EU’s historieløse selvopfattelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

EU har på afgørende vis gjort sig negativt afhængig af Anden Verdenskrig. Ræsonnementet lyder, at Hitler jo var nationalist. Og ved at afskaffe nationalstaten kan vi dermed vaccinere imod al fremtidig ondskab. Derfor hører vi gang på gang de forlorne referencer til både krigen og dens udryddelseslejre som et bekendende forsvar imod, hvad man kalder ”højreekstremisme”. Men sammenkædningen er falsk og konstrueret til lejligheden. Anden Verdenskrig opstod ikke på grund af nationalstaten, men som en konsekvens af krigen, der på søndag endte for 100 år siden.

Knap var aftalen på Versailles-slottet fældet ned på papir, før reaktionerne mærkedes i det tyske. Uroen rumlede. Optøjerne tog til. Og i takt med verdensøkonomiens lurende sammenbrud gjorde Ententemagternes påtvungne afrustning og krigsskadeomkostninger fornedrelsen stadig tydeligere for den tyske befolkning: Ikke blot var den jævne tysker ramt økonomisk og socialt; som nation følte man sig trådt på. Og som fornedrelsen slukkede troen på den weimarske parlamentarisme, tændte den desperat håbet for den totalitære stat og dens fører. Som armod og uretfærdighed i 1789 havde drevet franskmændene i armene på Robespierre, og i 1917 drev russerne ind i Lenins diktatur, da fik konsekvenserne af Versaillestraktaten tyskerne til at søge i favnen på forbryderregimet under Adolf Hitler. Men i EU’s vendetta mod det nationale overses denne årsagssammenhæng. Næppe uden grund.

Første Verdenskrig var krigen, der ikke burde være hændt. Og dog blev den det største blodbad, verden endnu havde set. Herom er der skrevet mangt og meget. Og især EU søger at retfærdiggøre sin eksistens i enhver blodsudgydelse, historien har budt vort sønderrevne kontinent. Men er retfærdiggørelsen retfærdig? Spørger man i Bruxelles, er dagen på søndag helt taget ud af ligningen. Da findes der kun ondskaben 1933 til 1945. Ingen forudsætninger, ingen ouverture. Måske fordi de klange, vi kender som en konsekvens af EU’s centralistiske styre, minder ubehageligt meget om for 100 år siden? I dag er det Europas lande, der er underlagt et diktat fra en fjern, ubestemmelig magtelite, der i mindste detalje afgør, hvordan vi skal indrette vore lande. Også i dag fornedres de europæiske befolkninger i ”nødvendighedens navn”, når de ikke må vælge de regeringer, de vælger; ikke må bestemme den politik, de ønsker. Og som en konsekvens ser vi også i dag den folkelige afmagt vokse. Blot er vreden ikke vendt mod den royale sommerresidens uden for Paris, men imod det ansigtsløse regiment i Bruxelles.

På søndag kan vi altså markere 100-året for Første Verdenskrigs afslutning. Men har vi lært af den store krigs rædsler? Mindes vi den blot med et gys, eller forstår vi de menneskelige mekanismer, som skabte krigen – og de konsekvenser, som den på eskalatorisk vis førte med sig? Har vore magthavere forstået, at mennesket først og fremmest drives af det følte? At vi som mennesker nok har vor rationalitet; men at den i bunden er styret af sentimenter og følelser, der hæver os over selvet for at definere os i de nære fællesskaber. Folk og familie er menneskelivets fundament – ikke rationaliteten eller nødvendighedens institutioner.

At være menneske er netop i besindelse på ansvaret fra generation til generation, der ikke lader sig rationelt forklare, men er selv folkets og nationens raison d’etre, at forlade sig på dette vilkår. I det private som i det politiske. Derfor bør det forurolige, at vore magthavere i EU ikke kan se, at de spændinger, den tyske fornedrelse i årene efter 1918 udløste, på bekymrende vis ligner de spændinger, som EU’s centralisme i dag skaber. End ikke i Romerrigets mest prestigiøse periode har så meget magt over kontinentet været samlet på så få hænder som i dag. Hvordan kan vi da fortænke europæerne i at reagere, som tidligere generationer reagerede? Med afmagt, vrede og protest! Er der anden reaktion, når ansigtsløse ”fredsmæglere” tager selvstændigheden og anstændigheden fra et folk – i nødvendighedens og rationalitetens navn?

Derfor bedriver EU’s hær af Jean Monnet-professorer, bureaukrater og lydige proselytter vold. Dels mod historien ved at misbruge de forgangne krige som ”nødvendighedens bevis” på den stadig snævrere union og betragte verden som ideologisk legeplads, hvor mennesket er forsøgsgenstand – for menneskehedens skyld. Men også vold mod selve det at være menneske, når nationen ofres i denne historieforfalsknings hellige navn. I EU tror man, at freden vil opstå af det fædrelandsløse Europa og ignorerer, at netop den politik vækker den samme vrede, som det for hundrede år siden vakte, da tyskerne så deres fædreland under fremmed styre. Hvis dette er læren efter den store krig, døde mange for intet. Derfor må EU’s idé- og historieløse fortolkning af 100 års Europa-historie ikke stå uimodsagt. Det er både Danmark og Europa – og de mange, der betalte det største offer – for vigtig til.