Kronik: Valdemarsdag og grænsestrid

Kalender melder i dag, at det er flagdag, fordi det er valdemarsdag og genforeningsdag.

Allerede 1292 foreskrev Haderslevs stadsret 15. juni som festdag, fordi ''kuning vand Røe'', dvs. at kong Valdemar (den Store) denne dag i 1169 havde besejret venderne ved erobringen af Arkona og Rygen. Haderslev var åbenbart mindre end eftertiden optaget af den store Valdemars søn, dagens navngiver Valdemar Sejr og hans erobring af Estland med det afgørende slag ved Lyndanise 15. juni 1219, skønt det tidsmæssigt lå 50 år nærmere på og oven i købet havde givet den danske tradition et himmelfaldent nationalflag. Markeringen af denne begivenhed er af meget nyere dato. Ifølge Encyklopædien blev den først gjort til national mærkedag i 1913. Vel at mærke, hvis man slår op på side 613 i bind 19, for ifølge side 455 i bind 4 blev dagen ikke gjort til flagdag før 1922-1923.

Datousikkerheden gør sig mærkeligt nok også gældende med hensyn til genforeningsdagen. Der var to Valdemarer, men tre genforeningsdage. I 1920 passerede den sønderjyske befolkning 15. juni uden at ane dens betydning. Ganske vist blev den nye grænse notificeret af Fredskonferencen kl. 15.35 og Nordslesvig således overgivet til Danmark, men uden at suveræniteten og dermed lovgivningsmagten fulgte med. Den overgik foreløbig til de sejrende magter. Tilmed blev pas- og toldgrænsen først flyttet ved midnat mellem 16. og 17. juni.

Den danske regering blev utålmodig og meddelte 17. juni Paris, at »det vækker stor skuffelse, at genforeningsdagen nu er udskudt på det uvisse.« Det var altså to dage efter den dato, vi nu fejrer som genforeningsdagen. Først 5. juli lykkedes det i Paris at få undertegnet den traktat, der overførte suveræniteten fra de allierede magter til Danmark, men med tilbagevirkende kraft at regne fra 15. juni 1920. Så denne genforeningsdag er i realiteten en ren papirdag.

En ny dag dukkede op med større krav på at kunne kaldes genforeningsdagen. Det var den 9. juli, da kongen underskrev den lov, der indlemmede de sønderjyske landsdele i kongeriget, og et kongeligt budskab hilste landsdelenes beboere velkommen tilbage til Danmark. Det var forud tilkendegivet, at denne dag skulle fejres som genforeningsdag, hvilket også skete med en times klokkeringning som indledning til takkegudstjenester i alle landets kirker.

Der meldte sig endnu en tredje genforeningsdag. Et kongeligt budskab var godt nok, men et kongeridt over den nedlagte Kongeågrænse var trods alt mere synligt. Derfor kan man på hovedvej 10 i nærheden af den gamle grænseovergang se en mindesten med indskriften ''Minde om Kong Christian X (der) her besteg den hvide Hest Genforeningsdagen den 10. Juli 1920''.

Endelig mødte kongen den sønderjyske befolkning ved den store Dybbølfest, der oprindelig var planlagt til 24. juni, men nu sammen med Genforeningen var blevet udskudt og forlagt til den 11. juli. Jeg kan bevidne det, for jeg var selv med.

Derefter skulle man tro, at alt var fryd og gammen. Men det var det ikke. Bitterheden var stor efter grænsestriden. For eksempel måtte et sønderjysk sølvbrudepar dele festen i to, den ene holdt for dem, der havde arbejdet for den nye grænse, og en anden for dem, der havde kæmpet for at få en sydligere.

H.P. Hanssen var hovedmanden bag den grænse, der blev trukket. Han havde fået gennemført, at området nord for en linie, der gik nord om Flensborg og syd om Tønder (kaldet I. zone), skulle stemme som en blok, og dermed var det på forhånd givet, at den ville få dansk flertal og tilfalde Danmark.

