Fortsæt til indhold
Bolig

Slip for fugt i huset efter den våde sommer

Vejret har mestendels budt på regn, byger og skybrud i sommermånederne. Derfor er det ekstra vigtigt for husejere at få bugt med fugten.

/ritzau/FOKUS

Den danske sommer har været varm og regnfuld med en luftfugtighed på op til 90 pct.

Men ikke nok med at sommerhatten er klasket sammen om ørerne på danskerne, så døjer mange boligejere nu med fugt i hus og kælder.

I Danmark er der ifølge Danmarks Statistik mere end en million parcelhuse, og det er især her, at den regnvåde sommer kan drille.

Er der fugt i boligen, skal det stoppes hurtigst muligt, forklarer seniorspecialist ved Byggeri og Anlæg under Teknologisk Institut Britt Haker Høegh.

»Hvis man ikke kommer af med fugten, er der risiko for udvikling af skimmelsvamp, som kan give helbredsproblemer. Skimmelsvamp kan ved de rette betingelser allerede opstå efter en til to uger,« siger hun.

På længere sigt kan fugten ødelægge husets konstruktion. Hvis trækonstruktioner har fået fugt gennem flere måneder, kan træet blive nedbrudt af svampe, der svækker træets bæreevne.

Benny Hebsgaard, rådgiver hos det forbrugerejede energiselskab NRGi, fortæller, at fugt er et problem året rundt, men især i sommermånederne, hvor varm luft trænger ind udefra og møder den køligere luft inde i boligen.

»Det danner kondens, som sætter sig på vægge og gulv. Mange husejere med kælder vil måske nikke genkendende til, at kælderen om sommeren ligesom står og sveder, fordi den fugtige luft ikke bliver blæst ud,« siger han.

Derfor er det vigtigt at reagere på fugt i tide. Et godt hygrometer kan fås i et byggemarked for 150 kroner og kan bruges til at holde øje med husets fugtniveau. Om sommeren bør fugtniveauet være på højest 60-65 procent.

Det kan desuden være en god idé at skrue op for varmen i huset, så forskellen på temperaturen inde og ude bliver mindre, og dermed mindskes risikoen for kondens.

Sørg også for at få luftet grundigt og rigtigt ud. Det kan for eksempel være én gang om morgenen og én gang om aftenen i cirka fem minutter ad gangen.

Er der kælder i huset, bør der også der være ventilation. Det gælder også andre fugtholdige rum som badeværelser og køkkener.