KRONIK: Ukendskab til loven skader altid

En del af kyststrækningen syd for Grenå hedder Glatved Strand. Det er et usædvanligt område, der dels præges af et industrielt kalkbrud og dels har karakter af en idyllisk og fredelig strand med Kattegat i øst og lave, frodige bakker mod vest.

Glatved Strand har ikke gjort meget væsen af sig for at opnå berømmelse. Den trækker ikke turister til sig i anseligt omfang, og den har ikke en stor og berømt fiskerihavn som Esbjerg eller et lille og berømt fiskerleje som Slettestrand.

Og dog er Glatved Strand nu kommet i mediernes søgelys. Det skyldes, at en af de lokale erhvervsfiskere, Orla Mikkelsen, har mistet sit levebrød, fordi han har glemt at få sin lille fiskerbåd registreret. Den er 4,99 meter lang, og før 1993 skulle både under seks meter ikke have et registreringsnummer.

Men i 1993 blev det som følge af et EF-direktiv påbudt, at også den slags både skal registreres.

Det bemærkede Orla Mikkelsen ikke. Han har haft sin gamle fiskerjolle i næsten 20 år, og den har givet ham et så tilpas udkomme, at han aldrig er faldet det offentlige til byrde. Men han lagde ikke mærke til 1993-loven og fik derfor aldrig sin båd registreret. Og sidste år i juni måned gik det galt. Fiskerikontrollen aflagde ham besøg og forbød ham at fortsætte med det beskedne fiskeri.

Hermed blev Orla Mikkelsen endnu et offer for et vigtigt princip i dansk ret. Et princip, som stammer fra oldtidens romerret, hvor det var formuleret sådan: Ignorantia juris semper nocet -ukendskab til loven skader altid. I gældende dansk ret går det ud på, at ukendskab til loven ikke er nogen undskyldningsgrund.

Det var meget naturligt, at det princip blev lagt til grund for den såkaldte lovtidendelov, som blev gennemført i 1870. Den fastsætter, at alle love og administrative retsforskrifter (navnlig anordninger og bekendtgørelser) skal offentliggøres i Lovtidende. Først efter denne offentliggørelse kan myndighederne håndhæve loven. Og fra det samme tidspunkt har borgeren pligt til at kende loven. Den bagved liggende tanke kan udtrykkes på denne måde:

En mand er tiltalt for at have myrdet sin kone. Han erkender i retten, at han har skudt hende. Men han kræver frifindelse med den begrundelse, at han ikke vidste, det var strafbart at slå ihjel. "Jeg har aldrig læst jura", siger han.

Hvis en sådan uvidenhed var undskyldningsgrund, ville det være umuligt at opretholde et retssamfund. Borgerne må selv holde sig orienterede om de retsregler, de skal overholde i bestemte situationer. Bilisten kan ikke undskylde sig med uvidenhed om færdselslovens generelle hastighedsgrænser, og en hundeejer må kende reglerne om dyrets begrænsede adgang til at færdes på strandarealer.

Det generelle princip om, at borgeren ikke til sin undskyldning kan påberåbe sig ukendskab til en lovregel, var som sagt meget naturligt i forrige hundrede, da lovtidendeloven blev født. Mængden af nye love var beskeden - måske kunne det dreje sig om 15-20 nye love om året.

I dag ser det ganske anderledes ud. Den seneste årgang af Lovtidende -1998-årgangen -er på syv bind med i alt godt 6000 sider. Den rummer knap 1100 love og andre retsforskrifter. Mange af disse retsforskrifter omfatter et stort antal paragraffer med et kompliceret indhold. Andre indebærer ændringer af ældre forskrifter.

Det er naturligvis en illusion at tro, at alle voksne borgere hvert år sætter sig ind i et så omfattende nyt lovstof. Men det er heller ikke her, problemet ligger.

Problemet er, at det er svært for den enkelte borger at finde ud af, hvilke nye lovbestemmelser vedkommende bør kende i en bestemt situation. Kender enhver bilist de nyeste ændringer af færdselsloven? Ved haveejeren, hvornår det er forbudt at brænde affald i haven?

Næ, det er ikke sikkert. Men både bilisten og haveejeren vil blive straffet for at overtræde de regler, de måske ikke kender.

Nok så vigtigt er det, at en borger kan risikere at gå glip af rettigheder, fordi vedkommende ikke har det fornødne kendskab til de regler, der er udstedt til gunst for borgerne eller bestemte grupper af borgere. Ukendskab kan føre til, at borgeren ikke får indgivet ansøgning i rette tid eller undlader at foretage andre handlinger, der er opstillet som betingelser for tildeling af begunstigelser.

