Den amerikanske handelskrig skaber kun tabere – hele idéen bag er forfejlet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Trumps handelskrig vil ingen ende tage. USA hævede i starten af juli tolden på en række kinesiske varer til en værdi af 216 mia. kr. USA indførte i starten af august sanktioner mod Iran og gav i samme omgang EU en formaning om at stoppe handelssamarbejdet med landet.

Så sent som i fredags tog Trump et strammere greb om toldsatsen i Tyrkiet og beordrede en fordobling af toldsatserne på stål og aluminium. Hele miseren satte i gang ved Trumps indtræden som præsident, og vi har siden da set et skifte i den amerikanske handelspolitik. De seneste amerikanske sanktioner og andre handelshæmmende tiltag taler for sig selv: Der er tale om en handelskrig – og handelskrige eskalerer.

Set med økonomiske briller baserer Trump sin handelspolitik på et nulsumsspil, når han kobler handelstab med frihandel. I hans optik er der både vindere og tabere i verdensøkonomien – og skulle tabet bliver for stort, giver det god anledning til at indlede en handelskrig.

Det er en ideologisk antagelse, som jeg godt vil sætte spørgsmålstegn ved.

Tager vi et dyk ned og ser på de gamle økonomiske teoretikere, er der flere, som ville vende sig i graven over disse udmeldinger. Adam Smith var i slutningen af 1700-tallet først ude med sin teori om økonomisk liberalisme – lader vi egeninteresserne regere, vil den økonomiske vækst som en usynlig hånd finde derhen, hvor der er brug for den. David Ricardo fulgte i Adam Smiths fodspor og tilføjede i sit værk fra 1817, at komparative fordele rent faktisk opnås gennem frihandel.

Når staten blander sig uden om og undgår at fortolde varer, er der grobund for gensidig vækst. Dermed er der ingen tabere ved frihandel – tværtimod bør lande koncentrere sig om at producere det, de er bedst til, og vinde ved det. Frihandel er en vinding for alle handelsparter.

Historien siger også noget andet. Efter at den globale handel var i stærk modvind i løbet af 1930’erne, tog man ved lære og har siden Anden Verdenskrig oprustet på frihandlen – til glæde for verdensøkonomien og dens borgere.

Fakta står også klart i Danmark. En ny rapport fra Erhvervsministeriet viser, at international handel har øget Danmarks bnp med 240 mia. kr., svarende til 90.000 kr. per husstand, siden 1992. Dertil kommer, at 800.000 jobs er forbundet med handlen til udlandet.

Der hersker derfor slet ikke nogen tvivl om, at en lille åben økonomi som Danmark vinder ved global frihandel. Tallene taler for sig selv. Vækst og jobskabelse er gevinster for den danske økonomi, som vi kan takke frihandlen for.

Den amerikanske protektionisme vil da også på sigt få konsekvenser for amerikanerne selv. Cepos har i en analyse konkluderet, at Obamas indførsel af told på bildæk tilbage i 2009 samlet set skadede den amerikanske økonomi mere, end den gavnede.

Den tidligere præsidents forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser ved at indføre en treårig dæktold på import fra Kina gav bagslag. Hvem var taberne? De amerikanske forbrugere, som i perioden måtte købe dyre bildæk fra Kina. Amerikanske bildækproducenter måtte i samme omgang skrue priserne op for bildæk.

Der er ingen tvivl om, at USA er ude på et sidespor, set fra de seneste måneders eskalering i told og handelsembargoer. Det er forkert at klandre frihandel for at skabe tabere – og tro på at handelskrige er vejen frem. Frihandel er nemlig et værktøj til gensidig vækst – ikke en hæmsko.