Medieforliget klæder et aldrende demokrati, der generelt er kommet alt for meget på støtten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Under overskriften ”Sæt medierne fri” appellerer JP’s lederskribent forleden til refleksion over fornuften i, at staten skal eje eller støtte medier i et frit demokrati. Jeg deler fuldt og helt det principielle synspunkt: Frie og uafhængige medier bør ikke på nogen måde, hverken styringsmæssigt eller økonomisk, stå i et afhængighedsforhold til statsmagten.

Derfor glæder det mig også, at mediestøtten nu reduceres. Jeg vil tro, det er første gang, det er sket.

Netop reduktionen har været udsat for stærk kritik, i en tid da internationale mediegiganter som Netflix, Google og Facebook volder traditionelle medier store problemer.

Borgerne har taget dem til sig, og dermed kan de nye platforme tiltrække både opmærksomhed og annonceindtægter.

Først vil jeg slå fast, at når borgerne vil bruge disse medier, skal de selvfølgelig ikke forhindres. Vi hverken kan eller skal hegne os inde med forbud.

For det andet er det en illusion at tro, at vi kan beskatte os ud af problemerne i en medieverden i opbrud. Og for det tredje kan statsstøtte til danske medier uanset størrelse ikke løse det helt grundlæggende problem: Der skal udvikles nye forretningsmodeller, nye måder at nå borgerne på, nye indtjeningskilder og sidst, men ikke mindst, nye måder at formidle troværdig journalistik på.

Den opgave kan kun løses ét sted, nemlig i mediehusene. Og det skal de have størst mulig frihed til at gøre.

Jeg er også fuldstændig enig med JP’s lederskribent i, at vi politikere er alt for tilbøjelige til at detailregulere. Jeg kæmper med næb og kløer for at værne om armslængden, men i et demokrati skal der være et flertal.

Idéen om at flytte Radio24syv (FM4) til Vestdanmark er bestemt ikke født i regeringens baghave. Vi har investeret knap 1 milliard danske skattekroner i at opbygge stationen, og det ville være en fuldstændig uansvarlig omgang med skatteborgernes penge at rykke tæppet helt væk – for at opbygge forfra igen.

Derimod er det helt på sin plads at placere nye initiativer, som den nye radiokanal og tv-kanal med fokus på kultur og folkeoplysning, uden for hovedstaden.

I forhandlingslokalet fik regeringspartierne kæmpet igennem, at halvdelen af Radio24syv trods alt kan blive i København. Det var ikke sket, hvis medieforliget var blevet bredt, for Socialdemokratiet vil også have hele stationen flyttet. Lysten til detailregulering findes desværre overalt i Folketinget.

Til sidst en bemærkning til professor Frands Mortensen, der i JP kækt konstaterer, at Orban i Ungarn ville klappe i sine hænder, hvis han så, at den danske kulturminister angiveligt fremover skal have afgørende indflydelse på ni af DR’s bestyrelses 11 medlemmer.

Det er grebet ud af den blå luft.

Det nye er, at de partier, der udpeger, ikke længere skal gøre det i blinde. Hidtil har de bare indleveret et navn fra hvert parti, hvilket har gjort bestyrelsessammensætningen helt tilfældig. I min optik skal en bestyrelse have medlemmer, hvis kompetencer supplerer hinanden i forhold til opgaven.

Fremover skal hvert parti nu pege på to kandidater. Herefter sætter vi os sammen og drøfter bestyrelsens sammensætning som en helhed, inden hvert parti beslutter sig endeligt for, hvilken kandidat de ønsker. Der bliver altså større mulighed for at få kompetencerne til at supplere hinanden, og partierne kan beslutte sig på et mere oplyst grundlag.

Det er et skridt i retning af professionalisering. Eller i hvert fald muligheden for helhedstænkning. Hvis Orban vil lade sig inspirere heraf, er han da meget velkommen.

Den nye medieaftale sikrer generelt, at vi får bedre balance mellem landsdækkende og lokale medier, mellem statsejede og private medier, mellem trykte og digitale medier og mellem de ældre og de unges medieforbrug.

På længere sigt skal staten gradvist slippe grebet om medierne. Det bliver op ad bakke, for de politiske vinde blæser i den modsatte retning, både i Danmark og internationalt.

Vi har taget et lille skridt i den rigtige retning i dette medieforlig, hvilket klæder et aldrende demokrati, der generelt er kommet alt for meget på støtten.