Kronik: Læger og tortur

Amnesty International vil i år søge at rette verdenssamfundets opmærksomhed mod tortur - i januar måned bl.a. ved at henvende sig til den indiske regering.

Lad mig begynde med en vidneberetning. Stedet er landsbyen Hassanpur i delstaten Punjab i det nordlige Indien.

»Klokken fire om morgenen kom politiet til vores hus. De søgte efter min bror, Davinder Singh. De tvang ham og mig med i bilen. I en anden bil sad allerede to af vore venner.«

Sådan indleder Sapinder Singh, 23 år, sin skriftlige forklaring til undersøgelsesdommeren i oktober 1999. Fire unge mænd blev arresteret den 18. september uden sigtelse. Sapinder fortsætter: »Vi blev kørt til en nærliggende by. Politiet var ude efter en riffel, som de påstod, Davinder havde skjult. Betjentene beordrede os til at tage tøjet af. En efter en blev vi tortureret. Torturen blev udført af flere politifolk. En ældre civilklædt pensioneret politimand instruerede de øvrige i torturen.«

Jeg mødte Sapinder Singh i oktober 2000, da jeg sammen med andre læger var udsendt af "Danske Læger for Menneskerettigheder" for at skaffe dokumentation for den tortur, som udøves i Indien over for befolkningen, især af det indiske politi. Vi har udarbejdet en rapport, "The Shadow of the Police", som bliver videregivet til forskellige menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International.

Sapinder ser ældre ud end han er - nu knap 25 år. Han taler punjabi. Via tolk uddyber han sin beretning: »Vi fire så hinanden få tortur. Det skete på pladsen mellem husene. De fortalte os, at det ikke ville hjælpe os, om vi skreg nok så meget, for ingen ville høre os. Mine arme blev bundet bag om ryggen. Benene blev holdt af to betjente, der tvang dem 180 grader ud til siden. De gentog det fem gange. Tredje gang mistede jeg bevidstheden. Jeg fik også "roller treatment": En trærulle blev rullet ned over lårene, mens betjentene lagde deres vægt på den.

Det gik værst ud over Davinder. Torturen varede første gang to til tre timer. Så blev vi låst inde. Sidst på eftermiddagen var vi blevet adskilt fra Davinder, men vi hørte igen hans smerteskrig, og på et tidspunkt råbte han »Bachao, Bachao« (»frels mig, frels mig«).

Næste dag så vi ikke noget til Davinder. Vi blev kørt til undersøgelse på hospitalet i Kharar. På vejen blev vi truet til ikke at fortælle noget om torturen, og vi fik vi besked på, at hvis vi ikke kunne stå oprejst, skulle vi bare læne os mod væggen. Men lægen undersøgte os slet ikke. Han fik blot vores underskrift på, at vi var blevet undersøgt. Hans rapport, som sagde, at vi ikke fejlede noget og ikke viste tegn på, at vi havde lidt overlast, var falsk. Den skulle bruges over for dommeren i Kharar. Til ham sagde politiet blot, at Davinder var stukket af, men da jeg kom tilbage til landsbyen, forstod jeg, at min bror var død under torturen hos politiet. Selv var jeg indlagt på hospitalet i 10 dage. De første dage kunne jeg ikke gå. Jeg har stadig svært ved at sidde på hug og er ikke fuldt ud i stand til at arbejde."

Davinder Sigh blev 21 år. Han havde under torturen fortalt, at våbnet var begravet hjemme i landsbyen. Han sagde det af angst og for at slippe for mere, mener Sapinder. Landsbyboerne så ham, da han ved 14-tiden var kommet tilbage for at udpege stedet. Han var da svært mishandlet og kunne ikke gå. Trods grundigt gravearbejde fandt man naturligvis ikke noget våben. Sapinder tænker, at det var i raseri herover, at politiet fortsatte torturen, og at Davinder Singh blev tortureret ihjel. Kl. halv ni om aftenen - mindre end et døgn efter anholdelsen - blev Davinders afsjælede legeme bragt til hospitalet. Politiets påstand var, at Davinder var død af et hjertetilfælde.

Om morgenen den 19. september vidste alle i landsbyen besked og besatte området foran hospitalet. De fik udleveret Davinders lig og opnåede også, at de tre andre unge mænd blev frigivet, så de kunne deltage i ligbrændingen samme dag. Landsbyboerne faldt først til ro, da de blev forsikret om, at politibetjentene ville blive retsforfulgt.

Dette er da også sket. Idealistiske indiske sagførere kæmper for menneskerettigheder i Indien og tager disse sager uden honorar. Sagen er blevet indbragt for den lokale menneskerettighedskommission, som har eksisteret de seneste tre år og allerede har haft en vis forebyggende virkning. Vi mødtes med kommissionen og spurgte direkte til denne sag. Det blev oplyst, at de pågældende politifolk stadig var fængslet på nær den pensionerede politimand, der var frigivet igen mod kaution (det kunne være bestikkelse, som er meget udbredt). Men retsmaskineriet kører trægt, og der var lange udsigter til nogen afgørelse. I mellemtiden forsøger politiet i hemmelighed at købe vidnerne til at frafalde deres udsagn. Sapinder Singh og hans far var reelt bange for, at det ville lykkes at bestikke de to venner, der er fattige.

