Kronik: Det magtfulde ord "racisme"

Ordet "racisme" er et forunderligt magtfuldt ord. I samme sekund det bruges, sker der noget. Sætninger, som indtil da fredsommeligt har taget hinanden i hånden og dannet mere eller mindre interessante synspunkter, får ved ordet "racisme" pludselig luften til at knitre af spændinger.

Visse begreber har det som fiksstjerner: De forbliver uforandrede. Altid. Det gælder bare ikke begrebet racisme, hvis oprindelige betydning for længst er blevet overhalet indenom af den sproglige udvikling, som via semantiske glidninger efterhånden har gjort ordet så rummeligt, at det i bedste fald må betegnes som forvirrende, i værste fald som ubrugeligt. En ret underlig situation, da vi på dansk jo rent faktisk har forskellige betegnelser for de mange og nuancerede opfattelser af vort forhold til de fremmede.

Hvis ordet "racisme" udelukkende blev brugt i sin oprindelige betydning:

racisme = menneskesyn, politik eller regime baseret på en ideologi, der hævder og handler ud fra visse racers bedreværd, ja, så ville ordet være næsten ikke-eksisterende på de danske avisers debatsider. Ved race forstås nemlig en afgrænsning af mennesker ud fra bestemte fysiske kriterier såsom hovedform, kropslængde, pigmentering, hårform og øjenhudfold. Men i de sidste årtier er der sket en form for uautoriseret udvidelse af begrebet forstået på den måde, at man i pressen og mand og mand imellem er begyndt at bruge ordet "racisme" som overbegreb for alle negative fænomener omkring vort forhold til fremmede. Det er der for så vidt ikke noget forkert i, hvis blot alle kan blive enige om at bruge det i denne betydning. Men så længe alle ikke kan blive enige om dét, gør den mangeartede brug af ordet "racisme" snarere mere skade end gavn.

Lad os prøve at se lidt på, hvor elastisk ordet efterhånden er blevet.

En psykolog fremlagde for nogle år siden et anonymt brev sendt til Indvandrercentret på Nørrebro i København som et »godt eksempel på den danske racisme«. Piller vi eder og dårligt sprog fra, står vi tilbage med en meget ophidset m/k'er, der bl.a. giver udtryk for, at de fremmede udnytter vores skatte- og socialsystem, at de fremmede føder for mange børn, at de fremmede behandles bedre end vore egne grønlændere osv. osv. Resten af brevet kører i samme skure.

Dette mener en psykolog altså er et "godt eksempel på den danske racisme".

Men er det nu også det? Brevskriverens vrede tager jo ikke udgangspunkt i ét eneste af de træk, som racesystematikken har benyttet til raceafgrænsning, ja, han/hun er nærmest forarget over forskelsbehandlingen mellem de fremmede og vore egne grønlændere! Så dét brevskriveren giver udtryk for er snarere en blanding af social irritation og negativ generalisering. Stærke sager, javel, men ikke racisme.

»Har racismen tag i politiet?« har det med jævne mellemrum lydt, når ordensmagten målrettet er gået efter folk med en anden hudfarve.

Igen må vi holde fast i, at en negativ forskelsbehandling styret af merværdsfølelse skal have rod i race for at kunne betegnes som racisme. Det betyder, at hvis politiet blandt 30 mennesker på Østerport Station lige præcis slår ned på en gambianer, undersøger ham for stoffer og på hans gentagne »Hvorfor?« beder ham holde mund, fordi han ellers vil blive sendt tilbage til Afrika, så er der ikke tale om strukturel racisme. Det, at systemet i Danmark på ingen måde blåstempler racebetinget chikane eller forskelsbehandling fra myndighedernes side, gør, at politiets opførsel her må karakteriseres som et interpersonelt anliggende.

Jamen, er betjentenes opførsel da udtryk for individuel racisme?

Det kan vi af gode grunde ikke vide, da vi ikke ved, om de enkelte betjentes handlinger har udgangspunkt i forestillinger om den hvide races bedreværd over for andre. Har betjentene ikke tidligere signaleret den slags synspunkter, kan vi ikke tillade os at dømme racisme, men må i stedet - hvis ikke handlingen var tjenstligt velbegrundet - betegne handlingen som etnisk diskrimination defineret som handling eller adfærd, der giver sig udtryk i en negativ forskelsbehandling af bestemte grupper fremmede.

Man kan så spørge, om ikke det er en strid om kejserens skæg, hvorvidt aktionen på S-togs-stationen skal benævnes racisme eller etnisk diskrimination, da den jo i begge tilfælde ville være gået ud over den samme person?

For gambianeren: jo. Han ville føle det som racisme under alle omstændigheder. Ellers: nej. Præcis som der i en mordsag differentieres i strafudmålingen alt efter omstændighederne (Var det planlagt? Skete det i affekt?), er der forskel på at handle ud fra en betændt raceideologi (bedreværd) og så som her handle ud fra personlige antipatier over for en bestemt befolkningsgruppe. Også selv om resultatet bliver det samme.

I bogen "Den indre svinehund" fortæller forfatteren Gunnar Iversen, hvorledes hans barndoms begreber om andre racer var racistiske deri, at "vi gik ud fra, at folk af andre hudfarver ikke var helt så meget værd, som os hvide..Min barndoms racisme var ikke nogen aktiv racisme. Vi var vel snarere en art "passive racister", ligesom man kan være en art passivt medlem af folkekirken. Vi var racister af konvention.."

