Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danskernes kaffe er blevet koldere og koldere

Min påstand er, at den almindelige vælger ikke er klar over, hvad udtrykket ”en stram udlændingepolitik” indebærer.

Else Lidegaardjournalist, medlem af Bedsteforældre for asyl, København K

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Og om lidt er kaffen klar,« har vi gået og nynnet, siden vi mistede ikke alene en folkekær digter, men også en frontkæmper for, at der er kaffe nok til både os og de mennesker, der har søgt tilflugt hos os.

Men selv om jeg i radioen hørte endog Pia Kjærsgaard begræde tabet af Benny Andersen, forandrede det ikke hendes eller for den sags skyld Mette Frederiksens fastholden af »en stram udlændingepolitik« – det er det, danskerne vil have, som de siger.

Man er holdt helt op med at bruge udtrykket ”vælgerne” eller ”borgerne” eller bare ”folk”. ”Danskerne” vil have det. Så det er der også flertal for i folketingssalen.

Min påstand er, at den almindelige vælger ikke er klar over, hvad udtrykket ”en stram udlændingepolitik” indebærer. For hvem går ind for, at børn spærres inde i nedlagte fængsler i årevis – som det sker på udrejsecenteret ”Sjælsmark”, hvor der sidder ca. 70 børn, hvis forældre ikke tør eller vil rejse tilbage til deres hjemlande.

Nogle af dem kender ingen anden tilværelse end en flytten rundt fra den ene flygtningelejr til den næste – andre allerede velintegrerede børn har fået den opholdstilladelse, som deres forældre fik for flere år siden, inddraget og må opgive skolegang, kammerater og hele det danske børneliv, de var blevet en del af.

Skal de gå i skole, kan de komme i en Røde Kors-skole, som er beregnet på nyankomne flygtningebørn, der sprogligt ikke kan følge med i en dansk folkeskole, en evig begynderundervisning, som ikke er kompetencegivende på noget trin.

Det er der nogle af de velintegrerede børn, der ikke vil, og så sidder de bare der, på ubestemt tid, i en nedlagt kaserne.

Mens jeg skriver, kører radioen, og stramningerne kører også.

Nu har Mette Frederiksen tilsagt DF sin støtte også til at sende børn på fem år, født og opvokset her, ”hjem”.

Nu støtter Socialdemokratiet Dansk Folkepartis paradigmeskift.

Nu skal muligheden for at integrere sig tages fra mennesker, der har levet her i årevis.

Nu skal de opbevares i lejre, ikke lære dansk, ikke arbejde, ikke have nogen mening i livet.

Og flere stramninger er på vej, lyder løftet.

»Verden er stor/ kaldes Moder Jord/ der findes børn der må flygte/ men du har intet at frygte./ Ingen skal mishandle dig/ - håber jeg«, skrev Benny Andersen.