KRONIK: For lærernes sag i 125 år

Som et supplement til, at lærerne ved urafstemning stemte nej til aftaleresultatet med Kommunernes Landsforening (KL) og nu for alvor er kommet på konfliktkurs med de offentlige arbejdsgivere angående primært arbejdstiden, kan Danmarks Lærerforening (DLF) som en af de første landsdækkende lønmodtagerorganisationer i morgen den 4. maj fejre sit 125 års jubilæum.

Det lidt "skæve" lærerforeningsjubilæum følges den 29. juli op af et andet "skævt" folkeskolejubilæum, nemlig 185-året for den enevældige Frederik den Sjettes underskrivelse i 1814 på Frederiksberg Slot af "folkeskolens idégrundlag", anordningerne for almueskolevæsenet (folkeskolen) på landet og i købstæderne.

Der er ligesom noget symbolsk over de to næsten samtidige "skæve" jubilæer med relation til folkeskolen. For DLF har i 125 år og ofte under nærmest umulige forhold konsekvent samtidig kæmpet både for en nødvendig forbedring af lærernes løn og arbejdsvilkår og for folkeskolens pædagogiske udvikling.

Stiftelsen af DLF den 4. maj 1874 lignede bestemt ikke begyndelsen til en levedygtig stor faglig lærerorganisation. DLF's beskedne start under navnet Danmarks Landsbylærerforening var alligevel både et særdeles vigtigt led i og den naturlige konsekvens af en forudgående mangeårig udvikling i lærernes disfavør, især angående lønforholdene. Initiativtagerne til den nystiftede forening var tre landsbylærere fra Viborg Stift, Peter Andresen Holm (1844-1901), Emil Sauter (1832-1901) og Christen Andersen Thyregod (1822-1898).

Utilfredsheden blandt lærerne med tingenes bedrøvelige tilstand havde hidtil været lokalt forankret. Med købstadslærernes tilslutning til Danmarks Landsbylærerforening den 1. januar 1876 var Danmarks Lærerforening som en samlet landsdækkende interesseorganisation en realitet.

DLF's lange og ofte særdeles besværlige nationale kamp for at forbedre lærernes løn-og arbejdsvilkår og skolevæsenets kvalitet kunne nu begynde for alvor. Det var mildt sagt en hastesag - for lærerne. De ansvarlige politikere derimod skyndte sig også dengang uhyre langsomt...

Som forening betragtet havde DLF mange lokale forgængere. I København stiftedes f.eks. i 1820 Det Pædagogiske Selskab. Selskabets oprettelse var udtryk for den vågnende interesse for undervisning og opdragelse. Det Pædagogiske Selskab var stiftet efter det i slutningen af 1700-tallet velkendte klubmønster, men i 1840'erne antog selskabet karakter af en standsorganisation. Såkaldte skolekonventer i Lunde og Skam Herred på Nordfyn i perioden 1824-1827 betød dannelsen af en lokal lærerforening. Aarhus og Omegns Skolelærerforening stiftedes i 1840.

Den første landsomfattende lærerforening i Danmark var ikke DLF, men Almindelig dansk Skolelærerforening, hvis første formål var "at virke til skolens og lærernes tarv". Almindelig dansk Skolelærerforening eksisterede i perioden 1841-1848. Foreningen, der aldrig nåede et medlemstal over 300, havde kun i begrænset omfang lærernes interesse. Forklaringerne på foreningens opløsning er mange: dårlige samfærdselsmidler, ringe eller ingen kontakt til hovedbestyrelsen og adskillige ødelæggende interne problemer.

Efter nederlaget til prøjserne og østrigerne i 1864 genopstod idéen fra 1840'erne om nordiske skolemøder. Göteborg-mødet i 1870, der var begyndelsen til det nu efterhånden udbyggede og tætte nordiske lærersamarbejde, blev det første skolemøde i fællesnordisk regi. De nordiske skolemøder havde fra starten lærernes store interesse.

Efterhånden blev det DLF, der kom til at stå for arrangementet af nordiske skolemøder, når de foregik i Danmark. I 1874, året for DLF's stiftelse, var emnerne for det nordiske skolemøde med hele 1000 deltagere "Båndet mellem skole og hjem", "Almueskole/friskole", "Om skolen og lærerstandens ydre vilkår i de nordiske lande" og "Om eksamen i skolerne".

På tværs af grænserne i Norden begyndte lærerne at drøfte aktuelle pædagogiske og skolepolitiske spørgsmål. Skandinavismen, der havde spillet fallit politisk, havde nu fået en pædagogisk, faglig og kulturel dimension. Kommende nordiske lærerkurser, møder, konferencer m.v. får måske en ekstra helt utilsigtet dimension? For de af de danske lærere så stærkt kritiserede arbejdstidsregler bygger i vid udstrækning på noget, der på både godt og ondt er direkte kopieret efter "den svenske lærermodel".

Efter optagelsen af købstadslærerne afholdt DLF i 1876 sit første fællesmøde mellem landsbylærere og købstadslærere i Århus. I sin åbningstale fastslog foreningens medstifter og formand i hele 16 år, Emil Sauter, at DLF i sit arbejde og fremtidige virke skal sørge for den nødvendige vekslen mellem kampen for lærernes faglige integritet og arbejdet for forbedrede løn-og arbejdsforhold.

