De indvandrere, der føler sig som danskere, stikker blår i øjnene på sig selv
Danskhed burde ikke være en definition på fællesskab, men mere en betegnelse for en bestemt etnicitet. Hvorfor kan man ikke være velkommen i Danmark med det, man selv har med i bagagen?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I øjeblikket er der en meget udbredt diskussion om, hvorvidt man er dansker eller ej. Identitet har altid været et meget diskuteret emne, når det gælder, hvem der er dansker, og hvordan man bliver dansker. Efter min mening findes der tre definitioner for identitet:
1. Den juridiske (det, der står i ens pas).
2. Den sociologiske.
3. Den biologiske.
Danskerne er et folkefærd, som har sin historie, rødder, værdier, kultur, traditioner, normer m.m. Derfor kan man ikke blive dansker bare ved at kalde sig dansk.
Da sprog er et godt værktøj til at analysere og undersøge kultur og samfund, kan jeg med god samvittighed sige, at forskellen mellem danskere og indvandrere er så gigantisk, at man ikke kan kalde indvandrere for danskere.
Da indvandringen begyndte i midten af 1960’erne, blev Danmark et multikulturelt samfund. I samme periode kom det folkefærd, jeg stammer fra, nemlig kurdere fra bl.a. Midtanatolien, byerne Konya og Ankara, til Danmark. Efterfølgende kom etniske tyrkere, pakistanere, arabere, mennesker fra 22 forskellige arabiske lande osv.
Vi børn og børnebørn af de oprindelige indvandrere til Danmark kalder ganske naturligt os selv for danskere. Personligt elsker jeg Danmark over alt og er måske nok mere patriotisk dansker end mange etniske danskere, men alligevel er jeg stadig en kurder fra Valby. Set fra min synsvinkel kan man ikke være dansker, når man hedder Muhammed, Fatima, Achmed osv.
Et pas er blot et stykke papir, som heller ikke, efter min mening, kan definere ens identitet. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor nogen har travlt med at kalde sig danskere, og at der er nogle fragmenter af etniske danskere, der nærmest med tvang forsøger at putte individer, der intet har med danskhed at gøre, i kassen med danskere.
De indvandrere har hverken historisk eller kulturelt noget med etniske danskere at gøre. Danskhed burde ikke være en definition på fællesskab, men mere en betegnelse for en bestemt etnicitet. Hvorfor kan man ikke være velkommen i Danmark med det, man selv har med i bagagen?
I historiens udvikling er der kommet forskellige etniciteter og nationaliteter fra forskellige folkestammer, som opstår efter forskellige civilisationers dannelser, hvor danskhed er et resultat af vikinger. Kurdere stammer fra mesopotamisk område, tyrkere stammer fra Mongoliet, arabere stammer fra Den Arabiske Halvø.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan komme til at have noget med danskhed at gøre. Hvorfor er det, at man ikke kan leve med sin egen oprindelse i det land, hvor man har valgt at bosætte sig?
Selv om det er blevet mode for bl.a. nogle unge etniske danskere at konvertere til den problemfyldte religion islam, når de bl.a. gifter sig med muslimer, er det jo heller ikke meningen, at etniske danskere skal være muslimer, da danskhed efter min mening også er kristendom, hvor man bl.a. går i kirke om søndagen.
Rent geografisk og socioøkonomisk har danskere og efterkommere af de oprindelige indvandrere i 1960’erne heller ikke noget tilfælles med etniske danskere.
I de muslimske kredse og familier, som er dem, jeg har størst kendskab til, har man så mange definerede og udefinerede regler for, hvad der er god opførsel/adfærd/opfattelse af, hvad der rigtigt og forkert, og de har heller ikke noget med hinanden at gøre. Det gælder bl.a. følgende aspekter i form af f.eks. ægteskab, familierelationer, herunder søskende, forældre, børn og ægtefæller.
For sociale relationer mellem venner, kammerater og kollegaer har etniske danskere og indvandrere heller ikke samme forståelse. Et sidste eksempel kunne være vores spisevaner og madkultur, som også er meget anderledes.
