Kronik: Den græske mytologi beviser sin livskraft

I dem føres vi ind i en anden realitet af større dimensioner end den virkelighed, der dominerer vort almindelige liv, skriver dagens kronikør.

Den græske mytologi lever stadig i bedste velgående i det moderne menneskes bevidsthed. Storfilmen Troja, som har premiere den 19. maj, er et udtryk for mytologiens livskraft og aktualitet til alle tider.

Troja ligger i det nuværende Tyrkiet ved Hellespontstrædet. Nu, hvor Mellemøsten er blevet et indenrigspolitisk anliggende, er danskerne næsten af nødvendighed forpligtet til at sætte sig ind i historien, så hvorfor ikke begynde med begyndelsen, før der var noget der hed kristne og muslimer?

Den stemning, som filmen, ligesom læsning af Iliaden sætter os i, er stimulerende, den giver os en flugtvej væk fra de daglige realiteter. Der er dog ikke tale om almindelig eskapisme, for vi føres ind i en anden realitet af større dimensioner end den virkelighed, der dominerer vort almindelige liv.

Den trojanske krig var ifølge Iliaden (en mundtligt overleveret myte nedskrevet af Homer) opstået, fordi prins Paris af Troja, Hektors bror, havde bortført den skønne Helena af Sparta (datter af Zeus, i skikkelse af en svane, og Leda), som var gift med Menelaos, bror til Agamemnon af Mykene med løveporten, den græske overkonge. For at befri den skønne Helena, samledes en kæmpehær fra alle egne af Grækenland, og denne hær belejrede Troja i 10 år.

I virkeligheden var Helena kun et påskud for at føre krig mod Troja, det var primært en krig om økonomiske interesser. Troja kontrollerede fra Hellespontstrædet handlen med Sortehavslandene. Troja beskattede grækerne hårdt for den for Grækenland livsvigtige handel med landene omkring Sortehavet, der forsynede Grækenland med en stor del af dets behov for korn. Troja var en af de rigeste byer i verden, og havde udvekslet ambassadører med Ægypten. Troja havde endvidere mægtige allierede i Asien, så det var en stormagt, grækerne havde sat sig for at knække.

På vej til Troja havde grækerne taget en Apollonpræsts datter, Chryseis, som krigsbytte, og da præsten foran den samlede græske hær anmodede Agamemnon om at få datteren udleveret, blev han afvist, hånet og smidt ud af grækernes lejr. Præsten klagede i en bøn til Apollon, solens, lysets og sangens gud, som ofte fremstilles med lyre og bue, og som også kaldes "den store bueskytte". Apollon hørte hans bøn og kom ned fra Olympen rasende over den behandling, grækerne havde givet hans præst.

Apollon satte sig over for grækernes lejr, spændte sin sølvbue og skød. I ni dage regnede den vrede guds pile ned over den græske lejr. På den tiende dag, indkaldte Akilles til krigsråd. Profeten Kalkas sagde, at Chryseis skulle gives tilbage til præsten for at formilde den vrede Apollon. Agamemnon gik modvilligt ind på dette, men befalede, at han til gengæld skulle have Briseis, en ung kvinde, som ellers var tilfaldet Akilles som krigsbytte. Akilles, som var sig sit ry som den tapreste og dygtigste i den græske hær meget bevidst, blev såret og vred over Agamemnons befaling, og i protest trak han sig ud af krigen. Han appellerede nu til sin udødelige mor, Thetis, som overtalte Zeus til at give Akilles oprejsning for den uret, der var blevet han tildelt. Zeus sendte derfor en falsk drøm til Agamemnon, hvori hovedbudskabet var, at tidspunktet nu var inde for den endelige erobring af Troja.

Agamemnon ville dog sætte hæren på en prøve, så han antydede i en tale, at de alle burde rejse hjem igen. Soldaterne tog ham på ordet og styrtede ned mod skibene, men Hera (Zeus' kone) sendte Athene ned fra Olympen for at standse retræten. Odysseus indkaldte til krigsråd og overtalte hæren til at kæmpe, efter at have lukket munden på den hæslige dæmagog Thersites med hårdtslående midler.

Prins Paris udfordrede nu Helenas mand, Menelaos af Sparta til en duel, hvis udfald skulle afgøre krigen. Menelaos vandt duellen, men Afrodite lagde en tågedis om Paris, så han undgik at få dødsstødet og slap væk. Der blev dog ingen fred, for Hera var stærkt imod Troja, og Zeus havde lovet at Akilles skulle få oprejsning, så Athene fik en af Trojas asiatiske allierede, Pandaros, til at affyre en pil mod Menelaos, og kampene brød ud igen. I det efterfølgende slag udførte den græske helt Diomedes store bedrifter.

Guden og gudinder gik ind i slaget, og Afrodite blev såret af Diomedes spyd, da hun reddede Ænæas (senere Romerrigets grundlægger) fra at blive slået ihjel af Diomedes. Hektor havde også selveste krigsguden Ares ved sin side, men selv Ares blev tilføjet sår af Diomedes.

Hektor måtte vende tilbage til sikkerheden bag Trojas mure, og han bad sin mor, Hekabe, om at bringe et offer til Athene. Det havde sin virkning, og krigslykken vendte til fordel for Troja.