Der er her tale om en af de bredeste og dybeste informationskløfter i det moderne samfund. De offentlige myndigheder udfolder store og anerkendelsesværdige bestræbelser på at fylde kløften op. Der annonceres om nye lovgivningsforanstaltninger, der sendes informationsmateriale til alle husstande eller til eksempelvis alle folkepensionister, og der orienteres gennem radio og fjernsyn.

Men det er ikke nok. Det viser den ulykkelige sag om fiskeren i Glatved og hans lille jolle. Lad os nu vende tilbage til det problem.

Den daværende fiskeriminister Bjørn Westh udstedte i juli 1993 en bekendtgørelse om registrering af fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri. Bekendtgørelsen har samme retsvirkninger som en lov.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. august 1993. Men den gav en særlig frist for fartøjer, som har en længde overalt på seks meter og derunder. Ejeren af et sådant fartøj skulle inden den 1. januar 1995 anmelde fartøjet til Fiskeriministeriet -nu Fødevareministeriet -med henblik på registrering. Hvis ejeren ikke overholdt fristen, måtte fartøjet ikke anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri efter den nævnte dato.

Fødevareministeriet kan derfor forsvare sig med, at Orla Mikkelsen har haft en frist på halvandet år til at anmelde sin lille jolle til registrering. Ifølge ministeriet blev der inden fristens udløb sendt et stort informationsmateriale, så fiskerne fik tilstrækkelig orientering om pligten til at anmelde deres fartøjer.

Men holder det?

Som sagt opsøgte Fiskerikontrollen sidste sommer Orla Mikkelsen for at meddele ham, at han havde mistet retten til at drive erhvervsmæssigt fiskeri fra sin jolle. Da det var helt klart, at Orla Mikkelsen ikke kendte bekendtgørelsen fra 1993, burde kontrollen måske have sagt: Nu må du sørge for at bringe forholdet i orden inden 14 dage, ellers må du ikke mere drive erhvervsmæssigt fiskeri. Ministeriet kan sige, at bekendtgørelsen ikke gav Fiskerikontrollen mulighed for at give Orla Mikkelsen en sådan ny frist.

I mange tilfælde kan det være rimeligt, at hammeren falder straks, når en person overtræder en lovbestemmelse, vedkommende ikke kender. For ikke så længe siden blev det forbudt at parkere nærmere end ti meter fra vejkryds. Politiet kan ikke blive ved med at give advarsler til bilister, som overtræder den regel. Nu vanker der bøde.

I talrige andre situationer må vi finde os i, at ukendskab til loven ikke er en undskyldningsgrund.

Men når det drejer sig om pligt til registrering, ser det anderledes ud. Der kan være tilfælde, hvor for eksempel undladelse af at anmelde korrekt adresse til Folkeregistret skyldes ond vilje, fordi personen derved prøver at få større offentlige ydelser, end vedkommende er berettiget til. Hvis undladt registrering derimod ikke skyldes ond vilje, er det et spørgsmål, om myndigheden ikke har en vis oplysningspligt.

Orla Mikkelsen har ikke haft noget ulovligt eller på anden måde odiøst ønske om at opnå uberettigede begunstigelser ved at undlade anmeldelse af jollen til registrering. Derfor bør det almindelige forvaltningsretlige princip om myndighedernes pligt til at yde borgerne vejledning komme Orla Mikkelsen til gode.

Fiskerikontrollen hævder, at den ikke kunne gøre noget i denne sag før 1998, fordi den troede, Orla Mikkelsen var fritidsfisker. I 1998 blev det forbudt fritidsfiskere at omsætte deres fangster, og derfor gjorde kontrollen den opdagelse, at Orla Mikkelsen er erhvervsfisker. Men da var fristen for anmeldelse udløbet.

Fiskerikontrollen skal altså efter ministeriets opfattelse have været uvidende om, at Orla Mikkelsen var erhvervsfisker. Men var han fritidsfisker, skulle Fiskerikontrollen holde øje med, om han betalte bidrag til fiskepleje. Fiskerikontrollen må have haft rig anledning til i de fem år fra 1993 til 1998 at gøre Orla Mikkelsen opmærksom på, at hvis han ikke betalte bidrag som fritidsfisker, måtte han sørge for registrering som erhvervsfisker.

Orla Mikkelsens ukendskab til bekendtgørelsen fra 1993 er vel hverken værre eller bedre end Fiskerikontrollens uvidenhed om hans status som fritidsfisker eller erhvervsfisker.

Derfor burde Fiskerikontrollen i tide have gjort Orla Mikkelsen opmærksom på anmeldelsespligten. Det havde været i god overensstemmelse med nutidens bestræbelser på at udfylde informationskløften mellem myndigheder og borgere. Det bliver mere og mere vanskeligt for de sidste at følge med i paragrafferne. Det skal myndighederne hjælpe dem med.

Det kan ikke være rigtigt, at borgerne år for år skal risikere at lide stadig større skade på grund af ukendskab til en uoverskuelig lovgivning.