Stemmeret til alle inden næste valg
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Om senest et år, den 17. juni 2019, skal krydset sættes til næste folketingsvalg. Men ikke for de ca. 2.000 danskere, der er forment adgang til stemmeboksen. Der er hverken tale om 16-årige med våde ører eller nye landsmænd med historier fra fjerne egne i bagagen. Det er derimod de umyndiggjorte, der forsat ikke må sætte det berømte kryds.
Det er mennesker, der på grund af psykisk handicap, udviklingshæmning eller demens er frataget det, man kalder »retslig handleevne«. Det betyder, at de ikke kan styre deres egen økonomi, og derfor har en værge, der har ansvaret for økonomien. Det er mennesker, som er frataget stemmeretten til folketingsvalg, selv om der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem at kunne styre sin økonomi og evnen til at stemme.
De umyndiggjorte måtte stemme til regions- og kommunalvalget. Men folketingsvalget afskærer grundloven dem stadig fra at tage del i. Folketinget har diskuteret løsninger, men indtil videre er demokratiets dør fortsat lukket.
Jeg mener, det er helt grundlæggende for et demokratisk samfund, at alle, der evner det, bliver taget med i stemmeboksen. Og jeg tror på, at det kan lykkes.
Der har vist sig positiv vilje fra alle Folketingets partier.
Flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i andre lande slået fast, at det er i strid med menneskerettighederne at holde mennesker ude af demokratiet, blot fordi de har et handicap eller en sygdom, der gør, at de ikke kan styre deres økonomi.
Ligebehandling er aldrig kommet af sig selv. Tidligere måtte kvinder og mænd på bistandshjælp for eksempel ikke stemme. Men med hårdt arbejde er det lykkedes. Det kan det igen. Derfor håber jeg, at alle Folketingets partier vil stille sig bag kravet om stemmeret til de umyndiggjorte, når der i efteråret kommer en analyse af, hvordan valgloven eller værgemålsloven kan ændres for at sikre de umyndiggjortes demokratiske deltagelse.