Den tortur, Sapinder fortæller om, er typisk for regionen. Næsten alle af de torturoverlevere, vi talte med, har været udsat for voldelig spredning af benene med overstrækning af hofteleddene og skader på muskler og ledbånd. De fleste har desuden fået "roller treatment", hvor en træpæl rulles op og ned over lårene, mens en eller flere lægger deres vægt på den. Den knusning af muskulaturen, som sker, er yderst smertefuld og kan give senfølger i musklerne og nyresvigt, fordi de stoffer, der frigøres fra de ødelagte muskler, kan skade nyrerne.

Men er eksemplet ikke meget ekstremt? Jo, eksemplet er meget grelt, men desværre ikke fordi det er sjældent. "Død under forvaring" ("death in custody") og forsvindinger forekommer jævnligt i Indien, formentlig oftest forudgået af tortur.

Hvorfor skal vi høre om tortur i fredelige Danmark? Vi ved da godt, at der er ondskab ude omkring i verden, men hvorfor gå i detaljer og hvorfor bringe det hjem til fredelige Danmark? Af i al fald to grunde: Vi møder torturoverlevere også i Danmark; en stor del af de mennesker, der er flygtninge i Danmark, er flygtet, fordi de er blevet mishandlet og forfulgt i deres hjemland. Og - som medlemmer af verdenssamfundet - skal vi være med til at formindske torturen.

En opinionsundersøgelse fra marts 1995 viste, at kun tre pct. af den danske befolkning mente, at krænkelser af menneskerettigheder - herunder tortur - er blandt de to eller tre vigtigste problemer i verden i dag. Man har i denne forbindelse talt om en tavshedsspiral: Vi taler ikke om det, vi ikke vil høre, og vi hører så ikke noget, fordi ingen taler om det.

Læger har på grund af deres uddannelse særlige forudsætninger og en særlig forpligtelse til at påvise og bekæmpe tortur og til at behandle følgerne. Men læger har desværre også andre roller i denne forbindelse. I nogle lande deltager de direkte i tortur eller medvirker til, at det kan foregå ved at dække over det.

Det kan være myndighederne, der forlanger det og mere eller mindre tvinger læger til at medvirke til dødsstraf og tortur. Læger er i denne forbindelse en udsat gruppe. Læger, der har nægtet at udføre tortur eller at forfalske dødsattester på afdøde fanger, eller som har påtalt, at tortur finder sted, er blevet frataget deres arbejde, eller de er selv blevet tortureret eller endog likvideret. Men i nogle lande medvirker læger af ren og skær grådighed. Erklæringer m.m. "købes". Som det fremgår af eksemplet ovenfor, var lægens rolle alt andet end uskyldig. Eksemplet var desværre heller ikke i denne henseende enestående, viste vore undersøgelser. Det må konkluderes, at medlemmer af den indiske lægestand er med til at opretholde et system, hvor anvendelse af tortur er udbredt.

Lægers deltagelse i eksekutioner og tortur kan eksempelvis bestå i at lægge en kanyle i en blodåre, beregne og give dødelig giftdosis, og attestere at døden er indtrådt (det foregår f.eks. i USA) eller at foretage amputationer af legemsdele som led i straf, som man kender det f.eks. fra Saudi-Arabien. I nogle regimer er det læger, der er med til at sikre, at den torturerede overlever, f.eks. ved at følge pulsen under successive nærdrukninger. Torturerede mennesker kan berette, at den sidste rest af tillid mistedes, da de forstod, at endog læger var med under torturen. Mens andre har tænkt, at så blev de måske i det mindste ikke slået ihjel.

Tortur berører imidlertid langt flere danske læger ved, at lægen i sit arbejde møder torturofre. Og det sker måske oftere, end det erkendes. En stor del af de flygtninge, der kommer til Danmark, er blevet tortureret, og de er mærket for livet fysisk og psykisk. Det er også meningen. Torturens formål er sjældent at fremtvinge oplysninger. Nej, formålet er at knække personen. Det kan være fagforeningsledere, journalister, dissidenter, menneskeretsforkæmpere. De sendes tilbage til nærsamfundet som nedbrudte personer, for at det kan virke afskrækkende. Tortur er et magtmiddel og imod demokrati - hensigten med tortur mod kroppens dele er ikke at åbne munden, men at lukke den.

Tortur foregår næsten over alt i verden og regnes for det grusomste brud på menneskerettighederne. Også læger i Danmark må være opmærksom på muligheden for tortur, når han står over for mere eller mindre tydelige symptomer, for det er ikke sikkert, at patienten omtaler det. Selve det at være ganske hjælpeløs i medmenneskers hænder og samtidig blive nedværdiget og påført den yderste smerte af dem, skaber dyb midtillid og fremmedfølelse. »Den, der har oplevet tortur, vil aldrig mere føle sig hjemme i denne verden,« siger forfatteren Carsten Jensen. Som incestofferet er torturofferet bange for igen at vise tillid og fortælle om sin smerte.