Træt af dogmefilm

DET ER BLEVET så moderne med dogmefilm. Altså biograf- og tv-film, der er optaget med et håndholdt kamera og uden nogen form for tekniske hjælpemidler. Da jeg i fjernsynet så filmen "Festen", holdt jeg ud i 20 minutter. Så zappede jeg væk fra den og over på en anden kanal. Senere så jeg dog filmen i dens fulde længde. Filmens handling var ellers god. Det samme var skuespillernes præstationer.

En hån

Men de rystede billeder ødelagde hele filmoplevelsen. Ubehageligt for øjnene var det også. En kendt person skrev i en avis, at en dogmefilm er en hån mod de medvirkende skuespillere.

Senere lod jeg mig overtale til at se filmen "Arven". Jeg så den og blev i biografen, indtil filmen var færdig. Imponeret var jeg ikke. Det hele gentog sig med oplevelsen fra "Festen". Urolige og underbelyste optagelser. Lyden og klipningen kunne også have været bedre. Men begge film indeholdt en historie, der var interessant og spændende, og skuespillerne gjorde det rigtig godt.

Ikke nok med at disse dogmefilm får millioner i tilskud, men de vinder sandelig også priser. Både herhjemme og i udlandet.

Enten er der gået inflation i priser, eller også kunne man mistænke dommerne for at have aktier i visse dele af filmindustrien.

Når jeg ser en film, kan jeg ikke lade være med at tænke på eksempelvis tv-serien "Matador", som helt igennem var lavet af perfektionister, og hvor intet var overladt til tilfældighederne.

Men er det nu retfærdigt at sammenligne nye film med "Matador"? Måske ikke. Men skal man vurdere et eller andet, må man jo have noget at sammenligne med. En anden god film, jeg husker, er "Dansen med Regitze", som var en stor oplevelse - teknisk som kunstnerisk.

Skal alting da være så perfekt? selvfølgelig skal det ikke det. Men tv- og biograffilm er lavet af professionelle, og så må man kunne forvente en vis teknisk standard. Desuden betaler man jo også for at se en film. Så lidt mere respekt for filmhåndværket og publikum kunne jeg godt ønske mig. Det handler også om at stille nogle krav, men måske er vi efterhånden blevet for dovne til det.

Optimisme

Nu vil du sikkert sige: Hvad forstand har han, altså mig, egentlig på film. Det er sandt nok. Men jeg har nu samme holdning som multikunstneren Erik med efternavnet Clausen. Og han siger, og jeg citerer: »Men jeg mener, det er en demokratisk ret til at udtale sig om, hvad man har en mening om og ikke nødvendigvis, hvad man har forstand på.«

Men ellers gør jeg, som jeg plejer. Tager det hele stille og roligt. Optimist er jeg også. For når disse linjer læses, er folk måske allerede ved at være trætte af dogmefilm med de særlige kendetegn.

Hvem ved. Man har da lov at håbe, så det gør jeg.