Hvad skal vi tro om sundhedsplatformen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Antallet af overlæger, der ønsker sundhedsplatformen (SP) skrottet, synes endeløst. Senest bad eksempelvis overlæge Peter Marckmann i Ugeskrift for Læger 9/7 om, at der skrides til handling straks, og at det midtjyske system gerne må indføres. Regionerne har begået fejl f.eks. ved ikke at sikre faggruppers opbakning, SP blev nok implementeret for hurtigt, og problemer som med medicinmodulet skal naturligvis løses.

Men der kommer også positive udtalelser om SP f.eks. fra overlæge Mark Krasnik i Politiken 24/6 i ”Sundhedsplatformen har altså også fordele” og fra overlæge Thomas Møller Christensen, der i Berlingske 6/7 i ”Lægernes forbandede it-system får skyld for alle problemer” viste journalisten, hvor enkelt det kan fungere.

Når jeg dertil som kronisk patient gennem 57 år med mange besøg på flere hospitaler og specialer – også efter SP – kan konstatere, at der ikke er forskel på behandling og dialog før og nu, undrer det, at problemerne ikke ønskes løst, men systemet skrottet. Undren bliver ikke mindre, når Cambridge University Hospital har indført SP med succes.

Hvad gør forskellen, at nogle overlæger finder SP funktionelt og udmærket, når det tilpasses det enkelte speciale, mens andre fornægter dets duelighed? Handler det i virkeligheden om kultur, om man ønsker at fastholde sundhedsvæsenet, som det er, eller er parat til de store forandringer, der lægges op til de kommende år?

Hvor lægerne skal tage ud til patienterne i fælles ambulatorier, så patienter samme sted kan få klaret det hele på én gang, og hvor den næste læge med SP kan læse, hvad den forrige har skrevet i journalen. Hvor patienter og pårørende skal inddrages mere i behandlingen, og hvor SP giver mulighed for, at vi selv kan skrive i journalen. Hvor almen praksis og kommunerne får en langt større rolle for den ikke højt specialiserede behandling. Handler modstanden mod SP lige så meget om modstand mod de forandringer af den kendte og trygge autoritet, og at det midtjyske system bedre imødekommer den kendte måde at gøre tingene på?