Fortsæt til indhold
Bolig

Det danske tæppefirma Ege satser på succes i USA

Egetæpper – eller Ege, som de bare hedder i dag, er her i landet måske mest kendt for den lille, hvide kat Miss Ege, som før var firmaets logo. Men i virkeligheden er det jyske tæppefirma blandt Europas førende og har netop indtaget USA med kurs mod at erobre resten af verden.

NANA ELVING HANSEN

MANHATTAN, NEW YORK.

Efter at have stået i kø i den bidende februarkulde har tilskuerne fyldt pladserne langs podiet op. Fashionistaer, bloggere, modereportere, indrettere, arkitekter og et par fashionkendissers småsludren breder sig som en lavmælt summen ud i det højloftede lokale.

»Det er vist ham der fra Vogue-dokumentaren, « hvisker én og forsøger at udpege ham uden at pege.

Pludselig slukker lyset. Stilheden følger med mørket, og alles blikke er rettet mod gardinerne for enden af podiet. En række spotlamper blænder op, og heftige, øresønderrivende høje technotoner banker ud af højtalerne, mens model efter model bryder igennem forhænget og marcherer ned ad catwalken i takt til den dundrende bas.

Til modeugen i New York havde Ege skabt en couture-kollektion, som udover at blive vist som 20 tøjsæt til et modeshow også er en reel tæppekollektion. Her er det den blå og grå Waterberg-farve. Pris: 449 kr. per kvm.

Modeshowet er begyndt. Men det er ikke et helt normalt et af slagsen. For selv om det er tøj, modellerne har på, er det ikke et tøjfirma, der står bag. Kjolerne, bukserne, jakkerne og nederdelene er syet sammen af en ny tæppekollektion fra det danske tæppefirma Ege. Det er den første af sin art, der bliver vist frem her til modeugen i New York, og det er meningen, at der fremover skal komme både en forårs- og efterårskollektion med nye couture-tæppedesign. En storstilet satsning fra den danske tæppeproducent fra Herning, som nu har sat sig for at indtage det amerikanske marked.

»Normalt viser man en ny tæppekollektion frem ved for eksempel at placere den i et rum med et par få møbler eller ved at vise tæpperullerne på en eller anden grafisk måde. Vi kunne godt tænke os at vise vores nye tæpper frem på en helt anden måde,« siger Svend Aage Færch Nielsen, der er administrerende direktør i Ege.

Tæppemode med mere

Og det må man sige, de har gjort. Det er dog ikke første gang, Ege har kastet sig over couturen. De har tidligere arbejdet sammen med nogle af modens største navne, som Christian Lacroix, Versace, Jean Paul Gaultier og Chanel og flirtede første gang med modetøjet, da den danske modeskaber David Andersen i 2014 lavede kjoler af deres tæpper med Bjørn Wiinblad-motiver på. Det er da også David Andersen, der har skabt en stor del af tøjet til den første Ege Couture-kollektion. Selve mønstret og en del af tøjet har Eges kreative direktør i USA, Adrien Alexander, dog stået for. Som det er kutyme til ethvert andet modeshow, træder han ud på podiet til allersidst, mens modellerne går en samlet sejrsrunde til publikums klapsalver.

Ege har tidligere arbejdet sammen med modeskabere. På billedet her er det et samarbejde med David Andersen i 2014.

Da Jyllands-Postens udsendte møder ham formiddagen efter i hans studio på den anden side af Brooklyn-broen, er han glad, men træt og en smule influenzaramt. Gulvet er belagt med Montgolfier- tæppet i forskellige farver, som er det tæppedesign, der udgør den første kollektion af Ege Couture – et projekt, han har brugt de sidste seks måneder på.

Eges couture-tøj er delvist skabt af den danske modeskaber David Andersen og Eges kreative direktør i USA, Adrien Alexander.

