Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danskheden er summen af årtusinders levet og erfaret liv

Håndboldherrernes triumf gjorde danskheden levende, og den rækker mange århundreder tilbage.

Kristian Massey Møllersognepræst, Sjællands Odde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hurra for Danmarks VM-sejr i håndbold. Hurra for mændenes dåd. Dannebrog gik til tops i rød-hvide farver, og begejstringen viser, at danskheden ikke er et produkt – ikke et stykke udtænkt historie.

Danskheden er levende, når vi lever med i håndboldsejren. Den er levende, fordi vi er danskere og taler dansk. Danskere taler dansk, og når danskerne taler, fortælles også en historie.

Som folk bæres danskere af genkendelsesglæde og er inderst inde folkelige. I håndboldglæden viser vi, at vi under overfladen gerne hver især vil være lig en dansker. Der starter en fælles forestillingsverden og en fælles åndelighed.

En dansker skal forsvare sit og skal værne om Danmark og dansk lov og ret, fordi Danmark er danskerens hjem.

Danskheden er summen af årtusinders levet og erfaret liv, som er skabt af en fælles forudsætning. I det, Grundtvig kaldte vore morgendrømme. I vor fortid. I vor sagntid.

I historiens gang har danskerne både været vidtløftige og afmægtige, som når vi nu vinder VM i håndbold og samme dato tabte 19-36 til Spanien i 2013. Vidtløftigheden og afmagten har ikke mindst vist sig i spørgsmålet om, hvor langt Danmark rækker mod syd. I aftalen mellem kong Hemming og den tysk-romerske kejser Karl den Store blev floden Ejderen i 811 fastslået som danskernes grænse.

Da var volden Kovirke allerede opført som et værn imod syd, og Dannevirke blev i de kommende 400 år bygget og udbygget. Med buffer-len på hver side i Slesvig og Holsten. Hertugdømmer, hvori danske konger senere blev hertug under dels kejseren og under sig selv.

I 1460 blev Ejdergrænsen formelt ophævet, da Christian I skrev under på, at Slesvig og Holsten skulle være for evigt udelte, hvilket 400 år senere førte til de to slesvigske krige, der endte med nederlaget ved Dybbøl i 1864.

Krigene blev udkæmpet, fordi Danmark ville indlemme Slesvig, selv om grundlovsteksten fra 1849 fastslog, at »alt, hvad der vedkommer hertugdømmet Slesvigs stilling, beror, indtil freden er afsluttet«. I Novemberforfatningen fra 1863 tog Danmark skridtet fuldt ud og indlemmede Slesvig og deklarerede dermed et Danmark til Ejderen.

Som en vital sten i den danske nationalitetskamp, der også tog afsæt i sproget. Dem, som talte dansk, skulle være danske. Under fredsforhandlingerne efter Dybbøl fastholdt statsminister Monrad Ejdergrænsen og tabte hele Slesvig.

I morgendrømmen eksisterer Ejdergrænsen dog. Det fortæller sagnhistorien. Engang i 500-tallet stod gamle, blinde kong Vermund over for saksernes indtog over Ejderen. Over for en af de mange germansk-tyske stammer i Tyskland. Vermund kunne intet gøre. Han var blid og gammel og havde gravet det berømte sværd Skræp i jorden – det, som sang for Danmark i ufredstider.

Da stod sønnen Uffe frem. Ham regnede ingen ellers med. Heller ikke Vermund. Derfor havde han tilnavnet Den Spage. Han ville bruge Skræp og kæmpe mod sakserne, sagde han. Kampen stod på en holm i Ejderen.

Vermund sad klar i sin tronstol til at vippe sig selv i Ejderen, hvis Uffe faldt. Skræp sang, og Uffe vandt. Og kong Vermunds suverænitet var håndhævet.

I mange år fastholdt Grundtvigs arvtagere morgendrømmen om en Ejdergrænse og holdt Slesvig i kog. Men efter Første Verdenskrig pressede USA med sit realpolitiske krav om national selvbestemmelsesret for de europæiske folk en afstemningsløsning igennem. Og så kom Slesvig som Sønderjylland halvt hjem til Danmark ved afstemningerne i 1920.

Ingen vil da heller ved sine fulde fem i dag kræve et Danmark til Ejderen. Men sagnet fortæller dog nutiden, at der altid er en Ejdergrænse at forsvare. Danskerne må som Uffe vågne op til dåd for at forsvare vores suverænitet og sikkerhed i den nuværende grænse.

En dansker skal forsvare sit og skal værne om Danmark og dansk lov og ret, fordi Danmark er danskerens hjem. I det er grænsen en mental forpost mod omverden, som siger, at danskerne har et helle, som vi ved er dansk.

Vi må forstå arven heri, og vi må forstå, at med den består ikke bare Danmark, men også verden, ikke omvendt. I håndboldsejrens rus mindes vi om denne arv, når håndboldherrerne som Uffe vågner til dåd og viser os, at Danmark er, og danskheden er.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.