Forståelse for andres kulturer kommer af overskud

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kultur er vaner, sagde den gamle socialdemokratiske politiker og klassiske filolog Hartvig Frisch engang i 1930’erne. Og selvfølgelig er vore vaner og alle vore gentagelser af samme bærende i vort hverdagsliv, hvad enten vi nu proklamerer vores uafhængighed af alle disse vore hverdagsgentagelser eller erkender vores afhængighed af dem. Måden, vi spiser sammen på – eller værre: ikke spiser sammen på. Alt det, vi gør hver for sig – og sammen – uden at tænke videre over det, er vore vaner og udgør vores kulturelle kodeks. Men tænker vi videre, ligger der lange og dybtgående erfaringer bag alt det, vi gør og ikke gør – og bag alle disse dybtgående erfaringer også en samlende tænkning.

De gamle marxister ville kalde det en overbygning over de grundlæggende materielle vilkår – især produktionsforholdene, altså ejerforhold og deraf følgende klasseforskelle – fordi det materielle er det grundlæggende for marxismen. Og alt efter disse materielle forhold må vores tænkning indrette sig, redigeres og skrives. Så blev de internationalister og søgte at løse uretfærdighederne ved med magt at fjerne de gamle kulturelle, religiøse og nationale relationer. Det var det internationale, der bandt og forbandt menneskeheden. Det kom der set i historiens lys ikke så meget godt ud af hverken demokratisk eller almenmenneskeligt.

Vi andre vil nok sætte tanken og eftertænkningen både friere og højere end marxisterne. Vi mennesker har muligheder for at tænke udover vores egen næsetip. Og endda ud over de materielle vilkår. Vi er som tænkende, talende væsener, etisk og moralsk, forpligtet over for de nære relationer, hvad enten det nu er familie eller venner, men vi er også forpligtet over for det fælles i samfund og nation, og derfra må vi gå videre ud i hele den store verden med alle dens indvånere. Det sidste skete med den europæisk-angelsaksiske tænkning, der efter Anden Verdenskrigs kaos fik etableret FN og menneskerettighedskonventionerne, som både skulle hindre krige og overgreb mod menneskeheden, uanset hvad art det kunne være: racistiske, politiske og religiøse. Så tak til disse fremsynede fædre og mødre, der efter nazismens uhyrligheder har fastholdt det enkelte menneskes medfødte værdighed. Lad være, at man så igennem fingre med kommunismens lige så store uhyrligheder – det kaldes vist realpolitik. Det er desværre også, hvad vi stadig gør, når vi ikke magter at gribe ind mod tortur, korruption, magtmisbrug og undertrykkelse i f.eks. Kina, Rusland, Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Hele denne vores forståelse af alle menneskers lige værdighed går under et samlet begreb, der kaldes civilisation. Danmark anerkender som civiliseret samfund de fælles menneskerettigheder. Og det gør vi i så høj grad, at det faktisk var det, der fyldte i statsministerens nytårstale – han brugte ikke civilisationsordet, men ordet ”ordentlighed”, til stor forargelse for den – åbenbart mere – uordentlige Søren Espersen. Når begrebet civilisation bruges i filosofiske og politiske sammenhænge, så tales der om et normativt projekt, der er udsprunget af den europæiske oplysnings fokus på at skabe en verdensorden gennemsyret af fornuft og liberale principper som alle menneskers lighed for loven og frihed til at leve i fred for magtovergreb. Civilisationsprojektet er opstået i en europæisk kontekst. Formuleret for første gang i 1776 af den amerikanske præsident Thomas Jefferson, senere nedskrevet i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789. Hvor fik mon alle disse oplysningsfilosoffer denne tanke om frie og lige mennesker fra? Hvad har den kristne frihedstanke om, at der ikke er »forskel på jøde og græker, træl og fri« (Galaterbrevet 3,28) mon med tanken om, at alle mennesker er født lige og frie, at gøre? Og hvorfor er denne mageløse tanke ikke opstået i Indien eller Kina eller andre store kulturer?

Jeg ved det ikke, men jeg undres bestandigt over, at det religiøse, det kulturelle og det nationale altid er underforståede fyord i civilisationstænkningen. Det religiøse og nationale fylder mennesker med falske myter om egen sandhed og ditto storhed og deraf følgende nedladenhed og umenneskelighed over for de(t) fremmede. Religion, nation og nationalfølelse ses kun som farlige, adsplittende og krigsfremkaldende størrelser.

Og sandt er det, at nationalismen i øjeblikket er på fremmarch i det meste af Europa. Det gælder Polen og Ungarn, hvor det nationale flertal sætter de demokratiske frihedsrettigheder under pres. I Spanien stormer højrefløjen frem over hele landet og står for første gang siden Francos fald til 12,9 pct. af stemmerne. I 2017 fik Alternative für Deutschland ved valget 12,6 pct. Sverigesdemokraternes fremgang og brexit. Jo, advarslerne er mange, de må ikke overses. For selvfølgelig kan ingen nation, kultur eller religion bare lukke sig om sig selv.

Men er det nu virkelig også vores rodfæstethed i egen national kultur, der sammen med religionen skal påtage sig skylden for højredrejningen? Måske er det helt omvendt, fordi disse væsentlige faktorer i menneskers liv er blevet så underkendte, at de vender en vrangside til. For hvor var vi henne, hvis ikke kulturen gav os tryghed i vores hverdagsgøremål og tillid til en fælles demokratisk og ukorrumperet orden? Hvor var vi henne, hvis ikke vi havde et sted, hvor vi følte os hjemme, kendte sprogets koder, den fælles nationale historie og den kristne grundfortælling om hvert eneste menneskes uendelige værdi?

Marxismen var en materiel og international foreteelse, bygget på et ønske om en – tiltrængt – ændring af forholdene mellem rig og fattig. Efter Murens fald og Den Kolde Krigs ophør i 1989 blev det den globale landsby, globalismen, der byggede sin fremtids- og fremskridtstro på en fusion af liberalismens tro på markedet og venstrefløjens tro på internationalismen.

Det er mistillid til både markedet og de store internationale drømme og projekter, der har bevirket, at de højrepopulistiske bevægelser søger tryghed og hjemlighed i det kulturelt kendte, det nationale og til dels det religiøse.

Er de højrepopulistiske bevægelser imod civilisationsprojektet? Jeg tror det egentlig ikke, men de ønsker at bevare den tryghed, de kendte, og som det mere og mere uhåndterlige civilisationsprojekt har frataget dem troen på. Det er den tro og tillid, der ad lange snoede veje må vindes tilbage. Det kræver forståelse af egen kultur, religion og historie. Kultur er ikke kun vaner. Kultur er glæde og overskud. Og forståelse af andre kulturer kræver ro, tryghed og glæde ved egen kultur.