Kronik: Farvel til John Waynes kvindesyn

Fagbevægelsen kan ikke løbe fra, at arbejdsmarkedet blev udformet på et tidspunkt, hvor arbejdsgiverne udelukkende og fagbevægelsen altovervejende bestod af mænd.

Derfor blev fagbevægelsens opbygning og de kollektive overenskomsters indhold i høj grad præget af mandlig tankegang. Og derfor blev fagbevægelsens struktur ikke alene kendetegnet ved, at de faglærte ville have en armslængde til de ufaglærte, men også ved at de faglærte og ufaglærte mænd i fællesskab ville have op til flere armslængder til de få kvindefag, som forsøgte at organisere sig.

Kvinderne hørte ikke rigtigt hjemme i den nydannede fagbevægelse og måtte derfor danne egne faglige organisationer - i sagens natur i de første år fortrinsvis organisationer for ufaglærte kvindefag, som i årevis måtte affinde sig med lønforhold, der lå langt efter de mandlige organisationers overenskomstaftalte lønninger. Allerede dengang stak den endnu ufødte John Wayne, som i øvrigt i år ville være fyldt 100 år, hovedet frem.

Det mandlige tankegods om arbejdsmarkedets indretning var i årtier stærkt rodfæstet. Så stærkt, at vi i dag fortsat har et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mænd lidt firkantet udtrykt er fuldtidsbeskæftiget på det private arbejdsmarked, mens kvinder typisk er deltidsbeskæftiget i den offentlige sektor. Især indenfor pasning, pleje og omsorg.

De traditionelle kvindefags vej til overenskomstdækning af arbejdet var ikke alene lang, men ofte også belagt med barrierer skabt af typisk mandlig tankegang om, hvad der er rigtigt arbejde og hvad der fortjente en ordentlig løn. Og tilsvarende hvad, der ikke skulle aflønnes på niveau med mandefag. Nu var John Wayne nemlig ikke alene født. Han havde også sat sig godt til rette i sadlen, og ville med sikkerhed, hvis han var blevet præsenteret for synspunktet om, at kvindefag skal have mandeløn, have svaret »That'll be the day.«

Den manglende anerkendelse af kvinders arbejde fik ikke mindst de kvindefag, som opstod eller som for alvor voksede i 1960'erne, at mærke. Det var dengang, hvor vi på samme måde som i dag råbte på arbejdskraft og også begyndte at importere udenlandske arbejdere. Og hvor samfundet overtog nogle af de opgaver, som hidtil var blevet udført i hjemmet, for at kvinderne kunne komme på arbejdsmarkedet.

Den udvikling gav ikke mindst kvinderne en central placering i udviklingen af den danske velfærdsmodel - først og fremmest i udviklingen af offentlig børnepasning, af ældreplejen, i arbejdet med udsatte grupper og på sundhedsområdet.

Men den centrale placering gav ikke kvindefagene mandeløn. John Wayne kunne stadig i 1952 i "Den tavse mand" tæmme den iltre rødhårede irske kvinde i Maureen O'Haras skikkelse.

Tjenestemandsreformen i 1969 gav heller ikke mandeløn til kvindefag. Det forudgående kommissionsarbejde op til reformen kan i dag godt påkalde sig en overvejelse om, hvorvidt kommissioner er det mest effektive redskab til at skabe ligeløn mellem kønnene. I det mindste så skræmmer sporene fra 1969. John Wayne kom netop på denne tid med sin krigsforherligende Vietnam-film i unåde hos den oprørske ungdom, men ungdommen fik ikke bugt med ham.

Det gjorde kvinderne heller ikke, selvom 1970'ernes kamp for ligestilling bar frem til det store ligelønsforlig i 1973 og den efterfølgende lov om lige løn til mænd og kvinder. Her blev grunden lagt til formel ligeløn indenfor de enkelte fag, men hverken forlig eller lov løste den grundlæggende uligeløn mellem traditionelle mandefag og kvindefag.

Nutidens udgave af lovgivningen opererer ganske vist med begrebet lige løn for arbejde af samme værdi. Men reelt mangler vi redskaberne til at gennemføre dette ligelønsbegreb i virkelighedens verden. John Wayne bukkede ganske vist under for kræft i 1979, men hans filosofi om, at en mand er en mand, en bøsse er et håndvåben, og en kvinde skal kende sin plads, lever fortsat - i det mindste i forhold til sidstnævnte - i bedste velgående.