Det er vel ikke for sjovs skyld, at man har forskellige navne for forskellige etniciteter og nationaliteter. Det må vel være, fordi vi i bund og grund er forskellige. Ud fra mine erfaringer fra mit tidligere erhverv som tolk, bisidder og familierådgiver kan jeg konstatere, at selv de sproglige nuancer mellem kurdisk, tyrkisk og dansk er tæt på umulige at oversætte.
Da sprog er et godt værktøj til at analysere og undersøge kultur og samfund, kan jeg med god samvittighed sige, at forskellen mellem danskere og indvandrere er så gigantisk, at man ikke kan kalde indvandrere for danskere.
Jeg, som er fuldstændig blind fra fødslen af, lægger, når jeg færdes ude i samfundet bl.a. i S-tog og busser, tit mærke til de dialoger, som danske forældre har med deres børn, og det, jeg hører, er jo, at danske forældre er mere informerende og ansvarsgivende over for deres børn end de mellemøstlige forældre.
Den danske opdragelse er mere pædagogisk korrekt og rationel i forhold til indvandrerforældres, som er baseret på, især hvis børnene er piger, frygt, trusler og konsekvenser. Indvandreres konsekvenser i deres opdragelse er som regel fysisk afstraffelse. Et indvandrerbarn lærer ikke på samme måde som et dansk barn at få ansvar for livet, idet de ikke lærer at tage ansvar for sig selv eller at klare sig selv, herunder økonomisk ansvar.
Vi låner ekstremt sjældent penge fra vores forældre, vi får penge i stedet. Vores forældre ved ikke rigtigt, hvad der foregår i vores skoler, da de ikke er vant til fra hjemlandet at deltage til forældremøder og samarbejde mellem hjem og skole. Indvandrerforældrene er nogle gange også analfabeter og forstår derfor ikke de breve m.m., der kommer fra skolen.
Med frygt mener jeg, at man gør børnene bange for Allah fra barnsben af. Da et individs identifikation allerede bliver dannet i barndommen, dukker disse forskelle op mellem indvandrerbørn og danske børn.
Fra begyndelsen af 1890’erne og op til 1960’erne skete der selvfølgelig også en indvandring til Danmark, men under nogle helt andre omstændigheder og af nogle helt andre folkefærd. På grund af den ekstreme assimilationsproces kan man i dag ikke helt finde ud af, hvem der er tysker, nordmand, svensker, englænder og polak.
Det kan man have meget svært ved at finde ud af, medmindre man går meget op i stamtræer og dna. Denne assimilation skyldes efter min mening, som jeg har været inde på tidligere, nok, at religion også er med til at identificere individer. Mellem etniske danskere og de tilkomne europæere har der også været religionsfællesskab, selv om nogle har været katolikker, men i sidste ende er der stadig tale om kristendom.
Så nej, dem, der er kommet i 1960’erne og til nu, er ikke blevet danskere og bliver det nok heller ikke og i hvert fald først om 50 år, selv om jeg stadig ikke kan forstå, hvorfor de overhovedet skulle blive det. Jeg kan referere, selv om det måske er to usammenlignelige problematikker, til det kurdiske problem, der er i Tyrkiet, Irak og Syrien.
Etniske tyrkere ønsker at gøre kurdere til tyrkere. Iran ønsker at gøre kurdere til persere, og Irak og Syrien ønsker at gøre kurdere til arabere. Det er ikke en måde at danne fællesskab på at ændre de originaliteter, folk har.
Det skal lige siges, at jeg bestemt ikke mener, at islam skal have lov til at præge det fredfyldte danske samfund, når jeg skriver, at alle etniciteter skal have lov til at eksistere. For mig er etnisk oprindelse og religion to vidt forskellige fænomener.
Overordnet kan jeg bare konstatere, at man ikke bliver dansker bare ved at kalde sig dansker og heller ikke bare, fordi man har et dansk pas. Så de indvandrere, der føler sig som danskere, er folk, der stikker blår i øjnene på sig selv.
Som de gamle danske ordsprog siger: Skik følge eller land fly, og et andet siger: Man mål hyle som de ulve, man er iblandt.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.