Oprindelig havde H.P. Hanssen modsat sig, at der blev afstemning syd for dette område, men han havde måttet bøje sig, så der blev oprettet en II. zone med Flensborg og en del mellemslesvigske sogne. Her skulle der stemmes kommunevis.

En Dannevirke-bevægelse havde endog ønsket afstemningsområdet udstrakt til Slien-Dannevirke, og den havde bag kulisserne formået at få Fredskonferencen til at planlægge en III. zone, der dog udgik i den endelige fredstraktat efter stærke protester fra den danske regering.

Den bitre strid kom til at stå om Flensborg. En stærk Flensborg-bevægelse holdt på, at der allerede var stemt én gang, nemlig ved valget i 1867, da sønderjyderne - i øvrigt under ugunstige forhold - havde stemt i tillid til Prag-freden mellem Østrig og Preussen, der i §5 havde stillet en genforening med Danmark i udsigt for den nordlige del af Sønderjylland, og denne afstemning gav dansk flertal i Flensborg. Flensborg-bevægelsen hævdede, at det måtte være afstemningen i 1867, der skulle gælde, fordi en erobrer, der negligerede denne afstemning, ikke skulle nyde frugterne af sit voldsherredømme. Socialdemokrater i de andre skandinaviske lande indtog samme standpunkt og kritiserede de danske socialdemokraters samarbejde med de tyske partifæller.

Der er nylig i serien ''Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie'' udkommet bind IV omhandlende ''De nationale modsætninger 1914-1933'', herunder altså også afstemningstiden 1918-1920. Skønt danske historikere har samarbejdet med tyske om dette værk, er billedet af Flensborg-bevægelsen fortegnet, idet man kun har medtaget kravet om at få Flensborg med til Danmark, men ikke begrundelsen derfor.

Da Flensborg lå uden for I. zone, nægtede den danske regering med Zahle som chef at modtage byen, medmindre den mønstrede dansk flertal. I praksis var det en forhåndsafvisning af byen, fordi den lå uden for I. zone. Dansk flertal var et krav, som hverken Sønderborg, Tønder eller H.P. Hanssens egen by Aabenraa kunne honorere.

I 1920 fik danskerne imidlertid kun en fjerdedel af stemmerne i Flensborg. Men også her fortegner den dansk-tyske kildeudgave situationen. Den er nemlig gået uden om en række faktorer, der satte det tyske stemmetal væsentlig i vejret uden, at der forelå tysk-nationale bevæggrunde derfor.

De danske socialdemokrater havde i årenes løb gang på gang opfordret sønderjyske arbejdere til at holde sig til de tyske partifæller i stedet for at støtte den sønderjyske danskheds repræsentanter. Det gav de tyske socialdemokrater basis for en voldsom kampagne til fordel for det nye socialdemokratiske Tyskland på bekostning af ''det forældede danske kongerige'', en kampagne, der fik støtte af det danske partis målbevidste passivitet.

De tyske arbejdsgivere hjalp vældigt til. Direktionerne for Flensborgs dominerende virksomheder, skibsværftet og Kobbermøllen, proklamerede umiddelbart før afstemningen, at de ville lukke og flytte sydpå, hvis byen blev dansk. Statens løfter om at lønne tysk flertal med en frihavn virkede i samme retning.

En enkelt faktor kan der sættes 8000 stemmer på. Så mange tilrejsende vælgere sydfra havde nemlig fået stemmeret i Flensborg ved en fejl, der var begået i Fredskonferencens embedsapparat, som imod hensigten havde givet stemmeret til alle, der var født i afstemningsområdet. Det betød stemmeret for mange, der var uden nærmere tilknytning til Flensborg, men tilfældigvis var født i byen, fordi fædrene som embedsmænd eller arbejdere midlertidigt havde haft arbejdsplads i Flensborg. Modsat kom der kun 1000 vælgere til byen nordfra.

Uden de 8000 stemmer havde det tyske stemmetal kun været på 19.032, og også indirekte hjalp de tilrejsende 8000 til at forøge det tyske stemmetal, fordi de piskede den tyske valgstemning i vejret.

