Kronik: En næsten glemt berømthed

Det er et mærkeligt sammentræf, at de to mest læste og solgte danske romaner i forrige århundredes første halvdel begge udkom i 1931, Nis Petersens "Sandalmagernes Gade" og Marcus Lauesens "- og nu venter vi på skib".

Nis Petersen lagde handlingen for sin mageløse bog i kejsertidens Rom, med personer, der viljeløst drives i elendighed og opløsning. Marcus Lauesen skrev om de tætte, samtidige menneskelige katastrofer i sin barndoms Sønderjylland. Tilsyneladende er de to store romaner langt fra hinanden i tid og sted, og dog har de forbløffende meget tilfælles.

Det er bekendt, at skildringer om perioder, der går i opløsning, om det udsigtsløse og det katastrofale i at snuble i starten, kunne læses i meget andet af samtidens litteratur. Samme år, 1931, kom to andre markante litterære sager, Kaj Munks skuespil "Cant" og Knud Sønderbys roman "Midt i en jazztid" og årene efter Jakob Paludans store værk om Jørgen Stein. Sjældent har der på så kort tid været så megen markant litterær nyskabelse, der samtidig fik så stor udbredelse.

Imidlertid er Marcus Lauesen helt speciel i denne sammenhæng. Den unge sønderjyde, født 1907 i Løjt øst for Aabenraa, blev den første forfatter i det Danmark, der efter genforeningen 1920 tænkte og skrev anderledes om og på dansk, og Lauesen kan med nogen ret ses som den første sønderjyske digter eller forfatter og vel stadig som den vægtigste.

Helt sensationelt var det, at hans roman "- og nu venter vi på skib" på blot et halvt år nåede at blive den indtil da mest solgte roman nogensinde i dansk litteraturhistorie; 38.000 eksemplarer på mindre end et halvt år. Et helt årti igennem frem til besættelsestiden var Marcus Lauesens roman om Sønderjylland og Nis Petersens bog om Rom de meste læste i Danmark.

"- og nu venter vi på skib" er et stort epos om opløsning og depression i en sønderjysk landsdel efter en storhedstid i skibsfart og forbindelser til den ganske verden. Denne sene florissante epoke, i skikkelse af skibsrederenken Juliane Hagemeyer, går til grunde i en ny tid omkring Første Verdenskrig, og det er denne periodens egensindige og afmægtige kamp for sin stolthed, og dens langsomme erkendelse af nederlaget, der er bogens tema. Det er relevant at se Lauesen roman som en af mange europæiske storværker om sammenbrud og lurende optakter til diktaturer og ny verdenskrig, i perioden frem til midt i 1930'erne. Her ikke blot på Thomas Manns romaner.

Lauesens succes med den store roman var en formidabel omvæltning for den unge forfatter, der hidtil havde fået udgivet to digtsamlinger og to romaner. Han tjente rigtigt mange penge på kort tid og blev så feteret og efterspurgt, at alene forventningerne til hans følgende produktion var næsten ødelæggende. Hans senere tilværelse med litterære nederlag og social deroute skulle på en ret så direkte måde bekræfte dette frem til hans død i 1975.

Marcus Lauesen voksede op i et fattigt landarbejderhjem i det Sønderjylland, der var hårdt medtaget af den tvungne deltagelse på tysk side i Første Verdenskrig, men også af de barske kår efter landsdelen Slesvigs adskillelse fra Danmark i 1864 , udskrivninger af de unge til den fransk-tyske krig 1870-71 og de ofte mest energiskes udvandring til Danmark eller USA. Den begavede dreng voksede op som, hvad man kaldte et "gammelmandsbarn", hans far var 68 år ved hans fødsel og moderen over 40, og drengen levede under forhold, hvor pietistisk-missionsk moral og tysk skolegang var vilkår i det snævre sognemiljø. Den barndom prægede hans motivvalg, hans sprog og den måde, hvorpå han i sine bøger hele forfatterskabet igennem indarbejdede personerne og deres skæbne.

Allerede ved hans debut og et par år før den store roman udkom, skrev man om Lauesen, at han var »den første grønne Digterspire i det danske Sønderjylland; dansk og dog med et Stænk af Fremmedartethed tegner hans mørke og alvorlige Profil sig.« Man fremhævede, at hans digtning viste en tidligt udviklet forståelse af livets farlighed og betonede det vemodige, varsomme smil i hans tekster, »der er de varmende strejf i arbejdet med selve livet som problem.«

»Trods sin ungdom ved Lauesen meget om livet og menneskene og især meget om smerten og lidelsen. Han er gennem sin særstilling maaske den eneste danske digter, for hvem krigen (d.e. Første Verdenskrig) har betydet noget afgørende. Skønt han var meget ung, da krigen holdt op, har den brændt sig ind i hans sind som i hele den sønderjydske ungdoms.«

Helt i den tids stil er et af digtene i hans debutbog "Guds gøglere" fra 1928:

Ser du, jeg er kun en Melodi,

som Gud har spillet engang.

Den skulde flyve i Verden ud,

at finde sin egen Sang,

Ord til at føje sig lydigt ind

mellem Toner i mit Motiv,

at Dagene stemte dem sammen

til Tvedragt af Jeg og Liv.

