Magtens jul – et historisk drama i december

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Julekalenderen har haft det hele. Den har været historisk. Der har været de uhyggelige afsnit, hvor støttepartiet ville spærre folk inde og tilbyde mennesker penge for at svigte deres nærmeste familie. Der har været nogle helt igennem sjove afsnit, hvor regeringspartiet Liberal Alliance har truet med ikke at stemme for sin egen regerings finanslov.

Der har været afsnit, hvor samme forhandlingsmøder er blevet udlagt på så forskellig vis af Samuelsen, Thulesen Dahl og Løkke, at selv afstanden fra Calypso-nissen til indlandsisen i ”Nissernes Ø” synes en bagatel i sammenligning.

Kristian Thulesen Dahl har bizart insisteret på selv at skrive anmeldelsen af den julekalender, han selv spiller hovedrollen i og tilmed dårligt. Normalt anmelder ingen skuespillere deres egne præstationer og så endda dårligt! Kan man forestille sig Mads Mikkelsen stange en enkelt stjerne ud til sin egen Bond-film ”Casino Royale” og tilmed svine Daniel Craig til? Nej vel. Så skulle Mads Mikkelsen, eller i dette tilfælde Thulesen Dahl, jo nok have strammet sig lidt an og bidraget til bedring af det kunstneriske indtryk. Men nej. Fraværet af logik har været den eneste konstant igennem hele december.

Det har givet os en julekalender med drama til det sidste. Og en spændingskurve brød tyngdeloven tirsdag aften, da først Anders Samuelsen og dernæst statsministeren indkaldte til hver sit pressemøde om forhandlingerne.

De kunne begge meddele, at man i regeringen havde (gen)fundet hinanden. Det betød, at Lars Løkke Rasmussen tog en del af Anders Samuelsens nederlag på sin skulderpude, mod at LA-lederen til gengæld lovede at stemme for regeringens egen finanslov fredag i Folketingssalen. Voila. For første gang i danmarkshistorien var det breaking news, at et regeringsparti udstedte en garanti for, at det vil stemme for sin egen finanslov. Gløgg til alle – regeringen har aflyst sit harakiri.

Dermed blev det jul i 11. time på Christiansborg. Dog ikke mere end at statsministeren ærgrede sig i gule og blå nuancer over, at det ikke lykkedes regeringen at føre den økonomiske politik, den mener, landet har brug for med adresse til pianisterne. Så regeringen fortsætter forhandlingerne med Dansk Folkeparti efter nytår. Hvor de lander, om de overhovedet lander, er der kun én, der bestemmer. Og det er ikke landets statsminister, for nok har han ansvaret, men magten den har han ikke.

Kristian Thulesen Dahl er leder af det største borgerlige parti. Han sidder ikke i regeringen, men han bestemmer hvilken politik, regeringen skal have lov til at føre. For regeringen er bastet, bundet og ringforlovet med DF. Og for Thulesen Dahl handler disse forhandlinger ikke om indholdet, men om magtforholdet. Det har julekalenderen tydeliggjort afsnit efter afsnit efter afsnit.

Det betyder helt aktuelt, at regeringen ikke har mulighed for at adressere det problem, den selv mener, er det største og vigtigste at løse, nemlig mangel på arbejdskraft og udsigten til, at det kun bliver større i 2018. For Dansk Folkeparti synes ikke der er grund til at øge vores velstand. Partiets integrationsordfører slog nemlig fast:

”Danske virksomheder må erkende, at den danske befolkning har den størrelse, den nu engang har - og ikke se flygtninge som en arbejdskraftreserve. Hvis jeg skal vælge mellem, at en virksomhed skal kunne ansætte et par personer ekstra på den ene side eller på den anden side kunne overlevere et land, der hænger værdimæssigt og kulturelt sammen, til vores efterkommere, så vælger jeg det sidste”.

Så ser verden ud fra udsigtstårnet i DF-skonnerten Aventura. Det er dæleme svært at beskylde Kristian Thulesen Dahl for at være den mest ansvarlige politiker i dansk politik. Til gengæld er han utilregnelig. Hvordan skal man ellers forklare og fortolke ræsonnementer som disse:

Thulesen Dahl synes, at regningen for integrationen er for stor, og derfor skal den være større, fordi færre flygtninge skal arbejde og betale skat.

Thulesen Dahl synes, at ældreplejen skal have flere varme hænder, og derfor må flygtninge ikke komme i arbejde, selvom netop plejesektoren gør god brug af de omsorgsfulde flygtningehænder.

Thulesen Dahl ønsker, at vi skal have råd til mere velfærd, men de danske virksomheder må finde sig i, at der er den kapacitet, der er. Tror DF, at penge vokser på træerne?

For Dansk Folkeparti er enhver forhandling med regeringen en god lejlighed til at beskytte nationen mod et eller andet. For DF handler det altid om en enkelt mærkesag. Aldrig om helheden Danmark.

Det var en fin julekalender. Anmeldelsen kunne måske gå så langt som til at konkludere, at seeren var godt underholdt. Men med komikken følger det tragikomiske i, at regeringen og dens støtteparti åbenbart ikke kan løse andre problemer end dem, de skaber for sig selv.

Samarbejde handler især om ansvarlighed. Om at man er villig til at sætte helheden over det snævre magtspil. Thulesen Dahl kan ikke finde løsninger. Men øge trusselsniveauet overfor en sårbar mindretalsregering, så de kan måle det helt ude hos efterretningstjenesterne, dét kan han.

Dansk Folkeparti har magten, men ansvaret vil partiet ikke tage.

Hvad siger mon moderate, progressive eller klassisk borgerlige til at være bundet til denne utilregnelighed, til denne ansvarsfobi. Hvad siger de til, at deres regering og støtteparti sprænger Richter-skalaen, når talen falder på, hvor lidet dueligt et flertal, de udgør? Det er i den grad tid til forandring, som nogen en gang sagde.