Ved konsekvent at placere læreren "mellem to stole" - altså ved ikke blot at satse på lærernes særinteresser, men også på skolens pædagogiske og faglige udvikling, skabte Emil Sauter og hovedbestyrelsen en tradition, der fortsat er DLF's fornemste mærkesag. I dette perspektiv ligner SR-regeringens prestigeprojekt "Danmark som foregangsland" på undervisningsområdet i takt med mange års besparelser på netop undervisningsområdet fra universitetet til og med folkeskolen mere og mere en vingeskudt krage.

Slagplanen fra politikerne imod DLF, underviserne og uddannelsesinstitutionernes kvalitet i "foregangslandet" er bl.a. ideologisk skåret ud i pap i publikationerne "Udfordringer for folkeskolen" fra KL og "Kvalitet i uddannelsessystemet" fra "ekspertkorpset" i Undervisningsministeriet, Arbejdsministeriet, Forskningsministeriet, Økonomiministeriet, Erhvervsministeriet, Statsministeriet og Finansministeriet.

På folkeskoleområdet skal der spares på undervisningens kvalitet, fordi der skal være plads til 100.000 flere elever - og samtidig skaffes ekstra penge til en udbygning af "gøgeungen", det kommunale prestigeprojekt fra en tid med lokaleoverskud, skolepasningsordningerne.

Altså fremad med på skolens og undervisningens bekostning den iscenesatte fordummelseskultur og de kortsynede forældre-og arbejdsmarkedsinteresser. Og nedad med samfundsøkonomien og undervisningens kvalitet i en tid, da næsten alle andre lande end "foregangslandet" ruster sig til at kunne tackle fremtidens udfordringer. "Foregangslandet" er ved at "sejre" sig ihjel i nye mål, reviderede handlingsplaner, afsporede "udviklingsprojekter" m.v.

Trods nedskæringsbølgen er der dog på ét eneste område anno 1999 sket noget særdeles epokegørende for lærerne. For første gang siden DLF's start i 1874, ja ligefrem siden vores første skolelov, kirkeordinansen af 14. juni 1539 vedtaget på herredagen i Odense, har samfundet/magthaverne/arbedsgiverne vist vilje til at forbedre lærerlønningerne. Med lærernes spinkle nej til aftalen med KL er der atter skabt en vis usikkerhed om lærerlønningernes størrelse. Afstemningsresultatet viser, at lærerne ikke lader sig kue af politikernes stupide trusler og despekt for aftalesystemet.

Set i historiens berømte bakspejl skete DLF's stiftelse den 4. maj 1874 på det helt rigtige tidspunkt. For i årene før DLF's stiftelse var lærernes arbejds-og lønmæssige forhold konstant blevet forværret. I perioden 1870-1874 steg priserne på livsfornødenheder hele 20 pct., uden at lærerlønningerne steg tilsvarende. Lærernes økonomiske situation syntes håbløs.

Ved foreningens oprettelse i 1874 var det lovmæssige grundlag for lærernes løn dels anordningerne af 29. juli 1814 i kølvandet af statsbankerotten 1813, dels lov af 8. marts 1856. Efter anordningens paragraf 55 skulle landsbyens lærere aflønnes efter en skala med absurde og vilkårlige ydelser: kornløn, fri bolig med brændsel, jordlod, der gjorde det muligt at holde to køer og seks får samt fourage til kreaturerne, og degneindtægter (offer til højtiderne, småredsel og nannest - altså naturalieydelser i form af æg, kage, mælk, brød m.v.). I 1874 var landsbylærerne end ikke kommet op på et lønmæssigt niveau, der svarede til bestemmelserne fra 1814!

Der var på denne baggrund virkelig brug for en landsdækkende organisation, som kunne give lærernes petitioner, andragender til regering og Rigsdagen, meget større slagkraft. Alene i de første måneder af 1874 indkom der til Rigsdagen (Folketinget og Landstinget) hele 14 adresser, underskrevet af 1133 lærere, med anmodning om en hurtig forbedring af lærerlønnen. Det var dog først med lønningsloven af 24. maj 1908, at lærernes berettigede lønkrav - med ca. 100 års forsinkelse - i et vist omfang blev imødekommet.

Al begyndelse kan være svær. Den i 1848 opløste Almindelig dansk Skolelærerforening havde aldrig på noget tidspunkt mere end 300 medlemmer. I 1874 havde DLF 900 medlemmer. To år senere, da købstadslærerne indtrådte i foreningen, var medlemstallet mere end fordoblet.

I midten af 1880'erne var der knap 4000 medlemmer. Uden for København var ni ud af 10 lærere medlemmer af DLF. Kontingentet var overkommeligt: 50 øre - om året. Fra 1. januar 1883 fordobledes medlemskontingentet - nu til én krone om året. Denne kontingentsats bevaredes lige frem til 1897.

Et lille flertal blandt lærerne stemte den 20. april nej til aftaleresultatet med KL. Af hensyn til folkeskolen er det særdeles nødvendigt, at DLF/LC og KL finpudser arbejdstidsaftalen, så lærere med mange undervisningstimer, folkeskolens kerneydelse, belønnes. Det koster ikke KL noget. Tværtimod!

Vi har ganske enkelt ikke råd til en bitter konflikt om arbejdstiden i folkeskolen. For den vil som den årelange lærerkamp mod den berygtede paragraf 8 i lærerlønningsloven af 1908 virke totalt ødelæggende for samarbejdsklimaet mange år frem.

Historien om DLF begyndte på nogle landsbyskoler i 1870'erne. Det er også primært ude på skolerne, at den pædagogiske og faglige kamp vil fortsætte ind i det nye årtusind og med DLF i rollen primært som et serviceorgan og en interesseorganisation.

Ringen synes sluttet - efter 125 år.