Hvorfor skal 007 være en sort kvinde?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hollywood er blevet besat af identitetspolitik. Sådan må man konkludere oven på en sommer, der indtil nu både har budt på annoncering af en sort kvindelig Ariel og nu også agent 007 i den nyeste James Bond-film.

Ligesom mange andre har jeg intet mod kvindelige eller minoritetskarakterer som hovedroller, men jeg har noget imod, når de bliver presset ned i halsen på mig med en klar agenda.

Det virker påtaget og søgt. For hvorfor skal Ariel egentlig pludselig være sort, og James Bond en kvinde? Det er jo udelukkende, fordi man gerne vil sende et progressivt signal, og nogle gange vil man ærlig talt bare gerne se sin film frem for at blive belært.

Man behøver ikke vende situationen meget om for at kunne se det absurde. Kunne man forestille sig en film om Nelson Mandela spillet af Elijah Wood? Næppe, for det ville virke absurd. Der ville heller ikke gå mange minutter, før Politiken flød over med indlæg om kulturel appropriation.

Der, hvor det giver mening, er der, hvor det virker naturligt og på den måde afspejler den setting, vi befinder os i. Når Ringenes Herre ingen minoritetsfigurer har, giver det mening, fordi vi befinder os i et europæisk middelalderunivers, hvorimod det er klart, at en serie som ”Westworld”, der foregår i Det Vilde Vesten og i fremtiden har masser. Man er tro mod sit univers, og det føles naturligt.

Men når man ikke magter at opfinde spændende minoritetskarakterer, som folk kan forelske sig i, men i stedet omskriver historierne til at passe ens politiske agenda, ender det med at hænge folk langt ud af halsen.

Det risikerer at ødelægge ellers gode film og give folk en metaltræthed over for de reelle problemer, der findes med diskrimination.