Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvem er Lars Løkkes sundhedsreform til for – hans egen valgkamp?

En tilsyneladende stor sundhedsreform har været undervejs i et godt stykke tid.

Jacob Klærkelæge, børne- og ungdomspsykiatri, og formand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland (SF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter sommerferien 2018 ville Lars Løkke Rasmussen fremlægge en stor sundhedsreform. Så efter efterårsferien. Så til november. Nu engang i 2019. Men har vi overhovedet brug for Løkkes store, forsinkede reform eller lader den vente på sig, fordi det ikke er sundhedsvæsenet, der har brug for reformen, men Løkke – som oplæg til det kommende folketingsvalg?

Ingen ved rigtig, hvad forslaget til sundhedsreformen bliver. Lars Løkke har nemlig valgt at udvikle sin sundhedsreform i et lukket ministerkontor frem for at bruge det halve år, vi nu har ventet, til åben dialog med sundhedspersonale, regioner, kommuner og borgere.

Igen må det tolkes som om, at regeringen og Løkkes interesse ikke er i at finde den bedste løsning for patienter og personale, men at udvikle et oplæg, som skal genvinde ham statsministertitlen efter næste valg.

Rygterne vil vide, at de ministerielle skriveborde lige nu er fyldt med en plan om at lukke regionerne, oprette en national sundhedsbestyrelse og lade 21 nye samarbejdsorganer forsøge at styrke samarbejdet mellem hospitaler, praktiserende læger og kommuner ved hjælp af 0,5 pct. af budgettet.

Spørger man sundhedsvæsenets aktører – lægerne, sygeplejerskerne, FOA og lægesekretærerne, som møder patienter og pårørende hver dag – har de alle sagt pænt “nej tak” til en sundhedsreform. De frygter, at en stor, unødvendig reform vil skabe kaos og tage kræfter væk fra patientbehandlingen i flere år.

Professorer og sundhedsøkonomer siger, at regionerne klarer sig godt, og at der ikke er bedre erfaring med andre systemer. Mens jeg kan frygte for demokratiet og fremtiden for vores jyske og fynske hospitaler, hvis alt nu skal til at bestemmes fra København.

Vores sundhedsvæsen, patienter og personale har ikke brug for Løkkes sundhedsreform. I stedet skal vi give medarbejderne ro på fra stort anlagte reformer uden bund i den kliniske virkelighed og sikre de nødvendige ressourcer, så der er nok personale til at behandle flere ældre og syge.