I den græske lejr holdt den gamle Nestor tale, og hæren lyttede til hans råd og befæstede deres lejr. Zeus forbød guderne at intervenere og indgød trojanerne mod til at kæmpe. Efter et mellemspil blev grækerne nu drevet helt tilbage til deres skibe. I denne pressede situation bad Patroklos, Akilles' nære ven, Akilles om tilladelse til at gå i kamp. Patroklos faldt derefter i kamp med Hektor, og Hektor afførte liget Akilles' rustning, der gjorde bæreren usårlig, og tog den selv på. Mens der kæmpedes omkring Patroklos' lig, bad Akilles, som nu var blevet grebet af vanvittig hævntørst og sorg sin mor Thetis om en ny rustning, og smedeguden Hefaistos fremstillede den til ham. Selvom det var blevet spået, at han ikke ville leve længe efter Hektor, ville Akilles nu omgående gå ind i slaget.

Efter en formel forsoning fik han Briseis tilbage fra Agamemnon. Anført af Akilles stormede grækerne nu frem fra deres skibe. Guderne stillede op til kamp på hver deres side. Med grækerne var Hera, Athene, Poseidon, Hefaistos, og Hermes. På trojanernes side stod Ares, Apollon, Artemis, Leto, Afrodite og flodguden Skamander (Xantus).

Trojanerne måtte vige under Akilles´ frygtindgydende fremstød. Ved gudernes mellemkomst reddede Ænæas og Hektor livet, men mange andre faldt for Akilles' hånd. Mens guder kæmpede mod guder i dette det største af alle slag, fór Akilles frem som en stormvind, dræbte rasende med sit spyd fjende efter fjende og jorden blev rød af blod. Akilles' heste trampede de døde kroppe og skjolde til én blodig masse. Da floden var fyldt med lig og svømmede over sine bredder, satte Akilles kurs mod selve Trojas mure. Hektor ventede på Akilles foran byporten. Men da han så Akilles komme stormende, svigtede modet ham, og han løb, skarpt forfulgt af Akilles, tre gange rundt om Trojas bymur. Så fik Athene Hektor til at blive stående og tage kampen op, og Akilles jog sit spyd gennem Hektors hals. I sin dødskamp bad Hektor sin besejrer om at lade hans forældre få hans lig udleveret. Akilles afviste brutalt denne sidste bøn og tilføjede, at han mest havde lyst til at skære ham op og æde ham rå. Mens Hektors kone så til oppe fra bymuren, spændte Akilles Hektors lig bag på sin stridsvogn og kørte tilbage til lejren med liget på slæb.

I 11 dage slæbte Akilles liget af Hektor rundt om Patroklos' grav. Så syntes guderne, at det kunne være nok, og Zeus greb ind. Han fik Thetis til at beordre sønnen til at udlevere liget til Kong Priamos mod løsepenge. Ledsaget af Hermes slap Priamos gennem de græske linier. Akilles tog høfligt mod den gamle konge og ihukommende sin egen gamle far, Peleus, gik Akilles ind på at udlevere Hektors lig til Priamos.

I forbindelse med Hektors begravelse blev der dekreteret våbenhvile i 11 dage, hvorefter krigen fortsatte. Akilles blev dræbt i kamp med Paris, men efterfølgende blev Troja indtaget og plyndret efter Odysseus' geniale træk med den trojanske hest. En kæmpemæssig massakre fandt sted på Trojas indbyggere. Af det, der engang var en af verdens rigeste og mægtigste byer, var der intet tilbage, og så godt som hele byens befolkning blev slået ihjel. Grækerne var for altid sluppet af med deres skattebyrde pålagt af Troja.

Den græske hær sejlede hjem, men ikke alle fik en heltemodtagelse efter de godt ti års fravær. Agamemnon vendte hjem med Kassandra (søster til Hektor og Paris) som krigsbytte, men blev myrdet af sin kone, Klytemnestra, og hendes elsker, Ægistos. Nogle år efter vendte Orestes hjem og hævnede sin myrdede far ved at slå sin egen mor og hendes elsker ihjel. Grunden til Agamemnon husets kranke skæbne var, at Zeus straffer den hovmodige og alt for succesrige. Skæbnen lokker den hovmodige i fordærv.

Da den sagnomspundne Odysseus endelig nåede hjem efter yderligere 10 års prøvelser, fandt han sit Ithaka besat af brovtende snyltere, der var kommet langvejs fra for at overtage hans kongerige i hans fravær. Med hjælp fra Athene slog Odysseus samtlige brovtende snyltere og ildesindede brunbringere ihjel. Freden var omsider genoprettet.

Et tankevækkende aspekt ved myterne er, at flere af dem har vist sig ikke at være myter, men virkelighed. Det gælder også Troja-krigen, hvor den tyske arkæolog Schliemann ved hjælp af de oplysninger, der er givet i Iliaden, fandt frem til og udgravede Agamemnons borg med løveporten i Mykene og selve Troja i 1870'erne.

Endnu mere tankevækkende er det, at Kong Minos (søn af Europa og Zeus i en hvid tyrs skikkelse) og hans rige på Kreta blev betragtet som slet og ret myte lige fra antikken og indtil 1900, da sir Arthur Evans udgravede Knossos. Den dag i dag kan man tage en bus i Heraklion på Kreta, køre nogle få minutter og så træde lige ind i minoernes verden på Knossos. Kulissen til filmen Troja er bygget med Knossos som forbillede med søjler, der er slanke for neden og tykke for oven baseret på en ældgammel, indgroet angst for, at det oprindelige materiale, træstammer, skulle slå rod og vokse videre, hvis man satte dem op i den logiske position.

De græske myter er for et samfund hvad tidlige erindringer - virkelige eller indbildte - er for det enkelte menneske.

I de fleste myter opnås en sejr over det onde eller en ende på kaotiske forhold. Samtidig er myterne et svar på den naturlige nysgerrighed med hensyn til hvorfor og hvordan verden blev til, en nysgerrighed der kendetegner både det primitive menneske og mennesker i højt udviklede samfund. De er grundloven for vort univers og en garanti for dets beståen.