Kronik: Efterskrift til Dansk Røde Kors

. Den slags måtte man finde sig i i 1970'erne. Men i dag er 2001, og bægeret er fuldt. Derfor er det blevet til et om end sorgfuldt, så dog definitivt farvel til Dansk Røde Kors

SØNDAG DEN 02.9. 2001

DEN 21. august forlod jeg Dansk Røde Kors.

Jeg har de sidste otte år dels været formand for Hovedstadens Røde Kors, dels siddet i Dansk Røde Kors' styrelse, dets folkeretsudvalg og været formand for dets kommunikationsudvalg.

Hvorfor så dette pludselige farvel?

Historien herom starter mærkeligt nok 1970'erne.

I 1970'erne var det på mode at bruge de muligheder, man havde til at fremme egne politiske synspunkter ved at udtale sig på medlemmernes vegne. Det var på mode at bruge fagforeninger og organisationer, hvis formål egentlig var et ganske andet, til at politisere.

Det var specielt moderigtigt derigennem at kritiserer USA og USA's venner. Så der blev forsøgt vedtaget udtalelser, der fordømte USA's rolle i Vietnam, våbenindustrien i USA og så videre og så videre.

Senere var det moderigtigt at tilslutte sig Fredsbevægelsen og fordømme USA's opstilling af krydsermissiler i Europa. Og senere igen moderigtigt at lade organisationer modsætte sig Danmarks tilslutning til det Europæiske Fællesskab.

Men som hovedregel var det godt at fordømme USA.

Igennem årene har det været en konstant kamp at modsætte sig dette misbrug af organisationerne.

Ud af neutraliteten

Da muren faldt, var tonen en tid mere afbalanceret. Men de gamle socialister har en slags rygsmarvsrefleks fra ungdommen, der til stadighed søger efter muligheder for at sværte USA til. Ved enhver given lejlighed.

Derfor var det rart at komme ind i Røde Kors-bevægelsen. Her var ledeprincippet neutralitet og derfor afholdelse fra politiske udtalelser på medlemmernes vegne. Her gjaldt det om var være på talefod med alle, således at man i enhver situation kunne hjælpe nødstedte, politiske fanger og krigsofre uden nogensinde at kunne mistænkes for andre motiver end hjælpemotivet.

Af alle verdens mange hjælpeorganisationer har Røde Kors bevægelsen det særkende, at den er respekteret for sin neutralitet og anerkendt af landenes regeringer uanset disses indbyrdes politiske modsætningsforhold.

Men så begyndte det at gå galt.

I sommeren 2001 valgte Dansk Røde Kors ved et par lejligheder at træde ud af neutraliteten.

Man faldt for fristelsen til at blande sig i storpolitiske konflikter i Røde Kors' navn.

Første spæde tegn var den timing, der fandt sted, da Dansk Røde Kors henvendte sig til statsministeren og Folketings Retsudvalg for at få Danmark til at ratificere de aftaler, der gør det muligt at retsforfølge internationale lovovertrædere her i landet.

Man valgte, af alle tidspunkter, netop det øjeblik, hvor diskussionen om Israels nye ambassadør var på sit højeste.

Hvad enten det var tilsigtet eller ej, kom det til at fremstå som et partsindlæg i den debat. Og vidnede, i bedste fald, om en uhyre mangel på diplomatisk fornemmelse.

På Dansk Røde Kors' styrelsesmøde i juni 2001 meddelte præsidenten, at han agtede sig på en tur til Mellemøsten. Da agtpågivenheden var vagt, spurgte jeg derfor, om han behøvede et mandat fra Dansk Røde Kors styrelse, inden han rejste af sted. Men det gjorde han ikke.

Hjemkommet fra et kort ophold sammen med fire andre repræsentanter for Dansk Røde Kors udsendte præsidenten så en pressemeddelelse om Israel.

I skarpe vendinger kritiserede man Israels overtrædelser af internationale aftaler, og betegnede forholdene som apartheid lignende.

Forud for pressemeddelelsen var ikke gået nogen rådslagning i Dansk Røde Kors' styrelse. Styrelsen blev orienteret om præsidentens fordømmelse samtidig med offentligheden .

Jeg gjorde straks præsidenten opmærksom på min vurdering, nemlig at her krænkende han Røde Kors neutralitetspolitik.

Jeg gjorde ham også opmærksom på, at det var uhensigtsmæssigt, om hvert af verdens Røde Kors-selskaber futtede rundt og sendte bandbuller ud til højre og venstre. Det ville svække bevægelsen helt afgørende. Den slags skal man overlade til ICRC. Som alene bør være dem, der udtaler offentlige vurderinger om landes adfærd og uddeler skudsmål.

Dette gjorde ikke noget indtryk på præsidenten for Dansk Røde Kors. Han fastholdt sin udtalelse på vegne af Dansk Røde Kors og dermed på mine vegne.

Så var det nok.

Endelig troede jeg at have fundet en organisation, hvor man ikke misbrugte medlemmerne ved at foretage ensidige politiske manifestationer. Endelig troede jeg at have fundet en organisation, hvor det at holde sig neutral var et bærende element, man under ingen omstændigheder fraveg.

Og så skulle jeg opleve at sidde i Dansk Røde Kors styrelse og alligevel være henvist til i dagspressen at læse, hvad jeg og dermed Dansk Røde Kors mente om forholdene i Israel.

Bægret var fuldt.

Den slags måtte man finde sig i 1970'erne.

Den gang var det også USA og USA venner, man kastede sig over på medlemskarens vegne.

I dag accepterer jeg ikke længere at blive misbrugt politisk af en neutral organisation.

Derfor det sorgfulde farvel til Dansk Røde Kors.