Formålsløse samtaler på jobcentrene koster kassen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Privatpraktiserende læge Anders Beich skrev i JP tidligere på måneden kronikken: “Jobcenter gør mennesker syge – politikerne må gøre noget nu”. Kronikken beskriver det opslidende og nedværdigende forløb, som mange borgere kan opleve i forbindelse med udredning og tildeling af førtidspension.

Et par dage forinden skrev journalist Hanne Fall Nielsen en artikel i JP med overskriften: “Sygemeldte føler sig endnu mere syge efter mødet med jobcentret”. Her refereres blandt andet til Psykiatrifonden, der fortæller, at symptomer som angst og ondt i maven er klassiske symptomer hos mange sygemeldte, når de skal til møde på jobcentret.

Jeg arbejder som klinisk psykolog og erhvervspsykolog. I mit arbejde møder jeg dagligt klienter med svære depressioner, angstproblematikker samt stress/belastningstilstande. De fleste af disse klienter er i et vist tidsrum uarbejdsdygtige og er derfor sygemeldte i kortere eller længere tid.

Langt de fleste af disse mennesker er i job og vender også tilbage til deres arbejdsplads, når de er klar hertil. Jeg vil skyde på, at det drejer sig omkring 95 pct. Ikke desto mindre er reglerne i dag skruet således sammen, at disse mennesker indkaldes til samtale på et jobcenter.

For størstedelen af disse klienters vedkommende, som jo er mennesker, der p.t. befinder sig i en sårbar tilstand, medfører indkaldelsen stor uforståenhed, idet de jo har et job, samt uro, forvirring og forværring af deres tilstand. Jeg har oplevet klienter, der var i bedring, men som fik det væsentligt dårligere, hvorved deres sygemelding måtte forlænges.

Det er mit helt klare indtryk, at for ovennævnte klientgruppe er det at blive indkaldt til samtale hos jobcenter ikke blot spild af tid for såvel sagsbehandler som borger, men også en forøgelse af sygedage og i den forbindelse en stor udgiftspost for samfundet.

Tænk blot, hvad det i dag koster i tabt arbejdsfortjeneste bare i forbindelse med stressramte arbejdstagere, og når sygeperioden så må forlænges pga. indkaldelse til formålsløse samtaler, koster det kassen. Hvis et af formålene med indkaldelsen er at tjekke, om den sygemeldte borger nu også er syg, kan det nok foregå på en lettere og mindre omkostningsrig måde.

Ud over selve indkaldelsen til samtale på jobcentret oplever mange borgere også, at de udsættes for pres på tidspunkter, da de stadig har det virkelig skidt og kan have mere end svært ved at overskue dagen i dag, ved, at jobcentret ønsker oplyst, hvornår de forventer at kunne vende tilbage på jobbet.

Danmark bruger mange flere penge på aktiv beskæftigelsesindsats end noget andet OECD-land, og skønt antallet af ledige er faldet de senere år, er udgifterne forblevet på samme høje niveau.

Vi står over for et folketingsvalg, hvor mange ting kommer op og vende, således har flere partier fra såvel blå som rød side krævet jobcentrene nedlagt. Jeg forholder mig ikke til, om jobcentrene skal nedlægges, men tænker, at tiden er til refleksion og gentænkning af jobcentrenes formål, funktion og virke.

Det taler såvel menneskelige som rationelle grunde for. Hensigtsmæssige ændringer, der blandt andet vil bevirke respektfuld tilgang samt adfærd over for de borgere, der henvises, vil måske vise sig at være godt givet ud såvel i forhold til borgernes recovery, borgeres viderebehandling i systemet samt borgere, der hjælpes i job, og som en økonomisk gevinst.