PK80 - den skulpturelle briks
Den er tung, men svæver alligevel. Briksen PK80 er et smukt eksempel på Poul Kjærholm design i hans foretrukne materialer.
Den klassiske briks fra 1957 PK 80 udstråler, som alle andre design fra Poul Kjærholms hånd, en ro og balance, der måske er lagt i den store møbelarkitekt som en kreativ åre under den nordjyske opvækst. Detaljerne er på plads og forfinet til det yderste. Det unødvendige er skåret væk, så der tilbage står en ikonisk, skulpturel og enkel briks, der er et af møbelarkitektens mest avancerede design.
Poul Kjærholms store inspirationskilde var Bauhaus samt den hollandske kunstnerbevægelse De Stijl. Fra sidstnævnte roste møbeldesigneren og arkitekten Gerrit Rietveld sin danske kollega for hans kontrollerede luksus. Og netop kontrolleret luksus oser PK80 af.
Ideen og inspirationen til selve briksen er hentet fra de romerske sofaer, hvor man henslængt kunne lægge sig.
Oprindeligt bestod briksen af understel i matforkromet stål med fittings i bruneret messing, malet krydsfinerplade, gummiringe og en lædermadras. Alt er udført i meget enkle materialer, og rent håndværksmæssigt er kvaliteten helt i top.
Målene på PK 80 er 190 x 80 x 30 cm. E. Kold Christensen producerede PK 80 fra 1957 til 1982 i sort, rød og natur.
I 1959 indrettede Poul Kjærholm foyeren på Tårnby Rådhus med sine taburetter og store gulv-askebægre. Samtidig tegnede han en variant af PK80, der fik en kvadratisk form med målene 140 x 140 cm. Det er nu over 50 år siden, og møblerne står der endnu. Senere bestilte både Nationalmuseet og Kunstindustrimuseet også de kvadratiske brikse til deres gæster.
I 1982 overtog Fritz Hansen produktionen af PK 80. Her ændrede man i 2000 på stellet, så det siden er blevet lavet i satinbørstet rustfrit stål.
PK 80 er blandt andet kendetegnet ved sin lave siddehøjde. Men da MOMA - Museum Of Modern Art - i New York i 2004 bestilte et antal PK80 til at stille rundt om i deres gallerier, ønskede de at få lagt fem cm til i højden, så det blev lettere for alle gæster at sætte sig ned og få et hvil.
Kilder:
www.fritzhansen.com
www.kjaerholms.dk/Krestine Kjærholm
www.bruun-rasmussen.dk/Peter Tholstrup
Store Danske Designere