Der er intet alternativ til regionerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rygterne om regeringens kommende sundhedsreform er mange, et af de mere hårdnakkede er, at regionerne bliver nedlagt.

Skønt eller skidt, råber mange ofte ud fra et partipolitisk standpunkt, men langt de fleste uden det store kendskab til sundhedsvæsenet – indefra.

Hvad skal vi egentlig med de regioner, er det ikke bare et ekstra bureaukratisk lag, som vi snildt kan undvære?
Tja, sådan ser man måske på det i regeringskontorerne og i visse partikontorer på Christiansborg, men sådan ser vi læger, der arbejder på hospitalerne, det ikke – og sådan burde hverken patienter eller politikere heller ikke opfatte regionerne.

For hvad er regionerne egentlig? Det er 205 politikere og 117.000 medarbejdere. Og netop i regionerne er politikernes væsentligste fokus sundhedsområdet og ikke mindst driften af hospitalerne. Vil det gavne området, at disse politikere er væk?Vil demokratisk underskud sikre, at det politiske emne, der interesserer danskerne allermest, er uden direkte politisk indflydelse og bevågenhed?

Hvorfor tror så mange i det hele taget, at vores sundhed vil være i bedre hænder hos staten eller kommunerne? Staten har mildest talt rigeligt at tage sig af i forvejen, og gode eksempler på statsligt styret sundhedsvæsen findes ikke. Her vil sundhedssystemet bare blive en lille del af en stor butik.

Og hvem tror, at 98 kommuner kan blive enige om at styre og drive vores store hospitaler?De kæmper i forvejen massivt med at levere et ensartet kommunalt tilbud til borgerne, et tilbud, der i dag varierer i langt højere grad end den varians, der er mellem regionerne.

Så der er i realiteten ikke noget oplagt alternativ til regionerne. Yngre Læger repræsenterer godt 13.000 fortrinsvis hospitalslæger, og på vores vegne tør jeg ud fra et sundhedspolitisk synspunkt godt sige: Ja, vi er gift med regionerne. Det er et fornuftsægteskab, men det er meningsfyldt for yngre læger og det sundhedsvæsen, vi virker i.

Vi kan som medarbejdere skrive under på, at regionerne har leveret – også i en grad, så vi som medarbejdere kan føle os helt kørt over – der er (med rette) blevet driftsoptimeret, men der er også skåret til benet og ind i benet. Og sidstnævnte er også et regeringsansvar.

Vi skal beklage, at hele sundhedsreformen tilsyneladende ikke tager udgangspunkt i patienter og sundhed, men er et forsøg på at danne en fælles politisk platform forud for et folketingsvalg alene for at bevare regeringsmagten. Og det er et decideret højt politisk spil om taburetterne – for man gambler samtidig med patienterne. Og forlydender om sundhedsklynger, et nyt administrativt og bureaukratisk lag besvarer på ingen måde de udfordringer, der er med at skabe bedre sundhed og mere ensartede sammenhængende tilbud til borgerne.

Når vi forhandler med regionerne, forhandler vi med folk, der ved, hvad de taler om, og som brænder for sundhedsområdet. Regionerne er vores modpart, det kan vi mærke, når vi forhandler løn og arbejdsvilkår, vi er langtfra enige om alt – men regionerne er også lægernes og patienternes medspiller, og i mange sammenhænge finder vi gode løsninger sammen. De har størrelsen til at drive hospitalerne ansvarligt og fornuftigt, og de er ikke så store, at sundheden drukner mellem alle mulige andre arbejdsopgaver, som man kan frygte bliver tilfældet, hvis staten skal drive hospitalerne.

Så på vegne af de læger, der skal arbejde i og fremadrettet lede sundhedsvæsenet i mange år fremover, er mit råd til regeringen: Lad nu regionerne være, og stop gamblingen med strukturerne i sundhedsvæsenet, slip de ideologiske kæpheste, og kom i stedet med svar på de substantielle udfordringer. Selvfølgelig har vi meget at arbejde med også i den struktur, vi har i dag – udfordringer, der både er et regionalt ansvar og et regeringsansvar. Men der er ingen grund til at lave strukturforandringer alene for forandringens skyld – lad i stedet sundhedsvæsnet få tid og ro til at arbejde i patienternes interesse.