Når du snobber nedad, kvæler du Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Du er virkelig bedrevidende,« sagde en bekendt til mig forleden. »Tak,« svarede jeg og blev mødt af et stort og måbende ansigt. Måbende, fordi jeg netop havde udfordret en af de mest ulevede discipliner i det danske samfund i disse år: Vi skal snobbe nedad.

Jeg indrømmer, at jeg har det svært med alle former for snobberi, men også at jeg har det langt sværere med folk, der snobber nedad end med folk, der snobber op.

Når vi snobber nedad, dyrker vi nemlig, i et stort og stille fællesskab, det alt for jævne og det dumme. Vi dyrker stilstanden og de manglende fyrtårne. Vi stagnerer. Åndeligt og som nation. Og det er en alvorlig sag.

Kort inden sin død sagde Klaus Rifbjerg, at det højst findes 2.000 kloge danskere. Det tog mange meget nært og kaldte Klaus Rifbjerg, hvis litterære kvaliteter elitære litteraturanmeldere ikke betvivler, snobbet og arrogant.

Min vurdering er også, at der findes mere end 2.000 begavede danskere. Ikke mange flere, men dog flere. De tør bare ikke at udtrykke, at de er særligt begavede, fordi de frygter at blive udstødt af det store og jævne fællesskab eller, og det er være, at blive kaldt bedrevidende.

Men inderst inde tror jeg ikke, at den person (hvis den ene person findes), der har godkendt, at f.eks. Mick Øgendal skal have et litteraturprogram på DR mener, at det er en god idé. Jeg nægter at tro på, at personen vågner om morgenen, ser sig selv i spejlet og for alvor mener, at lysten til at læse, forstå og berige sig selv og sine omgivelser med god litteratur styrkes af, at standupkomikeren og hovedrolleindehaver i de yderst folkelige film "Alle for 1", 2 3, 4, 5 osv. film, Mick Øgendal, får et litteraturprogram.

Jeg tror derimod, at personen bag programmet tror, at han kan lave noget hyggeligt og folkeligt. Noget bredt appellerende og jævnt. Noget, der ikke flytter en skid andet end lidt hoho og hæhæ. Ellers intet. Det tror jeg, personen tror på.

Og skræmmende nok lever vi i Danmark roligt med, at en evigt snobben nedad fylder mere og mere. Vi hylder bamsen "Bokse Brian" og synes det er så godt, at han vrikker med sin egen røv og klapper i en cubaners, når han til OL fed og uatletisk bliver kørt rundt i ringen, fordi han er himmelråbende middelmådig. Så middelmådig, at kun en nation som Danmark, der før "Super Brian" havde Klods Hans som nationalhelt, kan ophøje ham til Gud.

Men vi jublede. Jublede over at "Bokse Brian" er sådan en fin og jævn fyr, og hvor er det godt, at han ikke tror en skid på, at sex dagen før en stor idrætsbegivenhed nedsætter atleters præstationsevne for han, "Bokse Brian", havde da godt nok ofte taget en spiller, inden han skulle i ringen, og det havde ikke gjort hans middelmådige indsats hverken mere eller mindre middelmådig.

Hele Danmarks "Bokse Brian" er en helt, og prins Henrik var en (hof)nar, fordi han som mere berejst og med større udsyn, større kunstneriske evner og højere kulinariske ambitioner end stegt flæsk og medisterpølse sgu ikke gad at være underlagt sin kone. Dét skulle han godt nok ikke sige sådan en opblæst franskmand, der ikke engang gad at lære vores unikke sprog ordentligt.

At han så kunne digte, selv på dansk, så englene synger, er totalt ligegyldigt, for man kan ikke drikke en bajer med en digter, der skriver sådan her frem for at købe en buket blomster med hjem til konen nede fra tanken:

Som skumringens luftsyn

I et grænseløst himmelrum

Vil jeg være den skygge

Som følger dit fodtrin.

Nej, prinsen skulle mobbes ud af landet og helt ned på slottet i Cayx, hvor han skulle holde sin kæft, indtil han lærte at drikke litervis at Slots Pilsner hentet hjem over grænsen i Tyskland, for prinsen var nemlig det, der er allerværst at være i det Danmark, hvor alle er lige og alle har ret: elitær.