Hans poesi har præg af Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg og den beundrede Helge Rode, som han tilegnede sin næste digtsamling "Høstelegi" fra 1930. På dens titelblad satte han som motto den oldgræske digter Euripides' ord: »Hvem ved, måske er livet døden og døden er livet.«" Mere end så meget andet er det citat måske den bedste nøgle til hele Lauesens forfatterskab.

Til hans fødselsdag 22. november udkom sidste år en ny samling af hans digte og salmer - "denne rigdom overgår dog alt", udvalgt af digterens søn Nils Lauesen og udgivet af en lokalforening i Løjt.

Det drejer sig om digte og salmer, som Marcus Lauesen i perioden 1940 - og frem til sin død 1975 fik trykt i tidsskrifter og dagblade eller gemte som manuskripter. De bedste af disse tekster har en ro og en naturlighed, der sammen med den ofte anvendte klare sonetform så mange år efter og nu i en ny sammenhæng bevidner, at dette var en digter, der på baggrund af dybe menneskelige erfaringer stadig har noget væsentligt at sige.

Lauesens digtning fortæller klart og enkelt om hverdagens liv som en skæbne, hvis vilkår er miraklet. Nævnes bør også, at i første bind til "Forslag til ny salmebog" er optaget en salme af Lauesen, "Fredløs er freden hvor menneskets veje/ikke vil følge hvad skaberen vil". (nr. 120)

Hovedværket "- og nu venter vi på skib" tilegnede Lauesen den ledende sønderjyske politiker H.P. Hanssen og hans hustru Helene. De havde, som flere andre på egnen, tidligt set det unge menneskes evner og anlæg og hjalp ham praktisk videre gennem gymnasiet i Aabenraa og senere til videre studier i København.

Det var i kantaten til H.P. Hanssens 70-års dag i 1932, han som begyndelse og slutning satte verset:

Kun hvad mænd vandt ved ret

Uden sværd og blod,

Det skal leve som et solskin

Over tidens flod.

Senere blev det blandt andet sat på genforeningsstenen i Sønderhav ved Flensborg Fjord - Lauesen havde ramt sin landsdels tone.

Det er denne særlige tone, der er melodi, harmoni og orgelpunkt i hans mest vellykkede bøger. Der er ikke tale om en jovial hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Lauesen skrev roligt, ofte som personernes indre, eftertænksomme funderen på, hvorfor det nu skulle være sådan, ensomt, ubegribeligt og med døden som en selvfølgelig, velkommen afklaring. Underkendes må heller ikke Lauesens næsten umærkelige humor, underfundig, med det der engang hed klogskab.

Blandt de 28 udgivelser skal fremhæves de, der stadig gør hans forfatterskab væsentligt, læseværdigt og vedkommende også for vor tids seriøse læsere, der ofte i den aktuelle bogflod kan savne et roligt, organisk forløb i en tekst.

Det må hos Marcus Lauesen foruden "- og nu venter vi på skib" blive "En mand og hans fjende" 1932, "Skipper Theobald" fra 1936 og "Katharina" 1937. Derpå "Den rige vandring" fra 1940, en bog om faderen, genudgivet med titlen "Far" og den senere mindebog "Mor" fra 1951, der modtog flere udmærkelser.

Fælles for disse bøger er, at de, som før nævnt, er skrevet ud fra en tæt samhørighed med hans sønderjyske hjemegn, med menneskene der og de ofte barske betingelser, de måtte leve deres liv under.

En sådan roman var "En mand og hans fjende". En ensom mand sat op mod alle voldsomme urimeligheder i sine vilkår og den jantelovsprægede selvfrelste indre mission, der behersker landsbyen.

Bogen kom umiddelbart efter succesen "- og nu venter vi på skib", men kunne naturligvis ikke leve op til den berømte forgænger.

Det gjaldt også de følgende om reformationen og Luther, "Kætteren fra Eisleben" og "Det tyske oprør", eller det store sobre og smukt skrevne tobindsværk "Fortællinger af Grænselandets Historie" fra 1938 . Det forblev sådan, at hver gang Lauesen udgav en ny bog, måtte han så at sige ustandseligt høre for, at berømtheden fra 1931 var langt bedre. De få nye litteraturhistorier, der er så grundige, at de overhovedet stadig nævner ham, undlader heller ikke at påpege den store romans dominans.

Det glemmes tilsyneladende i disse sammenhænge, at ethvert vægtigt forfatterskab kan have to - tre hovedværker, måske med et mesterstykke iblandt - og resten af produktionen et forfatterliv igennem bliver mere jævne ting, som det også er tilfældet hos Marcus Lauesen.

Det blev en del af de barske vilkår, han måtte leve under resten af sit liv, trods de dybe, menneskelig skildringer, han så loyalt har givet læserne i "- og nu venter vi på skib", "Skipper Theobald", bøgerne om forældrene, nogle digte og den mærkelige "En mand og hans fjende". Men for den rolige, opmærksomme læser er Marcus Lauesen stadig en væsentlig, menneskelig digter.