Tja. Man kan selvfølgelig godt vælge at sondre mellem aktiv og passiv racisme. Den aktive racisme, der handler eller ønsker at handle til fordel for én bestemt race. Den passive racisme, der giver sig udtryk i en tilbagelænet overbevisning om udvalgte racers bedreværd uden noget ønske i øvrigt om at gøre noget aktivt ved tingenes tilstand. Sidstnævnte vil jeg nu snarere betegne som en racefordom, fordi holdningen forbliver i teorien, hvorimod racisme kalder på en eller anden form for handling, på forsøg på at omsætte racefordommen i praksis.

Man kan undertiden i pressen støde på udtrykket positiv racisme. Positiv racisme er et selvmodsigende udtryk, eftersom det undertrykkende princip i racisme aldrig kan være positivt. Det, der er tale om, er selvfølgelig positiv forskelsbehandling. Altså ikke positiv racisme, men positiv særbehandling.

Også udtrykket omvendt racisme popper fra tid til anden op i avisernes læserbreve. Det bruges, når der foregår en positiv særbehandling af fremmede på bekostning af danskere. Man glemmer imidlertid, at en sådan forskelsbehandling aldrig tager udgangspunkt i biologiske kriterier. Den positive særbehandling af udlændinge må derfor logisk føre til, ikke omvendt racisme, men diskrimination af danskere, diskrimination defineret som handling eller adfærd, der udmøntes i negativ særbehandling.

Nils Ufer trak i sin bog "Set fra Ishøj" store veksler på det i forvejen skamredne racismebegrebs rummelighed, idet han her hævdede, at »racisme er at generalisere et dårligt eksempel«. Det må jo så betyde, at påstanden Min far stjæler (=det dårlige eksempel), derfor stjæler alle fædre (=generalisering) ud over at være et falsk udsagn også skulle være et racistisk udsagn? Den holder selvfølgelig ikke, eftersom dét at generalisere et (dårligt) eksempel udelukkende betyder, at man oplever forskellige ting som værende ens, eller i alt fald behandler dem, reagerer over for dem, som om de var det. Det er ikke racisme, men definitionen på en ganske almindelig fordom. Og er fordommen rettet mod en bestemt etnisk gruppe, er det en etnisk fordom. Men stadig ikke racisme

Lederen af Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet lancerede så her i JP udtrykket "kulturracisme", som han definerede som »negative holdninger til fremmede pakket ind i politisk korrekte meninger«. Ordet fandt henrykt klangbund hos enkelte, der mente, at nu havde man endelig fundet ORDET, som både kunne rumme Glistrups muhammedanerfjendske holdninger og samtidig ikke var kompromitterende for sagligheden i debatten.

Jeg forstår godt begejstringen over tilsyneladende at have fundet et ord, der ikke formelt spærrer for en konstruktiv udveksling af synspunkter omkring emnet. Men jeg må desværre sige, at hvis danskere foretrækker fx en dansk kulturkodeks og derfor ser skævt til bærere af en tørklædemuslimsk, så er det altså en præference, der ikke udspringer af begrebet race. Derfor er ordet "kulturRACISME" ikke nogen god betegnelse. Man kunne kalde holdningen for nationalisme. Man kunne for den sags skyld kalde den så mange ting, men hvorfor gøre det hele mere mudret ved at sætte de forskellige grader af modvilje over for fremmede lig med racisme?

Man kan spørge, om det egentlig er så vigtigt at hævde distinktionen mellem racisme og andre fremmednegative betegnelser, når folk generelt synes at tage temmelig løst på forskellene?

Ja, det er det. Vigtigt, altså. Sproget forandres i takt med, at tilstrækkeligt mange medlemmer af sprogfællesskabet systematisk bryder visse sprognormer. Så måske har de mange normbrud i forbindelse med "racisme" forledt nogle til at tro, at der nu var skabt grundlag for en revurdering eller udvidelse af begrebet. Især når man kan se det anvendt i overskrifter som "Jyderacisme", "Sportsracisme" osv. Men...

For det første er antallet af normbrud så stort og vidtfavnende, at begrebet "racisme" ville blive betænkeligt udvandet, hvis det skulle spænde over dem alle. (Medmindre, selvfølgelig, vi beslutter, at ordet fremover skal være overbegreb for alle sådanne fremmednegative holdninger og handlinger). Dertil kommer, at et bestemt normbrud kræver en vis opbakning for at slå igennem, og her må vi konstatere, at der ikke er én speciel brug af ordet "racisme", der kan mønstre en speciel folkelig opbakning. Normbruddet er derfor ikke systematisk.

For det andet er der altså forskel på racisme og etniske fordomme, på racisme og etnisk diskrimination, på racisme og fremmedhad, på racisme og dét at være flygtninge-indvandrernegativ etc.

For det tredje og nok så væsentligt: Så længe en fejlagtig brug af racismestemplet kan føre til retssag og domfældelse, turde dette næsten være begrundelse nok for at håndhæve begrebernes forskellighed. Og når nu sproget har forskellige betegnelser, hvorfor så ikke bruge dem?

Racisme har derfor stadig - og endnu - noget med race at gøre.