Danmark har et medansvar for forfølgelse af kristne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Igennem de seneste tre år er det blevet klart for de fleste, at de kristne er et mindretal, der mange steder i verden står i skudlinjen i forbindelse med overtrædelser af tros- og religionsfrihed.

I Egypten og Sri Lanka er kristne blevet udsat for terrorangreb, medens de fejrede påske. Og fra andre lande i Mellemøsten, Afrika og Asien meldes der også om forfølgelse af kristne. Samtidig har muslimer været udsat for overgreb i New Zealand, Norge og Myanmar. De fleste rapporter om religiøs forfølgelse drejer sig om kristne, men problemet rammer ikke kun kristne. Det er langt bredere og angår alle. Også Danmark har et ansvar i den forbindelse.

Den tidligere britiske udenrigsminister Jeremy Hunt bestilte i 2018 en rapport fra Truros biskop, Philip Mountstephen, om udfordringerne for Storbritannien i forhold til at udbrede og fremme tros- og religionsfrihed i udenrigs- og udviklingspolitik. Som mange andre undrede Hunt sig over, at der var så lidt fokus på kristne som gruppe, når de nu i så høj grad er udsat for forfølgelse. I juni 2019 afleverede Philip Mountstephen sin rapport, og udenrigsminister Hunt såvel som hans efterfølger, Dominic Raab, har uden forbehold accepteret rapporten såvel som den lange række af anbefalinger.

Rapporten beskriver en dybt alvorlig situation, hvor millioner af kristne årligt udsættes for diskrimination. Diskrimination i forhold til lige uddannelses- og erhvervsmuligheder, arveret og familieret er almindelige i en lang række kontekster, hvor kristne er mindretal. Den anden side af spekteret er voldelige forfølgelser, hvor tusindvis af kristne årligt mister livet, alene fordi de er kristne.

Så vidt Storbritannien. Hvordan står det så til i Danmark? Udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte i Kristeligt Dagblad den 2. juli: »Det er super vigtigt, sindssygt vigtigt at have fokus på forfølgelse af religiøse mindretal og kristne i særdeleshed, som i mange lande er forfulgte«.

På den baggrund mener vi, der burde der udfærdiges en lignende udredning med fokus på Danmarks udenrigs- og udviklingspolitiske indsatser. Det ville give os en række vigtige indsigter i forhold til hvilken vej, Danmark bør gå for at udbrede tros- og religionsfrihed som en rettighed for alle – og derfor også for kristne.

Har vi den tilstrækkelige viden om, hvilke udfordringer Danmark står over for i forhold til tros- og religionsfrihed i de prioritetslande, hvor Danmark bruger store summer på udviklingssamarbejde? Der er et stort behov for at konkretisere og fremlægge evidens i forhold til diskrimination og forfølgelse. Nogle steder er udfordringen den nationale lovgivning, andre steder fordomme og kulturelle stereotyper. En udredning ville kunne kaste lys på de største udfordringer for tros- og religionsfrihed i Danmarks prioritetslande og bringe alle krænkelser af tros- og religionsfrihed frem i lyset.

Hvilke værktøjer råder Danmark over i forhold til regeringer, der er ansvarlige for vedvarende, alvorlige krænkelser af tros- og religionsfrihed i deres egne befolkninger? Der må sættes handling bag ordene, og ingen må kunne slippe afsted med krænkelser af fundamentale menneskerettigheder, uanset hvilke erhvervsmæssige eller økonomiske interesser der også er involveret. Rettigheder kan ikke gradbøjes og er ikke til salg.

Regeringen bør fortsætte det arbejde, som er igangsat ved etableringen af Udenrigsministeriets enhed for tros- og religionsfrihed under ledelse af ambassadør Michael Suhr, så danske repræsentanter og diplomater kan få den nødvendige viden om og forståelse af religion og religionsfrihed. Danske diplomatiske repræsentationer skal kunne danne sig et billede af kontekstuelle udfordringer og krænkelser af tros- og religionsfrihed. Detaljeret og opdateret viden er en nøgle til at italesætte og handle, så grundlæggende menneskerettigheder accepteres, respekteres og håndhæves for alle. Uden en sådan viden fristes vi nemt til at lukke øjnene for krænkelser og blot at fokusere på kortsigtede interesser.

Vi skal turde kalde en spade for en spade. At tale generelt og vagt om problemerne med diskrimination og forfølgelse af kristne og andre minoriteter er ikke et udtryk for vestlig, liberalt frisind, men et udtryk for manglende moralsk lederskab i en vanskelig og udfordrende situation. Manglende viden og overblik må ikke lede til, at Danmark bliver bange for at hjælpe forfulgte, som desperat har brug for vores indsats. Derfor har Danmark brug for sin egen Truro-rapport.