Eliten er ond, den bor i København, er ligeglad med provinsen, og derfor skal den straffes. Den skal straffes med udflytninger, selvom de ingen reel mening giver og fordi end ikke tusind udflytninger af råd, nævn og styrelser ikke ændrer en tøddel på, at provisens manglende intellekt, fantasi og kreativitet er den reelle grund til, at der ikke bliver skabt nok nye produkter, virksomheder og jobs til, at provinsens tænksomme folk undlader at flytte til København, hvor tingene flytter sig, og Janteloven bliver holdt nede på et så tåleligt niveau, at man af og til får både lyst og rum til at tænke højt og stort.

Det jævne Danmark glemmer bare en væsentlig ting. Nemlig at hver gang, man peger med en finger mod eliten, deres åndelige niveau, den litteratur, de læser og de film, de ser, ja så peger de tre fingre ind mod sig selv og det faktum, at Danmark mangler sult, fantasi, niveau, ambitioner og drive.

Vi er så dumme og middelmådige, at vi finder os i journalister, der hver aften bringer politikeres intetsigende syvsekunders ”så derfor skal staffen fordobles”-punhlines, fordi vi straks zapper væk, hvis noget bliver komplekst eller nuanceret.

Nej, lad os få Thomas Blachmann og en række såkaldte kunstnere i "X Factor", der er så middelmådige, at de aldrig, aldrig, ville været kommet igennem de kunstneriske nåleøjer på landets koncertscener, hvis ikke de havde en scene, vi med vores middelmådige smag, Gud bedre, det selv betaler dyrt for i vores evige krav om, at DR ikke skal være reel public service, hvor man afskyr alt det, de kommercielle kanaler kan lave, men skal lave segmentkræmmerudsendelser, hvor vi kan sidde sammen og æde Matador Mix, mens vi ikke flytter os en skid åndeligt, kulturelt eller dannelsesmæssigt.

Vi er stagneret i en national selvfedme, hvor vi år efter år udnævner os selv til et af verdens absolut lykkeligste lande, mens vi propper os med antidepressiver og alle kender en eller to, der er gået ned med stress, fordi arbejde, hente børn, forældreintra og den 117. genudsendels af "Matador" bare ikke er nok.

Der skal mere til. Det skal vid til. Der skal ånd til. Der skal dannelse til.

På Københavns Byret står der, at ”Med lov skal land bygges” men det er løgn. Love er kun til for de åndeligt fattige, der ikke forstår, at vi som mennesker har pligter. Åndelige pligter til at udleve vores fulde potentiale. Til at hæve overlæggeren. Til at læse litteratur, vi ikke umiddelbart forstår, men som giver os en stor aha-oplevele, når femøren endelig falder.

Vi skal hæve livets barre og vores åndelige overlægger. Vi skal slukke mobilen, se hinanden i øjnene og spørge ind. Dybt, interesserede og med begær efter viden og nuancer.

Vi skal ikke fordømme dem, der ved bedre, men rose dem, ligesom vi skal tage Janteloven, vende den på hovedet og fortælle hinanden, at vi er nogen, at vi kan noget, vil noget og tør noget.

For måske vidste Klaus Rifbjerg faktisk bedre end os, at der kun er 2.000 begavede mennesker i Danmark. Og måske er det ikke det tal, der er problemet i sig selv, men det faktum, at vi accepterer det tal frem for at være ca. 5.680.000 danskere, der ikke gider at være ubegavede i Klaus Rifbjergs billede, men derimod tager udfordringen op, hæver ambitionerne og giver det jævne, det folkelige og den evige trang til at snobbe nedad det kolossale los i røven, det i den grad trænger til.

Eller som den franske ambassade hyldede prins Henrik med, da de i dagene efter hans død hængte et stort banner op af den elegante prins som ung sammen med et af hans fineste udsagn: ”Poesi er åndens nektar.”

Fortsat god dag og husk, det er lang bedre at snobbe op end ned.