Lukker DF Radio24syv? Nej, den kan fortsætte som dab-kanal
Hvis regeringen har et ønske om at undersøge muligheden for, at Radio24syv kører videre eksempelvis som en dab-kanal, siger de bare til.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sidste uge meddelte Radio24syv, at den ikke ønsker at søge om at få forlænget sendetilladelsen, fordi vi har besluttet, at den ene af de to danske statsbetalte taleradioer fremover skal ligge i Vestdanmark.
Det er blevet fremlagt som om, at vi i Dansk Folkeparti har lukket Radio24syv. Det er naturligvis noget vrøvl.
For sandheden er, at grunden til, at Radio24syv ikke vil køre radioen videre, er, at folkene bag Radio24syv finder det helt og aldeles umuligt at drive en landsdækkende radio fra en by som eksempelvis Aarhus.
Programchefen på Radio24syv, Mads Brügger, har åbent sagt, at der ikke er den samme talentmasse i eksempelvis Viborg, og at det derfor ikke kan lade sig gøre at drive Radio24syv videre fra provinsen.
Men vi holder fast i, at én af de to statsbetalte landsdækkende taleradioer på FM-båndet skal have hovedsæde i Vestdanmark. Længere er den ikke.
Jeg må sige, at jeg er overrasket over, at det død og pine skal være så afgørende, at Radio24syv skal ligge midt i København, for at man mener, at man kan drive radioen. Men det er åbenbart så vigtigt, at radioen hellere vil lukke og slukke end at gøre forsøget.
Når vi fra Folketingets side tager beslutninger i forhold til de statsfinansierede medier såsom DR og Radio24syv, er der ofte ramaskrig. Medie-Danmark tordner imod os og råber op om brud på armslængdeprincippet.
Ja – i forbindelse med sagen om Radio24syv er vi sågar blevet kaldt både smålige, ømskindede og hævngerrige. Mange har hævdet, at vi har forsøgt at lukke Radio24syv, fordi vi ligefrem er bange for dem. At vi ikke kan tåle deres kritiske dækning.
Det er vrøvl af kaliber. Også selv om deres dækning til tider er under lavmålet. Specielt efter medieforliget – som da Dansk Folkepartis Pia Adelsteen den anden dag blev ringet op af radioen, der lavede en aprilsnar, hvor de gav sig ud for at være politiet og løj om dødsfald.
Men sandheden har åbenbart trange kår i denne sag, og så er det nemmere at prøve at bilde hele Danmark ind, at vi vil lukke radioen, fordi vi åbenbart ikke kan lide dem, end offentligt at sige, at de vil lukke sig selv, fordi man ikke vil sende radio fra provinsen.
Til gengæld afslører meget af den efterfølgende debat lidt om, hvad de tænker på radioen i København. Da jeg var til et debatarrangement i Vojens forleden og lavede et opslag derfra, kaldte Radio24syvs programchef Mads Brügger opslaget for ”scener fra en lille klemt jordslået boblevirkelighed”. Er det en ordentlig måde at tale om andre mennesker i Danmark på? Nej.
For Dansk Folkeparti har det hele tiden været vigtigt, at vi på alle parametre får sikret et Danmark i balance. Vi har flyttet tusindvis af statslige arbejdspladser ud i landet, og forleden meldte vi ud, at vi arbejder på at få flere uddannelser til at ligge uden for landets fire største byer.
Derudover vil vi også styrke de regionale medier og altså også sikre, at de landsdækkende medier befinder sig andre steder end kun i København.
Det nytter ikke noget, at alle landsdækkende nyheder produceres fra København. Hvad der rører sig i København, er ikke nødvendigvis det samme, som hvad der rører sig i Aarhus, Aalborg eller Esbjerg.
Og jeg vil understrege, at Aarhus er en sprudlende storby, hvor der er en massiv talentmasse. Danmarks Journalisthøjskole ligger i byen, og universitetet, store erhvervsvirksomheder og meget mere ligger lige uden for hoveddøren. Lad os dog få fortalt alle de gode historier fra hele landet i stedet for så indædt at have fokus kun på København!
Det var også derfor, at TV 2 i sin tid kom til at have hovedsæde i Odense. For at sikre en bred nyhedsdækning.
Lad mig igen pointere, at Dansk Folkepartis ønske om at rykke kanalen væk fra København intet har at gøre med Radio24syv som radiokanal.
Og hvis regeringen, som åbenlyst har svært ved at tackle denne diskussion om radioens fremtid, har et ønske om at undersøge muligheden for, at Radio24syv kører videre eksempelvis som en dab-kanal, siger de bare til. Så er vi helt klar.
Men vi holder fast i, at én af de to statsbetalte landsdækkende taleradioer på FM-båndet skal have hovedsæde i Vestdanmark. Længere er den ikke.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.