Så brug da euro
JEG HAR lige været i Irland og en smut i Nordirland. Der er absolut ingen markering af grænsen mellem de to områder, så den eneste måde, man kan konstatere, om man er kommet til Nordirland, er ved at gå i en butik og se, om de forlanger pund eller euro som betaling.
Nu kan man ellers rejse over hele Vesteuropa og betale med samme valuta undtagen altså i Storbritannien og et par nordiske flækker. Her i det britiske Nordirland kan man faktisk 100 meter inde over den usynlige grænse slet ikke betale med euro, og kan man endelig, kan de ikke give tilbage i euro, og kan de endelig, har man et væmmeligt indtryk af at blive snydt.
Er det mon også sådan, europæiske turister oplever det hos os?
Nu har vi valgt at beholde vores kroner, og det er så det, men derfor behøver vi ikke at genere vore gæster med valutaproblemer.
På alle turiststeder i Danmark (og hvor kommer der for resten ikke turister?) bør vi tilbyde dem muligheden for at betale i euro med åbne priser, ærligt omregnet, så turister slipper for konstant at skulle veksle med dyre vekselgebyrer til følge eller opleve den irritation, det er at føle sig snydt. Der skal faktisk ikke mange af den slags oplevelser til, før man finder andre feriemål.