»Hør, hvor vi gungrer«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Har De nogensinde tænkt over, hvorfor nogen mennesker holder fast i frisurer, briller og tøj, som gik af mode for mindst 20 år siden? Det gør de ikke, fordi de er ligeglade. Eller de ikke kan se, at verden bevæger sig. De gør det, fordi de gerne vil stå stille. Fastholde tiden og deres eget udseende på et tidspunkt, hvor de følte sig på toppen.«

Jeg tænkte på reklamebureauet Propaganda McCanns gamle citat, da jeg læste Tine Aurvig-Huggenbergers svar til mig om de kreative erhverv i JP forleden. Måske gælder citatet ikke udseende, men ens syn på omverdenen? Huggenberger prøver at lade forstå, at jeg skulle være tabt i en forældet forståelse af verden, fordi jeg påpeger, at produktionserhvervene er førende i eksport og produktivitet.

Netop sådan lød refrænet i den sang, som alle stemte i, dengang Huggenberger og hendes generation af beslutningstagere var enige om, at vi var på vej mod et kreativt, produktionsløst samfund. Det fremgår ikke, hvilken rapport om de kreative erhverv Huggenberger henviser til. Men resultatet er som regel det samme:

At der ikke er en voldsom volumen eller høj produktivitet i de kreative erhverv, men at man ved at stykke dem sammen med andre brancher kan få det til at se bedre ud. »Hør, hvor vi gungrer,« sagde musen som bekendt, da den gik over broen sammen med elefanten.

Sådan har man skrevet store planer om de kreative erhverv i snart to årtier, hvor vi skiftevis skulle være Europas Hollywood og Europas Silicon Valley. Ingen af delene har indtil videre materialiseret sig trods politisk vilje og offentlige milliarder. Så måske er der mere behov for eftertanke end for gamle paroler.

Der er al mulig grund til at have respekt for de kreative virksomheder, der bidrager til velstand og dannelse. Men forestillingen om de kreative brancher som altafgørende for andre erhverv og samfundet som helhed hører til i et andet årti. Det er dem, der insisterer på politisk særbehandling til de kreative erhverv, som står stille, ikke os, der kritiserer det.