem den nødvendige omstilling.

Men politikernes handlekraft løber tør, hvis ikke erhvervslivet og befolkningen støtter op. Opbakningen er den vind, der får den politiske mølle til at snurre.

Det bliver spændende at se, om vinden er lige så kraftig som den, der blæser på havet, og som kan forsyne os med grøn elektricitet, så langt øjet rækker.