Ikke godt nok – især ikke af statsministeren

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det danske sundhedssystem skal laves om, lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale. Han bedyrede, at han gerne ansætter flere varme hænder, vel at mærke varme hænder, der sidder på sygeplejersker. »Men der er ikke mange arbejdsløse sygeplejersker i dagens Danmark,« konkluderede han. Derfor skal der øjensynlig gøres noget ved måden, vi arbejder på og taler om sundhedsvæsnet.

Hvis det er den simple logik, der kommer til at præge en ny sundhedsreform, er vi mange, der både siger velbekomme og frygter konsekvenserne. Hvis Lars Løkke skal lykkes med hans sundhedsreform, skal han blandt andet huske de små 100.000 medlemmer, som FOA repræsenterer i kommuner og regioner.

Det er de små 100.000, der hver dag binder sundhedsvæsnet sammen og får det hele til at fungere – sammen med bl.a. sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter osv. Hvis disse ansatte ikke føler sig fagligt anerkendt af landets øverste politiske chef, så siger jeg held og lykke med reformen.

Hvad vi i den grad trænger til i det danske sundhedsvæsen er en faglighedsreform. Ikke en ny Løkke-reform, der på ny skal flytte rundt med strukturerne og gøre os alle endnu mere rundforvirrede.

I det danske sundhedsvæsen arbejder der rigtig mange faggrupper – dygtige, kompetente og professionelle på hvert deres felt. Hjertelægen, der gør en forskel for sine hjertepatienter. Fysioterapeuten, der dygtigt får sine genoptræningspatienter i gang. Social- og sundhedshjælperen, der er der hver eneste dag for den ensomme og hjemsendte patient, der ikke magter at holde sit hjem.

En faglighedsreform bør sætte fokus på opgaver og kompetencer. Hvordan samarbejdes der? Hvor løses opgaverne bedst? Af hvem? Hvad bidrager til borgere og patienters helbredelse og sundhed? Populært sagt ”rette hænder til rette opgave”. Hvis udgangspunktet var et fokus på patienternes og borgernes behov, ville vi hjertens gerne applaudere. Og hvis der kom fornyet fokus på kompetenceudvikling og rekruttering til sektoren, ville vi blive begejstrede.

I FOA undrer det os nu på andet år, at regeringen ikke har præsenteret sin plan for rekruttering til social- og sundhedsområdet. Alle har erkendt problemet. Vi vil mangle 40.000 ansatte i social- og sundhedssektoren i løbet af 10 år, hvis der ikke sættes ind nu, fordi en stor del af medarbejdergrupperne går på pension, og samtidig vil der komme flere plejetrængende ældre. Det er regeringens ansvar at støtte kommuner og regioner i denne store udfordring.

Jeg kan på baggrund af statsministerens nytårstale være alvorligt bange for medarbejdernes engagement i den kommende sundhedsreform. Og jeg er endnu mere bange for, at det afholder de unge for at søge ind på sosu-uddannelserne til skade for borgere og patienter.