Sæt børnefamilierne fri

Op til valget talte alle om bedre vilkår til alle danske børn ude i institutionerne. Nu skulle der komme minimumsnormeringer. Da S så havde modtaget deres taburet med støtte fra SF, R og Ø, blev forventningerne skruet noget ned eller rettere frem. Faktisk helt frem til 2025.

Og jeg synes da, at det er dejligt for de børn, som kommer til at opleve dette. Især hvis man ellers er kommet frem til, hvordan man definerer minimumsnormeringer til den tid. Men hvad med alle de forældre, som har valgt at sætte børn i verden før 2024? Skal de holdes som gidsler i de institutioner, som i disse dage bliver skudt ned af stort set alle eksperter.

Mange eksperter udtaler, at det, der foregår i institutionerne, er kollektivt omsorgssvigt. Intet mindre. Og i to dokumentarer i løbet af forår og sommer har vi set hjerteskærende scener. Hvorfor får det lov at fortsætte dag ud og dag ind?

Vi ved, at det, som sker i børnenes første år, bliver grundstene i det fundament, som skal ruste os til resten af livet. Samtidig lever vi i en tid, hvor hver 8. dansker har ondt i livet, og mange flere kæmper med at finde mening med dagligdagen. Vi lever i en tid, hvor vi ved, hvordan vi kan forebygge stress, angst og depressioner. Det kan vi blandt andet ved at give små børn stabile, kærlige og rummelige rammer sammen med voksne, som vil gå gennem ild og vand for dem. Nemlig forældrene. Det hverken kan eller skal være et pædagogisk arbejde.

Det er forældrenes arbejde, og det er faktisk min oplevelse, at det er et arbejde, som både mor og far gerne påtager sig og gerne vil i meget højere grad end nu. Jeg er meget i tvivl om, hvad S og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkranz-Theil egentlig mener på børne- og familieområdet. For som jeg forstår det, anerkender S på den ene side, at den er helt gal ude i institutionerne, og at der skal sættes ind. (Bare ikke endnu).

På den anden side forstår jeg, at S ønsker automatisk opskrivning til vuggestue, og at de forældre, som ikke ønsker at have deres børn i vuggestue, skal i dialog med kommunen. Så S mener altså, at hvis forældrene ikke tager imod det tilbud, som regeringen selv erkender ikke er godt nok, så skal det tjekkes, om forældrene kan tilbyde et tilfredsstillende pædagogisk alternativ. Altså et alternativ til det, som ikke er godt nok ifølge regeringen selv. Hvordan skal det foregå? Er vi ude i forældrekompetencevurdering?

Og hvordan skal det forvaltes? Kommer der generelle regler, som man skal forberede sig på at imødekomme? Eller bliver det, som på mange andre steder på socialområdet, vurderet af den enkelte medarbejder, og så må man håbe på, at man har god kemi med pågældende, og vedkommende samtidig er rummelig og nysgerrig på andre livsstile end sin egen.

Man kunne også gå en anden vej i Danmark Man kunne sætte børnefamilierne fri. Man kunne måske begynde at stole på, at forældrene ved bedst. Man kunne f.eks. lade pengene følge barnet. I dag betaler kommunerne 75 pct. i tilskud til institutionspladsen.

Hvis alle de mange penge, der gives i tilskud fra kommunen, følger barnet, så kan forældrene selv vælge, hvor deres børn skal passes. Om det er i institution, hjemme eller hos en privat børnepasser, måske noget helt fjerde.

Uanset hvad, så er det da fuldstændig urimeligt at erklære institutionerne utilstrækkelige og så lade forældrene vente, ja, jeg vil gå så langt som at kalde det direkte uforskammet.

Spørgsmålet er, om de 800.000 børnefamilie i Danmark vil finde sig i denne behandling, eller om de vil trække en streg i sandet og sige, nok er nok.

En bevægelse er sat i gang, og demokratiet kan blive sat på en alvorlig prøve, hvis politikerne bliver ved med at negligere børneliv i Danmark.