I 1920 blev der givet gode grunde både for og imod Flensborgs genforening med Danmark. H.P. Hanssen fandt, at selvbestemmelsesretten tilkom de nulevende, og han mente, at Flensborg var for stor en mundfuld at integrere. Han ville have undret sig, hvis han havde kunnet forudse, hvilke integrationsproblemer dagens Danmark er stillet overfor. Hans anden bekymring var den forøgede fare, der måtte true den danske grænse, når Tyskland atter kom til hægterne. I en debat i Weekendavisen for nylig lød ekkoet derfor: »Heldigvis blev Flensborg ikke en del af Danmark!«

Men selv uden et dansk Flensborg blev den nye grænse aldrig endegyldigt anerkendt af nogen tysk regering. Det sønderjyske problem var også en belastning for Danmark under den tyske besættelse 1940-1945. Frygten for, at Hitler ville genindlemme landsdelen i Tyskland og udskrive sønderjyderne som tyske soldater, bidrog utvivlsomt til en forsigtig dansk holdning.

Når grænsen holdt under Besættelsen, skyldes det ikke den danske tilbageholdenhed i 1920. Hitler øjnede ingen tilbageholdenhed. Den tidligere tyske gesandt i Danmark, v. Renthe-Fink har fortalt mig, at han før sin tiltrædelse 1936 var i audiens hos Hitler, der var meget utilfreds med en række forhold her i landet, og som heller ikke kunne glemme Danmark, at det - for at bruge Hitlers egne ord - havde begået ligrøveri, da det tog Nordslesvig fra et Tyskland, som havde tabt krigen. Tanken genoptog Hitler i en samtale med general v. Hanneken 26. september 1942. Det ærgrede Hitler, at Danmark ikke engang havde tilbudt ham »det tyske område, der blev røvet efter Første Verdenskrig. ...Jeg ville slet ikke have accepteret et sådant tilbud, thi jeg ville have vogtet mig for at foretage en sådan ny fastlæggelse af grænsen nu under krigen.« Når Hitler lod grænsen være, var det sikkert for under krigen at forstyrre mindst muligt af relationerne til de nordiske lande. Han havde større planer end blot en lille grænserevision.

Allerede i 1937 sagde Hitler til Albert Speer: »Vi vil skabe et stort rige. I dette skal alle germanske folk sammenfattes. Det skal begynde i Norge og strække sig til Norditalien.« (''Fra triumf til katastrofe'', p. 70). I marts 1939 forklarede Hitler Slesvig-Holstens gauleiter Lohse, at han tænkte på »et nordøsteuropæsik forbund (Tyskland og de skandinaviske stater).« 6. september 1939 konkretiserede Hitler over for storadmiral Raeder planen til »et nordgermansk samfund med begrænset suverænitet og i nært afhængighedsforhold til Tyskland.«

Når Berlin modsatte sig det tyske mindretals ønske om en grænseflytning, hang det ifølge Wolfgang Söhnleins forklaring under mindretalsprocessen i 1948 sammen med, at man ikke kunne vinde Danmark for den storgermanske tanke, hvis grænsen blev flyttet.

Den 9. april 1940 var Hitler sammen med Alfred Rosenberg, da meldingerne om det gunstige forløb af aktionen begyndte at komme. Da blev Hitler højtidelig: »Som Bismarcks rige opstod af året 1866, således vil det storgermanske rige opstå af denne dag.« I slutningen af april sagde han til Rosenberg, at Trondhjem skulle udbygges, så Singapore ville være barneleg derimod. Og da Hitler i oktober 1940 orienterede Mussolini om de tyske fredskrav, nævnte han igen Trondhjem, der skulle være tysk krigshavn.

I andre situationer kunne et dansk Flensborg have betydet en svækkelse af den danske grænse. Selv H.P. Hanssens moderate grænse, som mange i 1920 håbede ville forsone det kommende Tyskland, gjorde ikke indtryk på Hitler. Men i 1920 kunne man ikke ane, at grænsespørgsmålet og det tyske mindretals revisionskrav ville fortone sig i baggrunden for tyske visioner om det storgermanske rige med alle tiders tyske krigshavn i Trondhjem.