Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Høje cigaretafgifter er omvendt Robin Hood-politik

Jo mere mediefordømmelse cigaretter udsættes for, jo mere interessante bliver de for teenagere.

Klaus Kjellerupjournalist og musiker, Charlottenlund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De globale medicinalselskabers ønsker om at få staten til at fordyre deres konkurrenters produkter – tobaksprodukterne – har ytret sig i nye politiske krav om højere cigaretafgifter. Kravene blev fremsat synkront i medierne af organisationer, som medicinalgiganterne i forvejen bl.a. samarbejder med: Kræftens Bekæmpelse og Region Midtjylland – men denne gang hoppede Det Konservative Folkeparti overraskende med på vognen med et krav om, at afgifterne hæves, så en pakke cigaretter vil koste 60 kr.

Det hævdes som så ofte før, at højere cigaretafgifter vil få de unge til at afstå fra rygning: »Jo højere prisen er, des færre begynder at ryge,« sagde Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse.

Men denne påstand er forkert. Høje cigaretafgifter har ingen effekt på rygestartere eller på andre, der ikke ryger. Dette er demonstreret i stort set alle grundige studier på området, og det kan man også sige sig selv: Folk, der ikke ryger har intet forhold til cigaretpriser. De ved ikke, hvad prisen var i går eller sidste år, eller om den aktuelle cigaretpris er høj eller lav.

Tværtimod har den intense snak om høje cigaretpriser en tiltrækkende effekt på potentielle unge rygestartere. For de oprørske pubertetsbørn ser ligningen sådan ud: Jo mere mediefordømmelse cigaretter udsættes for, jo mere interessante bliver de.

Puberteten er den periode, hvor unge afprøver grænser, og når medierne tydeligt viser dem, at grænsen går ved cigaretter, er det sandsynligt, at flere unge vil prøve at ryge alene af den grund.

Denne gang hoppede Det Konservative Folkeparti overraskende med på vognen med et krav om, at afgifterne hæves, så en pakke cigaretter vil koste 60 kr.

Når danske sundhedsfolk så stædigt fastholder, at høje priser vil forhindre unges rygning, skyldes det bl.a. et stort forarbejde af den stenrige amerikanske medicinalfond, Robert Wood Johnson Foundation – familiefonden bag verdens næststørste medicinalselskab Johnson & Johnson, som ejer Nicorette-licensen.

Da Nicorette blev godkendt i USA omkring 1990, indledte Johnson-fonden en massiv milliardkampagne mod rygning: The Assault on Smoking - hensigten var at presse rygere til at benytte Nicorette og andre Johnson-produkter og dermed øge omsætningen i datterselskaberne.

Kampagnens mål var at fabrikere argumenter for rygelovene og for idéen om, at øgede tobaksafgifter ”virker på de unge”. Man investerede herefter enorme beløb i research ledet af antitobaksaktivisten Frank Chaloupka fra University of Illinois i Chicago, som stod for en række studier og artikler, der skulle ”forme argumentet” for højere cigaretafgifter. Chaloupkas artikler blev ifølge fonden »et nøgleredskab for antitobakslobbyen«.

Antitobaksaktivisterne kunne nu vise politikerne, at de ville fremstå som ”gode” ved at gå ind for øgede cigaretafgifter - nu kunne de nemlig hævde, at højere afgifter afholdte unge fra at ryge med ”videnskabelige beviser” i hånden. Det er imidlertid ikke sandt. Tværtimod har de evigt stigende afgifter massive negative samfundseffekter.

Først og fremmest for rygerne, som oplever konstant faldende livskvalitet pga. de stigende priser og øvrige initiativer mod rygning. Men også for detailhandelen, hvor man kan se, at salget af andre varer falder (grøntsager f.eks.), hver gang en afgiftsstigning slår igennem på cigaretprisen.

De eneste, der har glæde af øgede tobaksafgifter er: a) Staten, som får flere afgifter i kassen, b) cigaretsmuglende terrororganisationer som Al-Qaeda og Islamic Jihad, som får større overskud, c) medicinalgiganterne, som får højere omsætning ved at hæve prisen på Nicorette i takt med afgiftsstigningerne på cigaretterne.

De ultimative tabere er de fattige rygere. Man finder ikke noget bedre eksempel på omvendt Robin Hood-politik end de evigt øgede cigaretafgifter, for man tager simpelthen fra de fattigste og giver til de rigeste.

Det er chokerende, at mange folk tror, at afgiftsstigningerne er ”en god ting”. Det viser med al tydelighed, at det er bedre at vide end at tro.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Rygning