Vi savner i det hele taget en definition af, hvad velfærd egentlig er

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher sagde engang, at problemet for socialisterne er, at de en dag risikerer at løbe tør for andre folks penge. Udtalelsen ligger efterhånden en del år tilbage, og i Danmark er andre folks penge i dag omdøbt til ”det økonomiske råderum”.

Råderummet er jo i bund og grund skabt af, at virksomheder og borgere igennem årene har betalt mere i skat, end der umiddelbart var behov for. Det kan give god mening, men det forudsætter, at den overskydende skat ses som en opsparing, der kan trækkes på i dårlige tider.

I Danmark er det dog ikke kun socialisterne, der på et tidspunkt risikerer at løbe tør for andre folks penge med ønsket om at omsætte hele det økonomiske råderum til offentlig finansieret velfærd. Kun få har for alvor prøvet at sætte spørgsmålstegn ved den aktuelle overbudspolitik.

Man savner i den grad en forståelse for, at velfærd ikke kun er noget, det er forbeholdt den offentlige sektor at producere og skatteyderne at betale. Og man savner i det hele taget en definition af, hvad velfærd egentlig er.

Der har igennem tiderne været mange bud på en definition af velfærd, men definitionen er aldrig kommet entydigt på plads. Grundlæggende handler velfærd om trivsel set i et meget bredt perspektiv, og for at sikre god trivsel skal vi have et velfærdssamfund, hvis fundament hviler på en velfungerende og effektiv offentlig sektor. Den offentlige sektor skal sørge for sundhedssystemet, uddannelse af kvalificeret arbejdskraft, infrastrukturen, daginstitutioner, politi, domstole, tiltag på miljøområdet, hjælp til økonomisk trængte … ja, listen er lang.

Ovenpå dette fundament skal vi så hver især bygge vores egen velfærd, for ansvaret for vores egen velfærd og dermed trivsel kan vi vanskeligt overlade til den offentlige sektor og skatteyderne. Vi skal med andre ord sætte den enkeltes ansvarlighed i centrum med krav til både os selv og hinanden. Vi skal alle yde og skabe velfærd og trivsel – til gavn for både fællesskabet og os selv.

Men hvad kan den private velfærd så bestå i? Det kan være at gå en tur i skoven, tage familien med i Bonbon-land, en weekend til Lalandia eller en uge på Mallorca. Det kan være at købe en ny cykel eller nye møbler – og det kan være hjælp fra et privathospital for at sikre en hurtigere behandling. Listen er uendelig og må naturligvis tage sit udspring i den enkeltes ønsker, drømme og behov.

Denne del af vores velfærd kan vanskeligt styres politisk, men derfor skal den bestemt ikke negligeres. Tværtimod er det her, vi kan gøre en afgørende forskel i forhold til den velfærd, vi hver især ønsker os. Man kan gå så langt som til at se sige, at skattelettelser jo faktisk også er velfærd, da de giver den enkelte borger bedre mulighed for at sikre egen velfærd gennem et større privatøkonomisk råderum.

Vi skal med andre ord sikre et bedre samspil imellem offentlig og privat velfærd, for sikring af velfærd kan ikke bare outsources til det offentlige. Friheden til at tage ansvar er jo også en del af den moderne velfærd.