Marx og Lenins onde nonsens
Ulla Terkelsen beskrev i sin klumme i JP først i juli, hvorledes hun i sin ungdom lidet tænksomt labbede Marx’ og Lenins onde nonsens i sig. Nogenlunde samtidigt lod jeg mig af en gammel fabriksmester i Grindsted belære om, at man skal være forsigtig med politik og kristendom.
Ca. 15 år senere oplevede jeg ved hans guldbryllup, at han rejste sig hvid i hovedet af raseri og forlod festlokalet, da en fjern slægtning rejste sig og begyndte at lovprise ovennævnte onde ideologer. Han overlod det til sin søn at smide kommunisten ud. Sådan reagerede en bundhæderlig dansk socialdemokrat.
Nu ved så den ”lidet tænksomme” UT, at det er nationalismen – den onde nationalisme – der styrer tyrkerne. Men måske burde Ulla Terkelsen læse ”Moskeernes mange Ansigter” af Fouroozandeh og Mogens Søndergaard og der hæfte sig ved følgende Erdogan-citat: »Moskéerne er vore kaserner, minareterne er vores spyd, kuplerne er vores skjold, de troende muslimer er vores soldater, Koranen er vores grundlov, tørklæderne er vores fane.«
Kunne det f.eks. betyde, at tyrkerne drømmer om revanche for nederlaget foran Wiens porte i 1683, der satte en foreløbig stopper for islams ekspansion? Eller tænker UT som i sin ungdom, at religion er opium for folket og noget vrøvl, man ikke behøver tage højtideligt.
Dog er det – en meget overset – kendsgerning, at det er religionerne, der har givet os vore forestillinger om rigtigt og forkert. Og betænk hvis muligt, at samtlige godt 50 muslimsk dominerede lande ved Kairo-erklæringen af 1990 har forpligtet sig på den med vores lov totalt uforenelige sharia.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter