A-kasserne er ikke farlige, Troels Lund
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hver tredje HK’er, som bliver arbejdsløs, er som regel tilbage i job i løbet af de første tre måneders ledighed. Det viser statistikken fra HK’s a-kasse. Så fagbevægelsens og a-kassernes ønske om, at a-kasserne får den primære kontakt til deres arbejdsløse i de første 13 uger af ledighedsforløbet er indlysende logisk. Det glæder mig derfor, at LO’s krav om en certificering af de danske a-kasser er en del af de politiske forhandlinger om beskæftigelsesreformen. Forhandlingerne er imidlertid sat på sommerpause. Så her er nogle argumenter for at lade a-kasserne stå for den første vigtige kontakt til de arbejdsløse.
Opgaven er enkel: De ledige skal i arbejde. Spørgsmålet er, hvordan opgaven løses hurtigst, billigst og mest effektivt. Erfaringerne fra HK’s a-kasse viser klart, at vi kan levere en indsats, som på en række områder går videre end den lovpligtige indsats funderet i landets jobcentre. Forklaringen er, at vi har den direkte kontakt til medlemmerne.
Men i dag er der meget dobbeltarbejde, fordi både jobcenter og a-kasse skal involveres i den enkelte arbejdsløse. At overlade a-kasserne ansvaret for at skaffe job til de arbejdsløse i den første periode sparer derfor skattekroner. Allerede i dag har a-kassen stort fokus på, hvordan kendskab til de mange forskellige facetter af HK-faget kanaliseres fra fagforeningen til vores afdeling for job og vejledning.
Lad a-kasserne bringe medlemmerne i spil, og lad jobcentrene tage sig af det, de er bedst til. Det er jo i høj grad for langtidsledige og folk med andre udfordringer end blot arbejdsløshed, at jobcentrenes kvalificerede indsats har dokumenteret effekt. Kort sagt, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen: Der er intet, der er farligt. Det er trygt, godt og sikkert.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.