»Jeg kan især godt lide den gule,« siger han og forklarer, hvor inspirationen til mønstret kom fra:

»Det er inspireret af Afrikas natur. Forestil dig, at du svæver i en luftballon højt over landskabet – så er det de samme konturer og former, du vil se.«

Netop derfor har kollektionen fået navnet Montgolfier, hvilket var navnet på de to brødre, der opfandt luftballonen i 1700-tallet. De seks design, der er i Montgolfier-kollektionen, er Adrien Alexanders fortolkning af f.eks. den afrikanske savanne eller kontinentets store, krystalblå søer. Og ligesom landskabet er der også struktur i tæppet med små fordybninger og forhøjninger, som både har til formål at skabe en fornemmelse af dybde og reflektere lyset. Noget, Ege generelt arbejder med i deres tæppedesign. Adrien Alexander har selv god erfaring med gulvdesign, som agent for det svenske gulvbrand i USA. Men Ege Couture er hans jomfrurejse som udøvende designer.

Modellen her har kjolen lavet ud af den gule Etosha-farve på. Mønstret og farven er – ligesom de andre i Montgolfier- kollektionen – inspireret af det afrikanske kontinent.

»Jeg har længe haft lyst til at prøve kræfter med min kreative side og dét at skabe noget. Det har været en udfordring, men virkelig, virkelig sjovt,« fortæller Adrien Alexander, hvis første design har fået en god modtagelse derovre på den anden siden af Atlanten.

»Vi har modtaget en overvældende god respons på modekonceptet og kollektionerne. Især Montgolfier-kollektionen har fået stor opmærksomhed fra designerne i USA. Vores designstil er ny i markedet og i tråd med både nuværende og kommende tendenser.«

Ege har tidligere arbejdet sammen med modeskabere. På billedet her er det et samarbejde med Christian Lacroix.

Det hårdeste tæppemarked

Overvældende er præcis det samme ord, som Eges danske direktør, Svend Aage Færch Nielsen, bruger til at beskrive, hvordan Ege er blevet modtaget i USA. Med tilbagemeldinger om at være »et frisk pust« og »anderledes end det, der ellers er i branchen« samt et par konkrete kontrakter på hånden – og ikke mindst en nyvunden designpris fra USA’s største møbelmesse NeoCon for A-Porter-tæppet Foss – er direktøren ganske godt tilfreds. Især taget i betragtning af at Ege selv kalder USA for »verdens hårdeste tæppemarked. « Men hvorfor overhovedet bruge alle de ressourcer på at bevæge sig ind på det marked?

Broadloom er navnet på den dybe lilla f arve i Montgolfier-kollektionen.

»Det er jo samtidig verdens største marked for vores produkter. Derudover mener vi, at vi kan tilbyde noget designmæssigt, kvalitetsmæssigt og konstruktionsmæssigt, som man ikke har i USA,« siger Svend Aage Færch Nielsen.

Der er altså et hul i markedet, som Ege håber at kunne fylde godt ud. Men USA er ligeledes stedet, hvor mange internationale hotelkæder og koncerner har hovedsæde, og som er base for mange store arkitekt- og designfirmaer, der har projekter rundt om i hele verden. Så det handler, ifølge direktøren, i høj grad også om at være tilstede der, hvor det sker, og hvor beslutningerne bliver taget.

På Eges showroom i Brooklyn, New York, var gulvet beklædt med alle seks Montgolfier-farver. Foto: Nana Elving Hansen

For nu er Eges mission om at erobre de amerikanske huller og resten af verden stadig ”under construction”. Men næste skridt på vejen er trådt an: Ege Couture no. 2, Karuna, som bliver vist frem til september, når der igen er modeuge i New York. Her har Ege og Adrien Alexander suppleret med en social dimension og udarbejdet de to mønstre i samarbejde med organisation The Alpha Workshops, som skoler hiv/aids-smittede i kreative kunsthåndværk og bl.a. skaber møbler og interiør.

»Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at jeg har fundet inspiration i Asien, og at jeg holder fast i den luksuriøse minimalisme, som er vores brands design-identitet. Jeg tør godt love, at det bliver en yderst unik kollektion, som igen vil slå vores førende position inden for gulvtekstildesign fast,« slutter Adrien Alexander.