Derfor er virkelighedens verden fortsat den, at de traditionelle kvindefag får 81 kroner, hver gang de traditionelle og sammenlignelige mandefag får 100 kroner i løn.

Og derfor er den danske virkelighed fortsat sådan, at arbejde med mennesker er ringere lønnet end arbejde med døde ting. Det er næppe den kendsgerning, der vil få vores efterkommere til at nikke anerkendende, når de kigger tilbage på starten af dette århundrede. Tværtimod.

I den offentlige sektor har vi i organisationerne gennem adskillelige år lagt stor vægt på at skabe forbedringer, der matcher kvindefag og familieforhold. Løn under barselsorlov, barns første sygedag, løn under sygdom, fravær af familiemæssige årsager, pasning af alvorligt syge og døende osv. Alt sammen er rigtige og fornuftige prioriteringer i en offentlig sektor, hvor kvinderne er i absolut flertal.

Men lønnen for at passe børn, pleje ældre, arbejde med udsatte grupper og yde omsorg for syge er fortsat ikke på niveau med mandefagene. Heller ikke indenfor den offentlige sektor, hvor kvindefagene kun får 86 procent af lønnen i mandefag med samme uddannelseslængde.

Og det er ikke kun lønnen, der stiller de traditionelle kvindefag ringere end mandefag. Der kan desværre stadig findes andre kønsdiskriminerende rester af mandetankegang i overenskomsterne.

Fritidens værdi er et illustrativt eksempel. Den fuldtidsansattes fritid har en pris, når arbejdsgiveren vil anvende arbejdskraften ud over den aftalte arbejdstid. Den deltidsansattes fritid er billigere i den samme situation. Den deltidsansatte, der typisk er kvinde i et traditionelt kvindefag, skal først lige runde den normale fulde tid, før kasseapparatet klinger med samme energi som for den fuldtidsansatte. Det er ganske enkelt billigere at ansætte på deltid indenfor de offentlige kvindefag, og så gøre brug af den resterende arbejdstid uden andet end normal timeløn som udgift. Det har ganske mange offentlige arbejdsgivere for længst fundet ud af for.

Den forskel på prisen på fuldtidsansattes og deltidsansattes fritid kan jeg ikke finde andre forklaringer på end den kønsbestemte: Mænd arbejder fuld tid . . . kvinder arbejder deltid . . .

Den forskel skal der gøres noget ved.

At ændre det kønsopdelte arbejdsmarked er derimod ikke lige til. Det er ikke nok alene at lokke mænd til kvindefag og omvendt.

Der skal også slås hul på den kokosnød, som kvindefagene har banket løs på gennem de sidste fire årtier. Der skal ligeløn til. Som samfund kan vi ganske enkelt ikke være andet bekendt.

Set fra cowboyrækken i min ungdoms Vanløse Bio søndag eftermiddag, så lavede John Wayne nogle storslåede cowboyfilm. Men kvindesynet i hans film er vist ikke noget at skrive hjem om. Præcis det samme gælder tidligere tiders syn på værdien af kvindefagenes indsats.

Det er sådan set ganske enkelt. Enten er arbejde med mennesker mere værd eller også er det ikke. Alt det andet fra eksperter, forskere, økonomer og politikere er sikkert velbegrundet og veldokumenteret, men er i sidste ende - målt med historiens målestok - ikke andet end udenomssnak.

Heldigvis er der rigtig meget, der tyder på, at den danske befolkning vil have slået kokosnøddens skal i stykker. Hammeren er i al sin enkelthed en ekstra pose penge til at skabe mandeløn til kvindefag. Det ekstra løft skal ikke betales af de øvrige offentligt ansatte. De har ikke alene ansvaret for forsørgerroller og samfundssyn på John Waynes tid.

Egentlig er den ikke længere. Det er tid at lufte ud på det offentlige arbejdsmarked. Det er tid at angribe årtiers kønsbestemte ulighed. John Wayne blev født for 100 år siden. I dag er det tiden at begrave hans verdensbillede.