Hvad gør Europa, hvis Tyrkiet falder?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tyrkiets økonomi hænger på kanten af afgrunden. Valutaen styrtdykker, renten stiger med høj fart, og penge er på vej ud af Tyrkiet, som tror man, at et kollaps er nært forestående. Det er det måske også. Præsident Erdogan har i sin uendelige visdom udpeget sin svigersøn som finansminister, hvilket naturligt nok ikke er blevet taget vel imod af kreditorer og investorer. Samtidig har man tilbageholdt en amerikansk præst, som står anklaget for at have deltaget i det mislykkede kupforsøg mod Erdogan i 2016. Alt sammen brænde på bålet i et land med en stigende befolkning og regionale og politiske udfordringer til op over begge ører. Tyrkiet skylder penge væk til banker langs Middelhavet på EU-siden, og de europæiske markeder falder som følge heraf.

Men det er slet ikke det vigtige i det, der foregår her. Det vigtige er både det konkrete og det principielle. EU har med et presset Tyskland i spidsen lavet aftaler med Erdogan om, at Tyrkiet stopper den massemigration, som var på vej mod Europa fra Mellemøsten og Lilleasien. Holdbarheden af det politiske og organisatoriske system i Tyrkiet er vitalt for at sikre de europæiske landes ydre grænser og dermed også de europæiske landes indre grænser.

Vi har jo for længe siden givet køb på enhver mulighed for at sikre vores egne lande, hvis noget skulle gå galt. Grænserne er væk og dermed også muligheden for at standse en overordentlig negativ ændring, skulle den ske. Vi står ganske enkelt i den situation, at man skal sætte sin hat på, at Erdogan får styr på sit hus.

Den samme Erdogan, som har fængslet titusindvis, og som har kørt landet i sænk de seneste måneder, som har ansat sin svigersøn som finansminister, som har angrebet enhver modstand mod sit regime i mere end de seneste 10 år, og som har udtalt, at han elsker lave renter frem for høje renter. Der må komme et punkt, hvor lederne i EU’s medlemslande ganske enkelt ikke længere kan acceptere at blive holdt som gidsler af skruppelløse diktatorer som garant for en falsk sikkerhed.