De større studiebyer er ved at ændre sig til utilgængeligt område for studerende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Manglen på ungdoms- og studieboliger presser udgifterne for unge lejere såvel som studerende. Hvis ikke vi ønsker byer, der kun er for de riges børn, kræver det politisk handling.

I alle de store studiebyer er det vanskeligt at få en bolig som studerende. Udviklingen af studiepladser har slet ikke fulgt med antallet af boliger, der kan betales på en SU. Vores studerende oplever, at det er blevet sværere og sværere at finde tag over hovedet, og at problemerne varer ved langt ud over studiestarten.

I mange af de store byer er langt de fleste af de boliger, der opføres, ikke reelt tilgængelige for unge, og lejepriserne overstiger ofte langt, hvad SU’en dækker. Der bygges for stort og for dyrt, så de boliger, der ellers var tiltænkt unge, kun er tilgængelige for de velbemidlede.

Et af problemerne ved denne udvikling er, at når konkurrencen om de få boliger, der er til at betale, øges, rammer det særligt unge mennesker fra landområderne og internationale studerende, der flytter til universitetsbyerne for at studere og har brug for at komme ind på markedet.

Uden det samme netværk som byens børn får de sværere ved at få adgang til boligmarkedet og bliver lette ofre for usikre vilkår og bolighajer.

Boligmarkedet i de store studiebyer har i en lang periode set en eksplosion i priserne, der gør, at vores større byer i stigende grad bliver økonomisk utilgængelige for unge. Siden 1990 er der eksempelvis kommet 147.000 nye københavnere, og der er i samme periode kun bygget 30.000 boliger.

Københavns Kommune forventer 100.000 flere borgere pr. 2027. Samtidigt er der kommet flere studiepladser og derfor flere studerende til byen.

Udviklingen er værst i København, hvor der kun er en dækningsgrad på sølle 9 pct. af ungdomsboliger, men problemet findes i alle de større studiebyer, hvor udviklingen ganske enkelt ikke følger med behovet. Det presser et i forvejen enormt presset boligmarked og leder unge, herunder studerende, ud i usikre, utrygge og midlertidige boligforhold.

Når unge står uden tag over hovedet op til studiestart, er det svært at turde stille krav til rimelige lejeforhold, for hvem ved, om de tusindvis andre boligsøgende er villige til at acceptere ringere vilkår?

Særligt problematisk er det, når kapitalfonde og bolighajer i stigende grad udnytter huller i boligloven og tjener styrtende på minimale forbedringer og efterfølgende genudlejninger. Det er eksempelvis det, vi i disse måneder ser kapitalfonden Blackstone gøre i København.

Det er enormt positivt, at den nye boligminister vil gøre op med kapitalfonde, der aggressivt opkøber boliger og presser priserne i vejret.

Ordentlig regulering rækker noget af vejen, men for at tage fat om problemets rod skal der ganske enkelt bygges langt, langt flere ungdomsboliger, der er til at betale, således at der bevares en rimelig ratio mellem antallet af studerende og antallet af ungdomsboliger. Dertil bør man gennemgå de bygningsmæssige krav til byggetilladelser for ungdomsboliger.

Der er mange udfordringer, men hvis vi vil bevare byer, der er for alle, er det nu, den nye regering i samarbejde med kommunerne i de store studiebyer skal tage handsken op og sammen med studerende, lejere og udviklere arbejde for, at vi også i fremtiden har studiebyer, vi kan være stolte af.